Tendensen har længe været stigende, og de nyeste tal fra FN’s afdeling for Økonomisk og Sociale Anliggender (DESA) bekræfter det: antallet af migranter er stigende og er i år nået op på 272 millioner på verdensplan, lyder vurderingen fra FN.
Tallet er steget med 51 millioner mennesker siden 2010.
Det svarer til, at en ud af 29 indbyggere i verden er migranter.
”Disse data er afgørende for at forstå den vigtige rolle, som migranter og migration spiller i udviklingen af såvel hjemland som det land, man slår sig ned i”, siger Liu Zhenmin, der er FN-vicegeneralsekretær i DESA, i en pressemeddelelse.
”Facilitering af en ordentlig, sikker, regelmæssig og ansvarlig migration og mobilitet blandt mennesker vil bidrage meget til at opnå de bæredygtige udviklingsmål.”
Migranter defineres som mennesker, som af den ene eller anden grund krydser landegrænser for at slå sig ned uden for deres hjemland – hvad enten det sker frivilligt på grund af eksempelvis ægteskab eller arbejde, eller ufrivilligt på grund af krig i hjemlandet eller anden form for tvungen fordrivelse.
Afrika og Asien huser flest asylansøgere og flygtninge
Især er antallet af mennesker, der bliver tvunget på flugt fra deres hjem på grund af krig og konflikt, stigende. Antallet af flygtninge og asylansøgere i verden steg med omkring 13 millioner mellem 2010 og 2017.
Det er især Nordafrika og Vestasien, der huser flygtninge og asylansøgere. Næsten halvdelen (46 procent) af alle flygtninge og asylansøgere i verden befinder sig i en af de to regioner.
Den tredjestørste andel af flygtninge og asylansøgere bor i Afrika syd for Sahara (21 procent).
Hvis man ser på, hvordan den samlede gruppe af migranter er fordelt på de forskellige kontinenter, huser Europa flest mennesker fra andre lande, nemlig 82 millioner – svarende til Tysklands befolkningstal.
Dernæst kommer Nordamerika, der har 59 millioner migranter og Nordafrika og Vestasien, som hver især huser 49 millioner migranter – heraf et stort antal flygtninge og asylansøgere.
Ser man på landeniveau, viser tallene fra FN, at omkring halvdelen af samtlige migranter i verden er fordelt på blot ti lande. USA har 51 millioner migranter, hvilket svarer til omkring 19 procent af det samlede antal på verdensplan.
På anden- og tredjepladsen finder man henholdsvis Tyskland og Saudi-Arabien med hver omkring 13 millioner migranter.
Færre asylansøgere til de rige lande
Samtidig med, at FN er kommet med sin opgørelse, viser nye tal fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) ligeledes, at antallet af indvandrere til OECD-landene er stigende. I 2018 kom der omkring 5,3 millioner nye migranter til de lande. Det er en stigning på to procent i forhold til året inden.
Stigningen dækker over ægteskab, familiesammenføring og migration på grund af arbejde, skriver OECD i en pressemeddelelse.
Antallet af asylansøgere er faldet markant. Sidste år kom der 1,09 millioner asylansøgere til OECD-landene, og det er et fald på 35 procent i forhold til de omkring 1,65 millioner asylansøgninger, der blev indgivet i OECD-landene i både 2015 og 2016.
De fleste af de asylansøgere, der kommer til et af organisationens 36 medlemslande, kommer fra Afghanistan. Dernæst kommer Syrien, Irak og Venezuela.
På grund af nedgangen i antallet af asylansøgninger er antallet af personer, der får godkendt deres asylansøgning og dermed får status af flygtninge, ligeledes faldet. Nedgangen er på 28 procent.
Indere og mexicanere rejser ud
Det land, som de fleste migranter kommer fra, er Indien. Mange af dem er højtuddannede, der er migreret til udlandet for at arbejde. I alt har omkring 18 millioner mennesker, som er født i Indien, bosat sig udenfor deres hjemlands grænser.
Migranter fra Mexico udgør den næststørste gruppe, og dernæst kommer Kina og Rusland, viser tallene fra FN. Som den femtestørste gruppe finder man syrere, der for langt de flestes vedkommende er flygtet fra krigen i deres hjemland. Otte millioner mennesker, der er født i Syrien, bor i dag uden for landets grænser.
Rapporten viser også, at langt de fleste migranter bliver inden for den samme verdensdel. Tre ud af fire migranter er i den arbejdsdygtige alder.