Globalnyt præsenterer: Ugens tre
“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.
Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.
Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.
Half of a Yellow Sun (2006)
Skrevet af Chimamanda Ngozi Adichie
På trods af at flere af Globalnyts læsere nok allerede kender Chimamanda Ngozi Adichies anmelderroste roman om Nigerias borgerkrig, har vi alligevel valgt at hylde den som en af landets største fortællinger om krigens udfoldelser i denne Ugens tre.
I Half of a Yellow Sun fokuserer Adichie på krigens konsekvenser for sit eget folk, iboerne, men ved at inddrage en række forskellige karakterers synspunkter belyser hun samtidig emnet fra flere vinkler.
Selvom bogens personer alle er en del af hinandens liv på den eller den anden måde, påvirker krigen deres eksistens på forskellig vis. På den måde viser romanen på en meget stærk og medrivende måde krigens komplicerede natur, og hvordan den gik på tværs af klasse-, race- og kønsforskelle.
Half of a Yellow Sun (’En halv gul sol’ på dansk) blev Adichies globale gennembrud, og bogen er blevet læst af tusinder af mennesker.
There Was a Country: A Personal History of Biafra (2012)
Skrevet af Chinua Achebe
Chinua Achebe, en af Nigerias og Afrikas største litterære og intellektuelle stemmer, udgav den selvbiografiske There Was a Country: A Personal History of Biafra, året inden han gik bort.
Selvom Biafrakrigen havde stor indflydelse på forfatterens liv, var det først med denne sidste bog, at han efter 40 år valgte at skrive om emnet og dét fra en dybt personlig vinkel, hvor læseren får indblik i, hvordan det var at opleve krigen på egen krop og sind.
Bogen er sammensat af digte, essays, og øjenvidneberetninger og reflekterer over Achebes egne oplevelser under krigen i Østnigeria. Han giver sig god tid til at udfolde sit syn på de politiske og etniske fejder mellem landets politikere og befolkningsgrupper, som lå til grund for borgerkrigen.
På samme tid demonstrerer han den sorg, der stadig eksisterer den dag i dag, over tabet af drømmen om uafhængighed og de tusindvis af mennesker, der omkom i de tre år, hvor krigen stod på, og bringer på den måde fortiden i tæt kontakt med nutiden.
Under the Udala Trees (2015)
Skrevet af Chinelo Okparanta
Chinelo Okparanta er en af Nigerias yngre forfattere, og hendes debutroman, Under the Udala Trees, er et af de nyeste skud på stammen af bøger, der tager Biafrakrigen under behandling.
Bogen er særlig interessant, fordi den tackler emnet fra en anden vinkel.
Romanens egentlige omdrejningspunkt er homoseksualitet – et kontroversielt emne i Nigeria, hvis officielle holdning til emnet blev understreget i 2014 med en ny lov, som giver op til 14 års fængsel for homoseksuelle, der er åbne omkring deres seksuelle orientering.
Læseren følger en ung pige og hendes kamp med at springe ud i et konservativt og kristent samfund, hvor homoseksualitet stemples som en synd. Dermed ikke sagt, at krigen kun er baggrundskulisse for bogens handling. Tværtimod. Den spiller en central rolle i fortællingen.
Ved at blande spørgsmål om etnicitet og seksualitet illustrerer forfatteren på levende vis, hvordan landets etniske og politiske splittelse har konsekvenser for hverdagen for både børn og voksne, og hvordan kærlighed, der går på tværs af etniske grænser, spiller en rolle i det større politiske magtspil, som udspiller sig mellem landets forskellige befolkningsgrupper både under og efter krigen.
Romanen er blevet taget godt imod af både kritikere og forfattere – blandt andre den ghanesisk/amerikanske forfatter Taiye Selasi.
Biafrakrigen (juni 1967-januar 1970): I slutningen af maj måned for 50 år siden løsrev Østnigeria sig fra resten af landet og erklærede sig som selvstændig nation under navnet Republikken Biafra. Denne beslutning kom i kølvandet på interne politiske stridigheder mellem de nordnigerianske fulani- og hausafolk og ibofolket, der dengang primært var bosat i den nord- og østlige del af landet. Nigeria nægtede at anerkende Biafras løsrivelse. Resultatet var en tre år lang borgerkrig, hvor det antages, at omkring 1,5 millioner biafranere omkom.