Gå til hovedindhold

Mobile menu

Ny tendens: Klimakampen bliver i stigende grad udkæmpet - og vundet - i retssalene

Domstole verden over melder sig i stigende grad ind i klimakampen og dømmer imod de siddende regeringer. Seneste eksempel i denne tendens er fra Sydafrika.

Foto: Jarek Tuszyński

I Sydafrika har regeringen netop tabt landets første retssag om klimaforandringer. Dette sker efter at klima- og miljøorganisationen EarthLife Africa lagde sag an mod den Sydafrikanske regering på grund af dennes godkendelse af opførelsen af et nyt kulkraftværk i delstaten Limpopo. Således har NGO’en fået medhold i deres anklager, der har gået på, at et kulkraftværk vil betyde yderligere klimaforandringer i den i forvejen tørkeplagede provins.

Til Mail & Guardian siger talsperson for EarthLife Africa, Makoma Lekalakala at afgørelse er “a very strong message to government and to locals to take part in consultation before any decision takes place”.

Ifølge den britiske avis The Guardian, skriver denne afgørelse sig ind i en række af sager, hvor nationale domstole er gået imod de respektive regeringer af hensyn til klimaet.

Således underkendte den føderale domstol i Østrig i sidste måned, regeringens planer om at udvide Wiens internationale lufthavn med en ekstra landingsbane. Rettens begrundelse for dommen var, at en udvidelse af landingsbanerne ville betyde et øget CO2-udslip og at dette strider imod regeringens forpligtelser til at nedbringe CO2-udslippet i Østrig.

Ligeledes fik Asghar Leghari, en bonde i Pakistans Punjab provins, tilbage i 2015 medhold i en sag mod Pakistans regering. I et klima, der allerede oplever svære vilkår som følge af stigende temperaturer, havde Leghari anklaget en pakistanske regering for en utilstrækkelig klimapolitik og fik altså medhold i retten.

Andre eksempler på, at civilsamfundet eller enkeltpersoner slæber deres egne regeringer i retten på baggrund af hvad der opfattes som en utilstrækkelig klimapolitik kan findes i lande som Holland, New Zealand og USA.

Alle disse sager viser således, at civilsamfundet, NGO’er og klimaaktivister i stigende grad er begyndt at benytte sig at nye strategier i forsøget på, at få regeringer over hele kloden til at opnå de klimamål, de sætter sig. I en tid, hvor flere stater ikke har kunnet leve op til deres egne klimaambitioner, kan dette redskab vise sig at blive særdeles effektivt når det kommer til at holde stater ansvarlige.

Særligt Parisaftalen gør dette muligt. Stater, der har bundet sig til denne aftale, har således skrevet under på, at klimaforandringerne er menneskeskabte og at de har en enorm indvirkning på folks liv og levebrød.

Denne nye strategi kan hermed vise sig, at blive et vigtigt redskab for klimaaktivister og NGO’er verden over, i deres kamp for at holde klimaforandringerne på et minimum. For så længe, at politikere og regeringer verden over, ikke formår at leve op til deres egne målsætninger, må civilsamfundet og enkelte individer søge andre veje i kampen mod klimaforandringer.