Various Artists (Asma Hamzaoui, Maâlem Saïd Oughassal & Maâlem Aziz Baqbou)
Maroc (Mlouk, Festival Gnaoua et musiques du monde)
OCORA Radio France
Nu er revolutionen også nået til Paris. Og selv om vi denne gang ikke snakker guillotinen og Marie-Antoinette på skafottet, så er en kvindelig gnawa-musiker, der spiller lige op med mænd, en ret rystende ting. Specielt når man er så overbevisende som unge Asma Hamzaoui fra Casablanca (hun staver selv sit fornavn med et ekstra “a”, altså Asmaa – så lad os kalde hende det).
I Paris ligger den nationale radio, Radio France, og fra slutningen af tiden, hvor Frankrig var kolonimagt, har deres plademærke lavet en fornem samling udgivelser under navnet OCORA. Her snakker vi om videnskabeligt redelige udgivelser, hvor det ofte er musikantropologer, der har været ude at studere musikken, som så ville blive præsenteret med udførlige covertekster.
Her har man før udgivet glimrende ting med den marokkanske sufimusik, gnawa – som på fransk staves gnaoua – en musik, der hidrører fra efterkommere af slaver, der i lænker blev ført op over Sahara og begyndte med animistiske åndeuddrivelser, for derefter i årenes løb at blive assimileret med islam og specielt mystikertraditionen indenfor islam, nemlig sufisme. Gnawa betragtes i dag som et af de 12 såkaldte mystiske sufi-broderskaber i Marokko.
Indenfor gnawa-traditionen er der et net af familier, som gifter sig ind i hinanden og i mange tilfælde kan spore forfædrene til lokaliteter som Timbuktu i Mali eller andre steder i Sahel-området. De kalder sig typisk for Bambaras børn, uden at det udelukkende er området i Mali, hvor bambara-sproget er udbredt, som nødvendigvis er hele oprindelsen.
I de mange sange, der er fyldt med diasporaens blues, er der da også referencer til fulani(peul), haousa, wolof og andre folk og sprog. Ligesom man har sit eget sprog indenfor gnawa, som skønnes at have en blandet oprindelse, og som bruges som hemmeligt sprog mellem gnawa’er og i ritualernes besværgelser.
Studie og live
På denne glimrende plade er der både studieoptagelser og tydeligvis live-optagelser fra den årlige festival i den marokkanske kystby Essaouira, som Globalnyt også har skrevet om.
De tre kunstnere og deres grupper er unge Asmaa Hamzaoui, som kommer fra Casablanca med sin gruppe af kvindelige kouyou (udtales Ku-Ju), som de kombinerede korsangere, dansere og qaraqab-spillere kaldes. Qaraqab er de 8-talsformede metalkastagnetter, der spilles i par og samlet kan minde om regn på et bliktag.
Kunstner nummer to er Maâlem Saïd Oughassal, som ligeledes er fra Casablanca, og er en fuldt uddannet mester – deraf titlen Maâlem – fra en af de gamle familier.
Hans far var en fantastisk mester – Maâlem Abdelkader “Benthami” Oughassal – som nu er død, og også hans storebror, Abderrahim, er en blændende musiker. Vi er personlige venner, og de kan virkelig deres ting.
Det samme gælder den tredje kunstner, som er Maâlem Aziz Baqbou, som bor i Rabat, men egentlig er fra Marrakesh.
Han er fra en familie, som nærmest er “Gnawa Royalty”, for hans far Layaâchi Baqbou var en legende, både som musiker og skuespiller, og hans to ældre brødre er Ahmed Baqbou – gnawa-mekkaet Marrakesh’ ledende gamle mester i dag – samt Mustapha Baqbou, som også er en topmester, med en fortid i populærorkestret Jil Jilala, som var et af to orkestre, som fra 1970’erne var Marokkos svar på The Beatles og The Rolling Stones.
Jeg er nærmest søn af huset og dets ritualer gennem mange år, og kender alle tre brødre indgående, og lillebror Aziz er fabelagtig, hvilket denne plade også viser.
Den sorte trance
Mange unge er meget inspireret af Maâlem Mustapha Baqbou, og unge Asmaa Hamzaoui går da også på scenen i Essaouira med en udgave af sangen Foufou Denba, som synes planket direkte fra forbilledet fra Marrakesh, selv om Asmaa har sin egen meget “afrikanske” frasering.
Hun er en talentfuld sangerinde og en meget overbevisende guimbrispiller. Den trestrengede guimbri – en bas, hvor lydkassen er overtrukket med skind fra en dromedar – ligger godt i hånden på hende, og hun spiller både hurtigt og grundigt. Dertil følger hendes gruppe af unge kvinder hende som skygger.
Hendes version af Kourrya (udtales Ku-rïa), som stammer fra den rituelle trances såkaldte “sorte ånder”, bliver sunget som på den populære debutplade, der kom tidligere i år, hvor hun hastigt går igennem de mest populære hyldester eller påkaldelser på en måde, så det får et knap så helligt udtryk, der passer til en offentlig scene som den i Essaouira.
Ordet Mlouk, som indgår i pladeudgivelsens titel, betyder i øvrigt ånder (flertalsform af ordet melk).
Men tilbage til anmeldelsen:
Mestre lægger afstand
Med al respekt for unge Asmaa, så er det for alvor i de to længere afdelinger med de mandlige mestre, at der for alvor kommer kvalitet på banen.
Saïd Oughassal var som ung lysende og sin fars yndling, emigrerede så til Spanien, hvor han fik mulighed for at spille en masse crossover med især jazz og flamenco, og vendte så tilbage til Casablanca omkring den tid, hvor hans far lå for døden. Så vidt jeg husker omkring 2005.
Han er en lysende mester med en fornem og atypisk teknik på gribebrættet, som gør at han spiller hurtigt med herligt flow. Hans sang er også i orden og gruppen er absolut kompetent, hvilket de også demonstrerer her.
I hele forløbet på to numre, hvor den sidste er på over 21 minutter, befinder vi os i kouyou-afdelingen Oulad Bambara, som er de gamle sange om slavetiden og hvordan gnawafolket blev transporteret over Sahara, ligesom der er nostalgiske tilbageblik til det tabte land nede i Sahel-området. Altså stor afrikansk blues på en meget tragisk og dyster baggrund.
Vi starter med ‘Fangoro’, som er starten på afdelingen indenfor Gharbaoui-traditionen, som man bruger i byer som Marrakesh og som regnes som den mest almindelige. I andre dialekter hedder sangen ‘Bangara’, og handler om en jæger i junglen, som selv bliver bytte – for slavehandleren.
Det er tydeligvis optaget i en stue eller et studie, og det er selve den traditionelle musik, der spilles, altså uden de tilhørende danse, som ellers i denne afdeling er meget akrobatiske.
Det er klassisk gnawa og meget velspillet og kan derfor anbefales den, der vil have den rene vare. Alligevel er det den lange ‘Barma’, som virkelig er fed, for dels er det den meget afslappede bluesagtige stil, hvor man demonstrerer håndklap og ingen qaraqab-kastagnetter, ligesom Said Oughassal altså synger vidunderligt, mens han lægger ud med at påkalde Allah og profeten.
Vi er til bønnemøde med stor ærbødighed, rendyrket gnawa-gospel.
Snart er det profetens datter, Fatima Zahra, der omtales og fremmanes, og der velsignes i hendes navn hele vejen rundt. Alt imens der bygges op til øjeblikket, hvor danserne med fødder som trommestikker skal følge mesterens spil på guimbri’en i et kompliceret forløb, og vi desværre ikke hører fødderne mod jorden, men blot guimbrien.
Det er godt og lige efter bogen samt i overensstemmelse med traditionen. Ligesom svarkorene fra de andre musikere er rent ud vidunderlige.
Bedst til sidst
Vi slutter med det bedste, hvor vi kommer ind i hjertet af gnawa.
Her er Maâlem Aziz Baqbou til stede på Festival d’Essaouira’s Moulay Hassan-scene nede ved havnen og den gamle bymur og en afdeling, hvor vi får lige under en halv time, hvor også han starter med Oulad Bambara-afdelingen med håndklap og potent slag på strengene af kameltarme og dumpe smæk, der ræsonnerer langt nede i lydkassen.
Aziz er ikke en Baqbou for ingenting, og han har med årene fået en herligt autentisk stemmeføring, som både er klar og hæs, mens hans korsangere mestrer alle tonale niveauer og er nøje afstemt. Jeg elsker det, for det er ægte traditionel gnawamusik, som kun dem, der har fået det ind med modermælken, udfører det. Hvor er de dog gode.
Det er langt hen ad vejen samme forløb som forgængerne, men da det er live, er der en helt anden intensitet, ligesom vi får ritualet udført ordentligt, inklusive dansene.
Selv kvindernes råb bagved med de flotte ullulationer (ørkenskrig) kommer, mens kald/svar-forløbene leder os hen til den svære sekvens, hvor mesterens guimbri spiller alene, kun akkompagneret af håndklap.
Så når vi et nyt niveau, og det er tid til mere gospel. Det er himmelsk musik nu. Og så øges tempoet mere og mere, sammen med publikums indforståede håndklap.
Vi slutter med den sorte afrikanske trance og en tur forbi de islamiske hellige mænd, som er en kombination af farverne hvid og sort – i trancen med tildækning af de besatte dansende i de pågældende farver – hvor den hvide er meget smukke hymner, mens den sorte er ret hardcore. Og her er det i modsætning til Asmaa Hamzaouis korte scenesæt helt tydeligt den ægte vare og forbudt for børn ifølge med voksne. Bogstaveligt talt.
Aziz Baqbous stemme er her helt nede i en rallen, for han er også påvirket tydeligvis, mens hans korsangere synger svarkorene vidunderligt. Vi kommer forbi de forskellige ånder og arketyper fra den mytologiske jungle, der skal påkaldes og de bliver det med manér.
Så spiller Baqbou sin guimbri meget hurtigt og nu er de 8-talsformede qaraqab i gang og lyder som monsunregn mod et bliktag i slummen, mens vi er på vej hen mod den ultimative kulmination med sangen til Sidna Ali med svarkorene, der siger “Ali-Ali-Ali-Ali-Ali Merhaba”, igen og igen! Altså arabisk for fem gange velkommen til Ali, som var den fjerde kalif indenfor sunni-islam, samt profetens svigersøn.
Endelig er det tid til Skovens børns – Oulad raba – og de tunge og smukke sange med farven sort. Her mødes hymneformen og den nøgne blues i et hele, som er ubeskriveligt. Jeg har oplevet det live mange gange, men her har Aziz og hans gruppe virkelig fat.
Det er alt i alt en fabelagtig udgivelse, hvor den virkelige revolution måske er, at det i Vesten så populære kvindelige gnawa-stjerneskud baner vejen for de ældre mestre, som hun stadig lærer fra.
Jeg bøjer mig i hvert fald i støvet.
For Asmaa og for mændene.
