WWF: COP22 viser solid opbakning til klimaaftale – men den danske indsats ringe

cimg1208
Thomas Jazrawi

COP22 blev første partsmøde under Paris-aftalen, som nu er ratificeret af flere end 110 lande, som tilsammen står for næsten 80% af det globale udslip af drivhusgasser.

"Når historien skal skrives vil det vise sig, at COP22 har været en milepæl i den globale klimakamp. COP’en cementerede indtrykket af, at der er solid global opbakning til den fortsatte indsats", siger WWF Verdensnaturfondens klima- og miljøchef John Nordbo.

"Den grønne omstilling går videre. Trump eller ej. Heldigvis fastholder Kina sin offensive og ambitiøse klimapolitik. Det er hovedindtrykkene fra COP22, fortsætter John Nordbo, som også peger på, at 365 af USA’s 500 største virksomheder sendte en fælles erklæring til Trump om, at USA skal fortsætte med at sætte ind mod den globale opvarmning, og at USA skal blive i Paris-aftalen".

Danmark og EU skuffer

Klima- og miljøchef John Nordbo er ikke imponeret over den danske indsats:

"På COP22 blev det diskuteret, hvordan COP24 i 2018 kunne gøres til det næste store toppunkt i den globale klimaindsats, hvor der kan sættes fokus på behovet for at alle lande øger deres ambitionsniveau, så det bliver muligt at holde den globale opvarmning et godt stykke under 2 grader og helst nede på 1,5 grader som fastsat i Paris-aftalen. Men hverken Danmark eller EU gjorde en indsats for at sikre en klar beslutning om dette".

"Danmark holdt lav profil og undlod at fremlægge forslag, som ville skabe fremdrift i den globale klimaindsats. Det er desværre ikke kun på hjemmebane, at regeringen kører med håndbremsen trukket, når det gælder klimaet".