I den lille østat Bahrain i den persiske golf stormer de faglige kvinder frem. På kongressen for Bahrains LO – GFBTU (General Federation of Bahrain Trade Unions) blev fire kvinder valgt til hovedbestyrelsen, som er på 17 medlemmer. Kvinderne har altså knapt en fjerdedel af pladserne i den øverste faglige ledelse – i et arabisk land med et meget traditionelt kvindesyn.
Blandt de mest erfarne, kvindelige faglige ledere er 42-årige Suad Mohammed Mubarak. Hun har været regnskabschef og tillidsrepræsentant på et af Bahrains luksushoteller og gennem mere end ti år en ivrig forkæmper for arbejdende kvinders rettigheder. I dag er hun vicegeneralsekretær for GFBTU og leder af fagforeningens ligestillingsarbejde, der støttes af Ulandssekretariatet.
Suad kæmper ikke mindst for, at flere kvinder melder sig som fagligt aktive. Også i Bahrain siger kvinderne, at de ikke har tid til fagligt arbejde, når de skal sørge for mand og børn. Et dobbeltarbejde, som hovedparten af mændene i olielandet synes alene er kvindernes ansvar.
Brug for stærke kvinder i fagbevægelsen
Og det er netop derfor, der skal flere kvinder ind på ledelsesposter i fagforeningerne, mener Suad Mohammed Mubarak. For kvinderne har rettigheder, og hvis de ikke er med i det faglige arbejde, vil de ikke blive en del af beslutningsprocesserne.
“Kvinder anses for at være ligegyldige. Vi bliver hverken hørt eller spurgt til råds, og nogle gange udelukkes vi helt fra forhandlingerne. Derfor er det vigtigt, at det er aktive og stærke kvinder, der vælges ind i fagbevægelsen,” sagde Suad Mohammed Mubarak forrige år til Ulandssekretariatet.dk.
Hun har tidligere i et interview til kvindetidsskriftet Woman This Month i Bahrain påpeget, at mænd ofte ikke lægger vægt på emner som social og sundhedsmæssig sikkerhed, der betyder meget for kvinder. Det er en væsentlig grund til at få flere kvinder ind i ledelsen af fagforeningerne.