Gå til hovedindhold

Mobile menu

Serie om rådgivende ingeniører II:
Langt fra broer og brønde

I NIRAS’ enhed for ’international consulting’ (NIC) er de klassiske ingeniøropgaver med broer og brønde byttet ud med demokratifremme og styrkelse af lokal kapacitet i udviklingslandene. Globalnyt har besøgt NIC på Søtorvet til en snak om barfodsjurister, vennetjenester og verdensmål – og om, hvordan branchen tager sig ud for Danmarks hovedrådgiver i udviklingsbistand.
Rehema peger på det stykke land i Kigoma Region, der var omstridt af hendes nabo. Med assistance fra barfodsjurister har hun nu sikret sig rettighederne til jorden.

Rehema peger på det stykke land i Kigoma Region, der var omstridt af hendes nabo. Med assistance fra barfodsjurister har hun nu sikret sig rettighederne til jorden.

Legal Services Facility – bragt med tilladelse.

Dagen inden vores interview ringer Sven Vejen Hindkjær. Han vil sikre sig, at interviewet ikke skal handle om ingeniørtekniske detaljer, for som han siger: ”Vi laver faktisk næsten ikke den slags projekter i NIC.”

Det kan virke paradoksalt.

Sven Vejen Hindkjær er nemlig landechef for NIC, der er én af 19 enheder under NIRAS – en af Skandinaviens førende rådgivende ingeniørvirksomheder. Men mens NIRAS' forretningsenheder  i Danmark stadig løser mere klassiske ingeniøropgaver, har NIC, der udelukkende koncentrerer sig om virksomhedens engagement uden for EU, altså taget et andet spor.

Medieudvikling og barfodsjurister

Her, i lokalerne øverst i en smuk, hvid ejendom på Søtorvet med udsigt over Dronning Louises Bro og søerne, hedder kontorerne for eksempel Green Growth, Vand, Fred og stabilisering, og opgaverne ligger mere inden for kapacitetsopbygning og god regeringsførelse end inden for klassisk ingeniørarbejde.

Et eksempel er et medieprojekt, som NIC lavede med BBC i syv østeuropæiske lande, og som fokuserede på at udvikle lokale, uafhængige medier og give dem professionel træning.

Et andet eksempel er et kapacitetsopbyggende projekt i Tanzania, hvor målet var at styrke opbyggelsen af en retsstat og sikre borgerne juridisk retfærdighed. Her bestyrede NIC en Danida-finansieret fond, der uddannede 4000 barfodsjurister fra hele landet til at gå ind og mægle i sager, hvor den juridiske og den traditionelle lov kolliderer. Det kan for eksempel være i en situation, hvor en mand dør, og der er uklarhed om, hvem der skal arve hans jord – er det hans enke eller hans familie?

Selvom NICs andel i Tanzania-projektet sluttede i december 2016, fortsætter fonden, for nye donorer er kommet til med flere penge.

Lige nu har NIRAS’ international consulting enhed gang i mellem 250 og 300 projekter verden over. Hvor det ofte var kutyme for 20 år siden at importere hele holdet fra Danmark, sender man i dag typisk en enkelt dansker ud, mens alle andre på projektet ansættes lokalt:

”Det er en lykkelig udvikling, fordi det skaber arbejdspladser lokalt. Det er også et formål i sig selv at opdyrke en lokal kapacitet – ellers er det ikke bæredygtigt. Det er nok lidt af en floskel, men målet er, at vi skal gøre os selv overflødige med den udvikling, vi er blevet sat til at lave,” siger Sven Vejen Hindkær, der netop har fejret 25 års jubilæum hos NIRAS.

Han forklarer, at der, i takt med at landene udvikler sig og oplever økonomisk vækst, vil opstå nye udfordringer og andre behov, hvor NIRAS også ville kunne spille en rolle:

”Det er det ideelle, kan man sige. Efterhånden som den økonomiske vækst bliver etableret, vil der være nye behov, som også kræver løsninger, som vi så kan levere.”

Fokus på lokal forankring

Allerede i 1990’erne havde NIRAS en del omsætning inden for udviklingsbranchen, og da virksomheden i 2005 opkøbte Scanagri (det tidligere Danagro) var det ifølge Sven Vejen Hindkjær et udtryk for en bevidst strategi om at investere i området.

Den strategi har man fulgt. I dag står NIC for 30 procent af NIRAS’ samlede bruttoomsætning – det svarer til 55 millioner euro om året. Det er en pæn sjat, når man tager i betragtning, at kun 240 ud af 1400 ansatte arbejder i den internationale enhed.

I frokoststuen på Søtorvet fylder et magnetisk verdenskort hele den ene væg. Her markerer gule magneter, hvor i verden NIRAS’ mange landekontorer ligger – 17 af dem hører under NIC og ligger for eksempel i Addis Abeba, Maputo, Nairobi, Hanoi og Yangon for bare at nævne et par stykker. Kontorerne er typisk bemandet med 1-5 ansatte, men et enkelt har helt op til 25.

”Vi lægger meget vægt på, at vi har de lokale kontorer – for at sikre bæredygtighed er det fuldstændig afgørende, at der er en lokal forankring,” siger Sven Vejen Hindkjær.

”Det lokale engagement er vigtigt, for det er kun de lokalt tilpassede løsninger, der overlever. Du kan ikke gå ned og tvinge noget ned over hovedet på folk; du er nødt til at putte øret til jorden og se, hvad der foregår, for ellers risikerer du at spilde kundens penge på ting, som ikke har gang på jorden.”

Skift i finansieringen

Johanitha Maduhu fra Mwanza region, Tanzania, er blevet trænet i menneskerettigheder og især kvinders rettigheder, og nu tager hun sig tid til at læse bogen ’Zijue Haki za Wanawake’ – på dansk ’Forstå kvinders rettigheder’.

Johanitha Maduhu fra Mwanza region, Tanzania, er blevet trænet i menneskerettigheder og især kvinders rettigheder, og nu tager hun sig tid til at læse bogen ’Zijue Haki za Wanawake’ – på dansk ’Forstå kvinders rettigheder’.


Legal Services Facility – bragt med tilladelse.

For de 25-30 danske rådgivende ingeniørvirksomheder, der er aktive i udviklingslande, betyder Danida-kontrakter stadig mindre, og i dag udgør de under fem procent af virksomhedernes samlede finansielle portefølje. Det billede passer dog ikke helt på NIRAS.

For selvom pengesummen fra den danske udviklingsbistand ganske vist er svundet ind de seneste år, er NIRAS gennem flere år i træk kåret som den mest brugte rådgiver inden for dansk udviklingsbistand.

Sven Vejen Hindkjær erkender, at det har været et mål fra NICs side at være væsentlig for Danida, men kigger man på, hvem NIRAS’ kunder er i dag, medgiver han, at de nationale donorer fyldte mere for 20 år siden.

I dag er EU er langt den største kontraktudbyder efterfulgt af de nordiske bistandsdonorer Danmark, Sverige og Finland, men spredningen er rimelig stor, nu hvor de multinationale banker og den private sektor også er kommet med. Og den udvikling vil fortsætte, spår Sven Vejen Hindkjær:

”Fremadrettet kommer porteføljen til at være mere privatfinansieret. Førhen i 90’erne kørte det meget op og ned – der hyrede og fyrede man langt mere, men nu har vi en meget stabil udvikling.”

En gennemsigtig forretning

I dag er en væsentlig del af NICs kontrakter med Danida baseret på rollen som fondsbestyrer.

Siden år 2000 er fondstilgangen – som barfodsjuristerne fra Tanzania er et eksempel på – blevet mere og mere udbredt inden for udviklingsbistanden. Hvor man før gav støtte til ministerier eller sektorer, så lægger man i dag ofte pengene i en fond.

Det fungerer på den måde, at NIC vinder et udbud, hvor de skal stå for at administrere en fond, der, alt efter hvilket område fonden er øremærket til at tage sig af, uddeler penge til lokale medier, ngo’er, landbrug eller civilsamfundsorganisationer, der så sætter projekter og initiativer i gang - ganske udenom ministerier eller andre instanser.

”Jeg synes, det er en god og transparent måde, for der er fokus på resultater og value for money – det er jo skatteyderpenge, som skal bruges effektivt,” siger Sven Vejen Hindkjær.

Netop transparens og business integrity er en essentiel del af NIRAS’ profil og er især vigtigt i forbindelse med fordelingen af fondsmidler. Derfor gør man meget ud af at sikre, at lokalansatte er sat nøje ind i NIRAS’ principper på disse punkter.

Når NIC skal i gang med at sætte en fond op i for eksempel Ghana, rejser et par danskere typisk af sted for at undervise de lokale fondsbestyrere i gennemsigtighed og i, hvad der betragtes som inhabilitet, for at sikre, at nepotisme og privataftaler ikke spiller ind på, hvordan fondens penge bliver fordelt blandt ansøgerne.

”Der vil altid være nogen, der føler sig forfordelt eller forsmået, og som vil klage. Så det er klart, vi er nødt til have en proces omkring proceduren, så vores folk ikke har noget i klemme – derfor er integriteten, compliance og gennemsigtighed supervigtig.”

SDG’er som pejlemærke

I flere af kontorerne på Søtorvet ligger der eksemplarer af den fodbold påtrykt FNs 17 Verdensmål (de såkaldte SDG’er, red.), som blandt andet tidligere udenrigsminister Kristian Jensen har været med til at gøre berømt i Danmark. Faktisk har alle landekontorer fået et eksemplar af den farvestrålende bold, for fremover kommer SDG’erne til at betyde meget for hele virksomheden.

Hos NIC har man lige nu to praktikanter og to fastansatte siddende til at kortlægge, hvad virksomheden allerede gør på området, hvor første skridt har været at lave en grovskitse over, hvilke verdensmål NICs forskellige projekter bidrager til.

”Det er en bevidst satsning på, at vi skal være mere klar over, hvad vi egentlig gør i forhold til SDG’erne, for de bliver en væsentlig ting fremover,” siger Sven Vejen Hindkjær og fortsætter:

”Det er nogle fælles mål, og hvis man ser på et firma som NIRAS, så kan vi identificere os med de samme mål både i den danske forretning og i vores forretning her i NIC.”

"Vi skal være store"

NIRAS adskiller sig fra de øvrige rådgivende ingeniørvirksomheder ved, at virksomheden er 77 procent fondsejet, mens den resterende fjerdedel ejes af ledere og medarbejdere i virksomheden. Men selvom det giver en vis form for uafhængighed, fordi der ikke er krav om at trække en pose penge ud, skal det stadig være en rentabel virksomhed.

Helt konkret betyder det, at NIC hvert femte år skal øge sin produktivitet og omsætning med 100 procent, hvis de skal være konkurrencedygtige:

”Vi konkurrerer med andre store virksomheder, og hvis vi bliver for dyre, bliver vi ikke valgt – det er meget simpelt. Omsætningen stiger hele tiden, men du er nødt til at forbedre produktiviteten, ellers kan det ikke løbe rundt, så man skal være på tæerne hele tiden. Man kan sige, at det, som ngo’erne nu bliver udsat for, det har vi været udsat for i mange år,” forklarer Sven Vejen Hindkjær med henvisning til de seneste års nedskæringer af udviklingsbistanden, som har sat de danske ngo’er under finansielt pres.

For nylig bød NIRAS på det samme projekt som en indisk virksomhed, der tilbød at løse opgaven for halvdelen af, hvad NIRAS kunne løse opgaven for. Inderne vandt. Men det har Sven Vejen Hindkjær det fint med, for han ønsker ikke at gå på kompromis med kvaliteten:

”Kvalitet koster penge. Vi skal være billige, og vi skal køre vores forretning med færrest mulige omkostninger, men vi skal også betale det, det koster,” som han siger.

At betale for kvalitet er der dog mange kunder, der er klar til. NIRAS vinder oftest de udbud, som NIC-enheden byder på, og her spiller virksomhedens størrelse en afgørende rolle for deres konkurrencedygtighed:

”For overhovedet at gøre os gældende, skal vi være store; det er vores styrke. Der stilles stadig større krav til os, og hvis vi bare sad 35 mennesker i Danmark, så havde vi ikke de store chancer, men når vi sidder med 23 kontorer og 240 kollegaer, og det fungerer som en enhed, så er vi store og har en god chance.”