Essaouira: Når hænder rækker over ørkenen

Det er stadig en forunderlig myriade af levet liv, man kommer til. Fra man kommer ud på platformen, hvor vejen fra Ounara slår et sving til venstre og byen Essaouira nærmest ligger og vugger som en luftspejling. Til man ude på natten vandrer gennem de øde gader fjernt fra festen, der nu er afløst af stilhed, vindens intensitet, de evige mågeskrig og havets tilstedeværelse på den anden side af den gamle bys tykke mure.

Og alligevel med den følelse af historiens vingesus, fordi vi er den temmelig store gruppe – marokkanere og vesterlændinge – for hvem denne festival nærmest er som Hadj, altså muslimens pilgrimsfærd. Måske især fordi festivalen er vores baby, som en sød last, og summen af alle de gode koncerter, vi har set, af alle de mestre, der for længst har forladt et hårdt liv i en vindblæst og fugtig by, men som stadig huskes som store lærere og selvfølgelig som den grund og base, vi danser og fester på.

Bliver det for kryptisk? Okay, jeg prøver at forklare nærmere:

Jeg var tilbage i fotografgraven foran den store scene på Moulay Hassan-pladsen og så to ikoniske orkestre tegne en afrikansk fortælling, som nemt kunne ses som hænder, der blev strakt ud over Sahara-ørkenen med alle historierne og alle slavernes blues som lig i lasten, men også som en fælles rigdom.

For der på scenen i Essaouira, omtrent hvor karavanerne fra Timbuktu ville stoppe, og hvor sultanen med sin gode ven, den danske konsul, ville tjekke, at alt var der – historien er faktisk autentisk, for sultanen eller kongen hed Sidi Mohamed ben Abdallah og regerede i midten af 1700-tallet, og den danske krone, som var træt af, at deres skibe med kurs mod slavekysten nede i det nuværende Ghana hele tiden blev opbragt af marokkanske pirater, var de første til at bygge et konsulat i byen, og vi indsatte en videbegærlig mand, som hed Georg Høst og var meget afholdt.

Ligesom den marokkanske konge var særdeles åben – og mig bekendt det første statsoverhoved til at anerkende USA efter at George Washington havde forfattet uafhængighedserklæringen.

Som endemål for mange karavaner blev Essaouira på den tid benævnt som Le Port du Tombouktou, altså Timbuktus havn. Og vi kender historien, fordi den danske konsul, som senere blev ansat på De dansk-vestindiske øer, efterfølgende skrev to bøger, hvor han talte udførligt om tingene. De findes på Det kongelige bibliotek.

Men – for at komme tilbage til festivalen og knytte forbindelsen – på denne aften var hovednavnet det fabelagtige ørkenblues-orkester fra Adrar des Ifoghas-området midt i Sahara. Orkestret Tinariwen, som anført af rebellen Ibrahim Ag Alhabib lancerede genren i verden, der nu delte scene med Marrakesh’s store gnawamester, Maâlem Mustapha Baqbou.

Og ud over at disse store personligheder begge havde rejst sig efter at have været på dødens rand, så formåede de at spinde en musik, som rakte langt ud over scenekanten.

Det var magisk, og her var den store historiefortæller i den grad på overarbejde med endnu et kapitel om kontinentet, som vi er en del, der bare ikke kan få nok af.

Beduinernes kamp
Tinariwen var synonyme med tuaregernes kamp i Sahara for ret over egen jord og identitet. Her var hovedmodstanderen Malis regering, som var domineret af folk, der havde meget lidt etnisk og politisk til fælles med beduinerne.

Her var en vigtig brobygger den fænomenale guitarist og sanger, Ali Farka Touré (1939-2006), som ud over at samle en række folkeslag med relation til ørkenen, for eksempel tuaregerne (som helst vil kaldes for tamachek), songhaï og musikerne fra Sahel-området, som er toneangivende, så var det også i skyggen af hans skelsættende pladers succes, at Tinariwens første spinkle Radio Tisdas-session kom til og indvarslede en ny æra, først med kultagtige koncerter verden rundt – jeg var en af de måske 35 personer, der så og anmeldte dem første gang på Roskilde Festival i slutningen af sidste årtusind.

For her var den sympatiske – og vældige salgbare – historie om rebellerne, der havde levet i flygtningelejre i Libyen under Gadaffis beskyttelse og dér hørt elektriske forbilleder som Dire Straits og Jimi Hendrix, parret med den forståelige kamp for ret til et nomadefolks diffuse og nærmest romantiske forhold til hjemlig jord – al den stund at denne, som det ofte er på gudsforladte steder som Sahara, handler om, hvor dyrene kommer hen, altså hvor der er vand og græsningsmuligheder.

Denne drøm hos det tamachek-talende folk og formuleringen om at få eget land var noget, der i den grad stødte sammen med både staten Malis og måske især den gamle og stadig ret toneangivende kolonimagt, Frankrigs, planer og interesser. Måske fordi de godt vidste, at under beduinernes uendelige sandklitter befandt sig en undergrund, der havde stor uudnyttet værdi, og endelig var der den strategiske værdi.

Dertil havde atter andre fattet, at den store ørken var et perfekt sted for smugleri af værdifulde varer som først cigaretter og lignende, dernæst måske kokain fra Sydamerika smuglet ind via lande som Guinea-Bissau, og endelig den nuværende business, som fortrinsvis er migration.

Whole Lotta Love
Det gjorde kort fortalt, at tuaregerne og med dem deres mest kendte orkestre, der ud over Tinariwen tæller blandt andre Tamikrest og Terakaft, gik fra at være en romantisk rebelhistorie, hvor bandleder Ibrahims kontrafej lidt fik samme vibe som en Ché Guevara-plakat i gamle dage, til at blive nærmest paria i takt med at ørkenens nye spiller, terrorgrupper som Al Qaeda in the Magreb (AQIM) og Islamisk Stat (ISIL), fandt en ny sag i Sahara, hvor kampen for kalifatet kunne blive kæmpet. Noget det bestemt altid har været lysår fra semi-hippierne i Tinariwen og beslægtede orkestre og betød en undertrykkelse af dem og deres kunstneriske udtryk.

Tinariwen havde haft store år, hvor de vandt grammyer på stribe og ville spille skelsættende koncerter over hele kloden – jeg mindes at have givet en af deres koncerter samfulde seks stjerner i musikbladet Gaffa på Roskilde Festival et år – ligesom der hjemme i området udenfor den sagnomspundne by Timbuktu opstod en årlig musikfestival, som blev en slags hjemsted for de mange bands, de fulgte i Tinariwens fodspor – samt ikke mindst for de specielle Tinde-bands af kvinder, der havde dannet den oprindelige base, og har meget stil- og kulturmæssigt tilfælles med lignende bands og sangerinder i Mauritanien og Vestsahara.

Festivalen blev til sammen med belgiske samarbejdspartnere og hed Festival In The Desert. Og der var gode år i flækken Essakane udenfor Timbuktu, hvor den ikke mindst tiltrak vesterlændinge med eventyr i blodet, samt vestlige stjerner som Robert Plant fra Led Zeppelin.

Udsendte danskere som Roskilde Festivals booker, Peter Hvalkof, har siden drømmende fortalt om den nærmest surrealistiske oplevelse at høre episke Led Zeppelin-tracks som Whole Lotta Love, nærmest blive transmitteret med ekko mellem klitterne, mens øjet søgte mod kameler i en lyserød og tyrkis solnedgang langt væk.

Men som vi ved, fik også det en ende, da kalifat-drømmerne kom til, overtog tuaregernes kamp og pludselig markedsførte en ny kamp, hvor al musikudfoldelse var forbudt, ligesom mere frie fortolkninger af koranens budskab, så som sufisme, røg samme vej.

Blandt lavpunkterne i en konflikt, der stadig ikke helt er slut, men stadig udvikler sig, var smadringen af et stort antal sufigrave i Timbuktu og selvfølgelig gjorde alle kidnapningerne, at de vestlige gæster holdt op med at komme til det nordlige Mali og sydlige Algeriet, som er beduinernes område.

Ligesom det betød, at det pludselig var farligt at være musiker. Mange endte endnu engang i eksil, og rigtigt mange har over de seneste år byttet Mali-passet ud med et fra Algeriet og fast bopæl omkring Syd-Algeriets hovedby, Tamanrasset.

Her synes de, at have et fristed, ligesom smuglervejene og krigen nu mere koncentrerer sig om ruten op via Agadez i Niger og via Libyen til Middelhavet og Europa.

Da skibet kom hjem
I lande som Marokko er Tinariwen vedblevet med at være kult.

Her har man sine egne undertrykte kulturer med brug for stemmer – de tazelhait-talende berbere i syd ligger lige for som en beslægtet kultur – og at se Tinariwen i fuld opstilling på en scene i Essaouira var altså som at se et elsket skib stævne ind i den hjemlige havn efter en lang og farefuld sejlads.

Dertil kom, at de blev sat sammen med Maâlem Mustapha Baqbou, den elskede mangeårige kronprins af gnawa, med fortid i ligeledes rebelske Jil Jilala, der sammen med bl.a. Casablanca-bandet Nass El Ghiwane i 1970’erne var med til at formulere mødet mellem forskellige kulturer (berber, gnawa, etc.), andalusisk kultur og vestlige hippieforbilleder med tekster, der udsprang af aktivt politisk teater. Med den kombination kunne det næsten ikke blive større.

Ligesom det var vildt for os fans af Mustapha Baqbou, at se denne enigma, som før har rejst sig fra en kritisk tilstand, være tilbage med den røgede og smukke stemme fuldkommen intakt, samt et godt greb om den tre-strengede guimbri-bas, som er gnawaernes hofinstrument. Et instrument på hvilket få har spillet så hurtigt og rent ud virtuost som dette begreb af en mand.

Sidste år havde han rejst sig fra sygesengen fra noget, der lignede en hjerneblødning, ude af stand til at spille, og man frygtede for ham,- ligesom man frygtede for rebellen Ibrahim Ag Alhabib fra Tinariwen på turné i Danmark. Synet af den karismatiske bandleder backstage, askegrå i ansigtet i færd med en kemokur og spisende som en fugl, var altså et foruroligende tegn.

Men nu de var tilbage på en stor scene, side om side, og for mig og alle marokkanerne, var det et episk og historisk øjeblik, samt ikke mindst et typisk Essaouira-øjeblik. For nu stod vi her alle sammen og lod musikken transportere os, mens det ikke mindst var ikonernes møde og den kamp, begge havde kæmpet og det de symboliserer, der gjorde seancen helt unik.

Så er det, at man forstår, hvorfor det er så vigtigt at være en stamme, der bare må finde vej til Essaouira år efter år.

Ægte ”tagnawwit”
Nu var koncerten kun en af mange, og jeg var også heldig at støde ind i to unikke koncerter med traditionel gnawa, som udfoldedes ud på nattens små timer nede i den specielle Aissaoua Zaouia – altså klubhuset for den lokale afdeling af sufier med relation til ”helgenen” Sidi Mohamed ben Aissa, som er begravet oppe i kongebyen Meknes i den nordlige del af landet.

De to grupper var med min kære, gamle ven, Casablanca-mesteren, Maâlem Abderrahim ”Benthami” Oughassal, som har en fænomenal stemme og stil – det der indenfor gnawa-verdenen kaldes at have ”tagnawwit” – og han spillede en relativt kort gennemgang af den traditionelle trancenat, Lila’en.

Det vil sige de bedste sange ud af et repertoire på måske 300 lange sange, og uden tilstedeværelse af røgelse, healere, åndemanere og så videre. Men stadig vanvittig fedt og ”autentisk”.

Ligesom aftenen sluttede med en mester fra Marrakesh, som med samme gruppe af korsangere og perkussionister, spillede de sidste afdelinger og gjorde det med et vidunderligt virtuost slag på guimbriens strenge, hvor den direkte simpelhed drev os fra vid og sans og skabte en følelse af rendyrket gnawa-lykkeland.

Her var jeg heldig at blive inviteret ind i et tilstødende lokale, hvor virkelige eksperter fra Marrakesh var til stede og fik mig til at droppe ud af journalist/fotograf-tilstanden, så jeg kunne slappe helt af og give mig hen.

Følelsen er der endnu. Ligesom I hører mere fra den utrolige festival i Marokko.