Danmark vil have ”fingeren på pulsen” i latinamerikansk mini-EU

billede_6
Den hurtigt voksende by Viña del Mar ligger med udsigt til Stillehavet.
Foto: Foto Bue Heckmann
Forfatter billede

U-landsnyt.dk mødtes til en snak med den danske ambassadør Jesper Fersløv Andersen og eksportrådgiver Aksel Jensen om Danmarks interesse i- og forventninger til Stillehavsalliancen, der på mange måder minder om et mini-EU.

Alliancen, der blev etableret i 2012, sigter mod at styrke samhandelen mellem landende og på den måde skabe økonomisk vækst og fremgang. På mange måder det samme grundlag som Europas velstand blev skabt på.

”Fundamentet for samarbejdet er, at man vil skabe et indre marked for kapital, arbejdskraft og tjenesteydelser. I virkeligheden er det dét som var grundidéen i det europæiske samarbejde” forklarer Jesper F. Andersen til U-landsnyt.

Medlemslandende har blandet andet ophævet visumkravene til hinanden og vil reducere interne såvel som eksterne toldmure for på den måde at gøre det lettere for udenlandske virksomheder at importere og eksportere fra landende.

Skaber et stort fælles marked

De fire lande har tilsammen 220 millioner indbyggere, som, hvis var det ét land, ville være verdens 8. største marked.

Medlemslandene, som står for 50 procent af de latinamerikanske- og caribiske landes handel, samt 36 procent af regionens BNP, har allerede formaliseret meget af samarbejdet. I 2014 var 90 procent af landenes samhandel med varer allerede omfattet af alliancens aftaler.

Nogle af medlemslandende, især Chile, har allerede meget åbne økonomier og flere frihandelsaftaler med store spillere som USA, Kina og EU. Disse aftaler forventes snarligt udvidet til også at omfatte de andre medlemslande.

De fire medlemmer af Stillehavsalliancen.

Er interessant for danske virksomheder

Danmark har netop søgt om observatørstatus i alliancen, da det vil gøre det muligt at følge udviklingen i alliancen på tætteste hold.

”En masse danske virksomheder har interesse i disse fire lande, og ved at få det (observatørstatus, red), vil vi have muligheden for at få fingeren på pulsen i samarbejdet og følge udviklingen tæt” fortæller ambassadøren.

Adspurgt om hvilke danske virksomheder som samarbejdet især vil gavne, forklarer Aksel Jensen.

”I længden vil det gavne de fleste virksomheder. Både dem som allerede opererer i et af landende og dem som har interesser i at etablere sig på det latinamerikanske marked, både store og små”

Fremtiden ser lys ud

Ifølge det danske Udenrigsministerium har samarbejdet allerede vagt interesse blandt andre latinamerikanske lande. Således er Costa Rica langt i processen om optagelse og både Panama og Guatemala har tilkendegivet interesse for et medlemskab.

Derudover lader det til, at alliancen har en stærk politisk støtte blandt medlemslandenes regeringer og er kommet godt fra start.

”Mit indtryk er, at den (Stillehavsalliancen, red) er kommet godt i gang og at landene selv har store forventninger til samarbejdet” fortæller den danske ambassadør til U-landsnyt.

Hvordan Stillehavsalliancens fremtid præcis kommer til at se ud, er svært at spå om, men fokus er på at skabe en ubureaukratisk alliance.

”Styrken er, at man fokuserer på det indre marked og dermed arbejder med substansen i samarbejdet” slutter den danske ambassadør af med.