Fra klokken 8 i morges lokal tid (klokken 13 dansk tid) gik argentinerne til valgurnerne. Alle meningsmålinger har vist en klar føring til den nuværende præsident, og den er taget til op til valget.
Spanske El País slår søndag fast, at Cristina Fernández de Kirchner vil vinde i første runde med omkring 50 procent af stemmerne og dermed være klar til at indlede sin anden regeringsperiode 10. december.
Det regeringskritiske argentinske dagblad El Clarín er ikke uening i, at der bliver tale om et genvalg. Spændingen står om valget til Kongressen, slår bladet fast. En tredjedel af senatorerne, i alt 24, og halvdelen af medlemmerne af Underhuset, i alt 130, er på valg.
Det peronistiske regeringsparti har flertallet i Senatet, oppositionspartierne i Underhuset. Oppositionen har med Cristina Fernández klare føring satset på at blive på det politiske landkort gennem en bedre repræsentation i Kongressens 2 kamre, mens regeringspartiet søger at bevare sit flertal i Senatet og generobre det i Underhuset.
Alle argentinere mellem 18 og 70 år har med få undtagelser, f.eks. alvorlig sygdom, pligt til at stemme.
Valgstederne lukker klokken 18 (klokken 23 dansk tid).