5 organisationer afviser at koble nødhjælp og dansk militær

Redaktionen

Lederne for 5 store humanitære hjælpeorganisationer tager i et samlet indlæg i Berlingske Tidende mandag afstand fra VK-regeringens planer om at koble nødhjælp sammen med indsættelsen af danske militære styrker i Den 3. Verden.

Planerne blev skitseret i en fælles kronik af udenrigsminister Per Stig Møller (K) og forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) i Berlingske Tidende den 10. marts.

Målsætningen er ifølge de 2 ministre at sikre en hurtig indsats, der imødekommer befolkningens elementære behov – herunder bl.a. adgang til mad, tæpper og medicin – og i det hele taget “styrke samspillet mellem den danske civile og militære indsats i verdens brændpunkter”.

Målsætningen er nødhjælpslederne som udgangspunkt ikke uenige i, men “vi må (alligevel, red.) standse op et øjeblik, hedder det.

– For nødhjælpsorganisationerne er målsætningen for arbejdet at komme den enkelte nødstedte til undsætning. Vores arbejde sigter ikke på at støtte bestemte militære indsatser eller målsætninger – heller ikke danske, skriver generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Peter Lodberg i indlægget.

Det er indsendt på vegne af ham selv og generalsekretærkollegerne Jørgen Poulsen i Dansk Røde Kors, Mimi Jakobsen i Red Barnet og Kim Hartzner i Mission Øst samt direktør i Læger uden Grænser, Philip Clarke.

Peter Lodberg gør gældende, at “kun ved at fastholde en grundlæggende neutralitet og uafhængighed kan vi som humanitære hjælpeorganisationer forsøge at være den almindelige befolknings garanter for, at det er de faktiske behov for hjælp og ikke en bestemt politisk dagsorden, der styrer den humanitære indsats”.

Den 45-årige præst, der har været generalsekretær for Nødhjælpen siden 2001, kritiserer de 2 ministre for en række formuleringer i deres kronik. “Her .. læser vi en uheldig sammenblanding af humanitære og militære begreber, principper og målsætninger, skriver han.

– Et grundlæggende princip … er, at humanitære indsatser bør være upartiske, neutrale og uafhængige af bl.a. enkelt-aktørers politiske, økonomiske og militære målsætninger, fortsætter indlægget i Berlingske.

Lodberg uddyber: – Det mente Danmark så sent som i sommeren 2003. Uklarhederne og de bevidste eller ubevidste sammenblandinger af sikkerhedspolitiske, militære og humanitære principper og målsætninger i de 2 ministres udspil beder om en uddybning og en afklaring:

Han og de øvrige indlægsunderskrivere slutter med at stille følgende spørgsmål:

Skal dansk humanitær bistand nu overvejende styres af ministrenes ønske om en “koncentreret dansk stabiliseringsindsats i det område, hvor de danske militære styrker befinder sig?”

Eller skal den humanitære indsats styres af de principper om objektive behov, uafhængighed, upartiskhed og neutralitet, som først blev formuleret i Geneve Konventionen, og som Danmark senest var med til at gentage og støtte i konferencen (om Good Humanitarian Donorship, red.) i Stockholm for mindre end 10 måneder siden?

Læs også “Dobbelt ministerkronik i Berlingske om samtænkning af bistand og militær”, 10.03.04, her på siden.