Anmeldelse (2): Svagt indledningskapitel i ny bistandsbog

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Anmeldelse af første kapitel i bogen “Idealer og Realiteter – Dansk Udviklingspolitiks Historie 1945-2005”

Af Kjeld Juul
Cand.theol., aktiv i dansk bistand i årtier

Anmeldelsen gælder første afsnit, side 24 – 115: Spiren til dansk udviklingspolitik 1945-62, skrevet af Sune Kaur-Pedersen

Sune Kaur-Pedersens fremstilling er koncentreret om 3 forløb.

Først efterkrigstidens humanitære hjælp med Samarbejdsudvalget for Internationalt Hjælpearbejde som centrum, dernæst den begyndende u-landsbistand med Regeringsudvalget for teknisk Bistand til Udviklingslandene som omdrejningspunkt og til sidst optakten til Lov om teknisk Samarbejde med Udviklingslandene af 19. marts 1962.

I begyndelsen af 1944 forventede man, at krigen snart ville være forbi, og op imod en snes private organisationer forberedte sig på at tage et hjælpearbejde op i de lande i Europa, som var hårdest ramt af krigen.

De ville gerne have staten med i arbejdet og henvendte sig i september 1944 til Socialministeriets departementschef H.H. Koch, der indvilgede i at være formand for det såkaldte Samarbejdsudvalg for internationalt Hjælpearbejde, hvis øvrige medlemmer i den første tid alle repræsenterede private organisationer.

Nu kunne man måske forvente at få at vide, hvem de mange private organisationer var, hvad de havde planer om, og i hvilke lande de ønskede at sætte ind. Men nej, det er ikke den private indsats, der skal beskrives, men statens rolle i bistanden.

I sammenhængen kommer det til at virke temmelig urimeligt, eftersom statens rolle reelt er begrænset til at bistå de private organisationer med en finansiering på fifty-fifty basis. Koch fastslår selv, at der ikke på nogen måde er tale om at gribe ind i organisationernes selvstændighed.

Når forfatteren alligevel ønsker at fremstille Samarbejdsudvalget som en forløber for statens senere engagement i direkte bistand, må han skride til at anvende et ordvalg, som der ingen dækning er for i realiteterne.

Han skriver f.eks., at hjælpen ”blev kanaliseret gennem Samarbejdsudvalget”, at Socialministeriet fik ”overordnet myndighed over efterkrigshjælpen”, at staten satte ” sig i spidsen for efterkrigshjælpen -”, at ”regeringen og Folketinget i 1945 valgte at udmønte indsatsen som en overvejende bilateral indsats”, at ”den statslige støtte indledningsvis blev rettet mod Belgien, Finland, Frankrig, Holland og Norge”.

Han skriver også, at udvalget ”var rådgivende for ministeren”. Hvor han har det fra, er ikke godt at vide.

H.H. Koch skriver selv i et P.M. af 7. januar 1947, at Samarbejdsudvalget havde til opgave ”at samordne samt efter behov at støtte de humanitære forholdsregler til hjælp for de af krigen berørte lande, der iværksattes af sammenslutninger og enkeltpersoner, der udøver en virksomhed på dette område. Det skulle derhos være udvalgets opgave at administrere de midler, der af statskassen blev stillet til rådighed for dette formål”.

Samordningen blev der ikke meget af. Den kom vist egentlig kun til at virke i forbindelse med Hollandshjælpen. Organisationerne var ikke parate til at opgive deres selvstændighed.

Helt uden beskrivelse af arbejdet i marken er fremstillingen dog ikke. Læseren orienteres om Hollandshjælpen, hjælpeindsatsen i Sydslesvig samt om den dansk ledede internationale tuberkulosekampagne.

Mellemfolkeligt Samvirkes oplysningsarbejde, der af UNESCO betragtedes som Europas bedste, beskrives i en enkelt sætning. Her hedder det, at det angår FN. I det væsentlige drejede det sig om vort forhold til u-landene. Det er dog noget andet.

Om det begyndende kulturelle samarbejde med Tyskland, som særlig Dansk Røde Kors og Mellemfolkeligt Samvirke gav sig af med, og som støttedes gennem Samarbejdsudvalget, er der ikke et ord.

I den del, som er centreret omkring Regeringsudvalget for teknisk Bistand til Udviklingslandene, det såkaldte Saxildudvalg, beretter forfatteren om den danske støtte til diverse FN-organisationer og om Danmarks indsats inden for denne beløbsramme til kurser, stipendiater og eksperter.

Hvad han ikke fortæller er, at baggrunden for oprettelsen af Saxildudvalget var, at Danmark haltede langt bagefter Norge og Sverige, der var godt på vej til at iværksætte store bilaterale programmer udover deres bidrag til FN-organisationerne.

Hvad han heller ikke fortæller er, at Udenrigsministeriet, der var sekretariat for Saxildudvalget, stod for en årelang hårdnakket modstand mod et dansk bilateralt bistandsprogram.

Mens der kan stilles spørgsmål ved, om hjælpearbejdet i de første efterkrigsår overhovedet hører til under kategorien udviklingspolitik, er optakten til 1962-loven et interessant stykke udviklingspolitik, som i helt overvejende grad er domineret af folkelige kræfter.

Dem har Kaur-Pedersen det ikke godt med. Han nævner kort Chr. Kelm-Hansens fremstilling i bogen ”Det koster at være solidarisk”, men forsømmer at fortælle, at drivkraften til nyordningen af dansk u-landspolitik var stærke ønsker ikke bare blandt ungdomsorganisationerne men i bredere kredse af befolkningen, som blev udløst af 2 næsten parallelle initiativer fra DsU og Mellemfolkeligt Samvirke.

DsU arrangerede i marts 1960 en konference med deltagelse af bl.a. udenrigsminister J.O. Krag. Den foreslog, at der blev iværksat et bilateralt bistandsprogram administreret af et centralt organ bestående af repræsentanter for folkelige organisationer og erhvervslivet.

Statsminister Viggo Kampmann fulgte op med nedsættelsen af et snævert udvalg af socialdemokrater, som fremkom med et mere konkret forslag betitlet ”Det danske Råd for mellemfolkeligt Samarbejde”.

Heri gik man ind for, at den multilaterale hjælp forblev i Udenrigsministeriet, mens en ny, mere omfattende bilateral hjælp (og iøvrigt Saxildudvalgets beføjelser) lagdes ind under Rådet, som skulle finansieres ved en blanding af statslige og indsamlede midler.

Der skulle være en uadskillelig forbindelse mellem hjælpen til udviklingslandene og det folkelige oplysningsarbejde.

Mellemfolkeligt Samvirke formulerede efter en række interne møder sit forslag til Danmarks fremtidige u-landssamarbejde i et brev af 8. februar 1960 til undervisningsministeren (organisationens ressortminister) med kopi til statsministeren og udenrigsministeren.

Brevet blev efterfølgende cirkuleret til en række enkeltpersoner og organisationer, bl.a. det af Folketinget senere nedsatte 17-mandsudvalg.

Den 15. januar 1961 afholdt Mellemfolkeligt Samvirke en konference på Christiansborg, hvori deltog 4 ministre og en række topfolk fra statsadministrationen, erhvervslivet og de folkelige organisationer.

Her annoncerede Kampmann, at regeringen ville forøge det multilaterale bidrag med 50-100 procent og afsætte et betydeligt beløb til bilateralt arbejde. Han meddelte samtidig, at regeringen havde nedsat et lille udvalg, det såkaldte 5-mandsudvalg, til hurtigt at komme med et forslag til opbygning af en organisationsform for det fremtidige bistandsarbejde.

Formand for udvalget var afdelingsleder Jens Christensen fra Udenrigsministeriet, og de øvrige medlemmer var Jørgen Saxild, Viggo Andersen fra FAO-udvalget, Mogens Pihl fra Mellemfolkeligt Samvirke og Christian Kelm-Hansen fra Dansk Ungdoms Fællesråd.

Der var ikke adgang for pressen til Christiansborg-mødet. Ikke desto mindre var der omfattende referater i de københavnske dagblade næste dag og i blade over hele landet i de følgende dage. U-landene var blevet godt stof, og i den følgende tid vrimlede det med artikler i aviser og tidsskrifter om u-landsproblematikken.

Vejen til Lov om teknisk Samarbejde med Udviklingslandene” af 19. marts 1962 var sikret, om end den stadig var lang og trang. At overse dette udviklingsforløb i en fremstilling af dansk udviklingspolitiks historie er påfaldende mærkværdigt.

I marts 1962 løb en gigantisk ”Landsindsamlingen Danmarks U-landshjælp” af stabelen. Om den meddeler Kaur-Pedersen: ”Med hjælp fra en række humanitære organisationer havde SR-regeringen allerede planlagt en offentlig landsindsamling, som fandt sted i 1962”.

Det må vist betegnes som ren historieforfalskning med tendens mod det komiske.

Sammenfattende må det konstateres, at Sune Kaur-Pedersens fremstilling af Dansk Udviklingspolitiks Historie i perioden 1945 til 1962 ikke er inspirerende læsning.

Det er trist, i særdeleshed fordi bogen var imødeset med forventning og fremtræder med en vis officiel status.

Kjeld Juul er en førende kender af den beskrevne periode. Karrieren omfatter 8 år i Mellemfolkeligt Samvirke, de sidste 6 som kontorets chef. Dereter 6 år i FAO med station i Geneve og Rom. Fra 1969 til 83 var han forstander for Danidas sprog- og orienteringskurser. Derpå 4 år som Administrative Adviser ved et læreruddannelsesprojekt i Somalia, 4 år i Danida og slutteligt 3 år som projektkoordinator ved et fiskeriprojekt i Karnataka i Indien.

Kjeld juul udgav i 2002 bogen “Mod nye grænser – fra europæisk genopbygning til u-landssamarbejde 1943 – 1963”, som udkom på Mellemfolkeligt Samvirkes forlag