Klimabloggen
På Globalnyts klimablog skriver fire forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, fra klimaforandringernes frontlinje – dér hvor de rammer hårdest, og dér hvor globale agendaer og klimafinansieringen implementeres i praksis. Bloggen kigger blandt andet på klima og migration, klima og rettigheder, klima og konflikt, lokal viden om klimatilpasning, om grøn energi fører til udvikling, og på om klimafinansieringen når ud til de fattigste. Med udgangspunkt i forskernes viden fra felten, diskuterer de, hvad virkeligheden on the ground betyder for det danske udviklingssamarbejde, politisk såvel som praktisk.
Globalnyts klimablog skrives på skift af fire forskere, som alle forsker i klima i Syd:
- Lily Lindegaard, Post Doc
- Marie Gravesen, Post Doc
- Esbern Friis-Hansen, Seniorforsker
- Mikkel Funder, Seniorforsker
Når du tænker på globale klimaforhandlinger, er jordrettigheder nok ikke det første, der falder dig ind. Og for at være helt ærlig: Jordrettigheder er ikke det mest sexede i verden. De figurerer sjældent i nyhederne om den seneste tørke eller oversvømmelse, og de har ikke den der wauw-faktor, som de nye “klima-smarte” teknologier har.
Ikke desto mindre har jordrettigheder – og kampen om dem – spillet en afgørende rolle i menneskelige samfund op gennem historien. Og de er helt centrale, hvis vi vil opnå effektiv og retfærdig klimahandling i det globale syd. Jordrettigheder ligger sjældent højt på den officielle dagsorden i de internationale klimaforhandlinger, men de kan både sikre og blokere den praktiske implementering af en stor del af de planer og mekanismer, man beslutter under FN’s klimakonferencer. Det gør sig også gældende for flere af de initiativer, der kom frem under den seneste COP27 konference.
Jordrettigheder og Tab & Skade agendaen
Et af de væsentlige resultater af COP27 var etableringen af en ny fond for Tab & Skader (Loss & Damage), som skal yde erstatning til sårbare lande ved økonomiske og ikke-økonomiske tab og skader forårsaget af klimaforandringer. I princippet skal denne finansiering i sidste ende hjælpe de mennesker, hvis livsgrundlag er alvorligt påvirket eller ødelagt af klimaforandringer, gennem forskellige former for erstatning eller forsikringsprogrammer.
Tab og degradering af jorde som følge af klimaforandringer sker overalt i det globale syd. Eksempler kunne være de ekstreme oversvømmelser i Pakistan og Nigeria, som i 2022 lagde store dele af begge lande under vand og fordrev millioner af mennesker. Og den igangværende tørke på Afrikas Horn, som er den værste i årtier.
I forbindelse med sådanne katastrofer bliver landbrugsjord, græsningsarealer og beboelsesområder forringede eller simpelthen skyllet væk som følge af voldsomme oversvømmelser, tørke eller orkaner. Samtidigt underminerer mere gradvise forandringer – såsom forandrede nedbørsmønstre, temperaturforandringer og forhøjet vandstand i havene – grundlaget for landbrugsproduktion og menneskelig beboelse i hele regioner af det globale syd.
Det er tanken, at de nye initiativer omkring Tab & Skader skal kompensere for dette, men her kommer spørgsmålet om jordrettigheder så ind. Det kan nemlig blive svært for mange af verdens indbyggere at dokumentere deres tab og skader. For at kunne hævde, at ens jord er blevet forringet eller at ens afgrøder og hjem er gået tabt i en oversvømmelse, vil man i mange tilfælde skulle bevise, at man havde rettighederne til jorden.
Dét kan blive et problem for de mange lokalsamfund i det globale syd, der ikke har formaliserede, statssanktionerede rettigheder til deres jord, men afhænger af traditionelle jordrettigheder eller lokalt forhandlede brugsrettigheder, der ikke er sanktionerede af staten. Dette gælder for millioner af bønder verden over, såvel som nomader og hyrder der ofte flytter deres dyr over store afstande på jagt efter græsning og vand. Det er et endnu større problem for dem, der ingen rettigheder har til jord overhovedet – herunder dem, der er for fattige til at eje jord og i stedet arbejder på andres gårde, eller dem, der bor i uformelle, ikke-anerkendte bebyggelser i og omkring byerne.
Dokumentering af tab og skader på brugsjorde kan også være vanskelig i de tilfælde, hvor folk har efterladt deres oprindelige hjem og jord grundet oversvømmelser, tørke eller degradering af jorden forårsaget af klimaforandringer. Situationen kan være særligt vanskelig for kvinder, da småbønders jorde ofte er ejet af mandlige familiemedlemmer.
Tab- og skadeserstatninger og dertilhørende forsikringsmekanismer er derfor nødt til at være opmærksomme på jordrettigheder, hvis initiativerne skal lykkes og være retfærdige. Det indebærer blandt andet at finde måder, hvorpå man kan anerkende traditionelle, kollektive og lokalt-etablerede rettigheder, og sikre at de, der har usikre jordrettigheder, også bliver tilgodeset af Tab & Skade finansiering.
I den forbindelse er det vigtigt at implementeringen af Tab & Skade mekanismerne trækker på erfaringen fra programmer, der allerede arbejder med at styrke jordrettigheder for kvinder, oprindelige befolkninger og andre grupper – for eksempel de initiativer, der finder sted under The International Land Coalition. Det vil også være vigtigt at få midler fra tab- og skadesinansieringen kanaliseret over til dem, der slet ikke har jordrettigheder, men hvis livsgrundlag ikke desto mindre er påvirkede af jord-relaterede klimarisici – for eksempel landarbejdere.
Jordrettigheder og klimatilpasning
COP27 bevidnede også lanceringen af nye initiativer i forhold til klimatilpasning, det vil sige de justeringer, vi foretager i samfundet for at blive mere modstandsdygtige, så for eksempel tørke og oversvømmelser ikke rammer os så hårdt.
Også her er det afgørende at være opmærksom på jordrettigheder. Ved COP27 præsenterede værtslandet Egypten et forsøg på at lave en global klimatilpasningsplan, den såkaldte Sharm El Sheik Adaptation Plan, som forsøger at bringe statslige og ikke-statslige aktører sammen om klimatilpasning. Planen nævner ikke jordrettigheder, men de er en vigtig faktor for en række af de områder, som planen netop forsøger at adressere – såsom landbrug, vand- og økosystemer, kunstvanding, kystbeskyttelse, udvikling af infrastruktur og forsikringsordninger.
Eksempelvis har Sharm El Sheik Agendaen som målsætning at øge landbrugets udbytte uden at udvide landbrugsjordens omfang. Det bringer gamle diskussioner i spil om sammenhængen mellem jordrettigheder og småbønders landbrugsudbytte.
Nogle studier viser eksempelvis at sikre jordrettigheder styrker bønders mulighed for – og interesse i – at investere i deres landbrug. Her er det vigtigt at undgå generaliserende antagelser og i stedet inddrage bønderne selv for at kunne forstå deres præferencer og begrundelser for hvilken form for jordrettigheder, der vil kunne hjælpe dem til at øge deres udbytte.
Det er også meningen, at Sharm El Sheik Agendaen i vidt omfang skal gøre brug af såkaldte naturbaserede løsninger, både på landet og i byerne.
Det indbefatter “beskyttelse af 45 millioner hektar (jord og indre vandområder), 2 milliarder hektar bæredygtigt forvaltet jord og 350 millioner hektar genoprettede jorde, som sikrer juridisk godkendte, oprindelige folk og lokalsamfunds brug af naturbaserede løsninger med henblik på at forbedre vandforsyningssikkerhed og livsgrundlag.” [vores oversættelse]
Det er et positivt træk ved planen, at den er opmærksom på oprindelige folks og lokalsamfunds livsgrundlag. Årtiers erfaring med naturbeskyttelse har vist, at sådanne initiativer på sigt slår fejl hvis de ikke sikrer oprindelige folks og samfunds rettigheder til jord og andre naturressourcer.
Foruden globalt- og nationalt ledede klimatilpasningsinitiativer er det også afgørende at være opmærksom på, at selvbestaltede klimatilpasninger ofte allerede er i gang i de fleste lokalsamfund. Dét rejser også væsentlige spørgsmål angående jordrettigheder.
I vores fælles forskningsprogram i Kenya – Rights and Resilience (RARE) – kan vi se, at behovet for adgang til jord kan ændre sig, efterhånden som folk tilpasser sig klimaforandringerne.
I nogle områder er hyrder (pastoralister) i stigende grad begyndt at dyrke jorden som en del af deres tilpasningsstrategi, og dermed skifter deres fokus langsomt fra store græsnings-arealer til små jordlodder med god muld og vandings-systemer.
Andre hyrder satser mere på at intensivere husdyrsproduktionen og/ eller at dyrke deres eget foder på privatejede jorde. Atter andre satser på at flytte deres kvæg, geder og får langt væk eller til nye områder i jagten på græs og vand, og er derfor afhængige af at kunne bevæge sig over fælles græsningsarealer eller – hvis de er velhavende – leasing eller køb af private græsningsarealer i forskellige egne af landet.
Når et initiativ – som Sharm El Sheik Adaptation Agendaen – har til hensigt at støtte klimatilpasning, bør man derfor i høj grad være opmærksom på sammenhængen mellem klimatilpasning og forskellige former for jordrettigheder, og på hvordan folks egne tilpasningsstrategier kan understøttes gennem forskellige typer for jord-ejerskab. Det indbefatter mulighed for fleksible og blandede ejerforhold (for eksempel kombination af fælles og individuelt ejerskab).
Det er også vigtigt at støtte konfliktløsningsmekanismer, der kan håndtere mulige konflikter, når aktørenes forskellige klimatilpasnings-strategier tørner sammen. Og der er behov for at være opmærksom på jordrettigheder, når man udvikler metoder og måleparametre for at overvåge, hvordan det går med implementeringen af de globale tilpasningsmål under the Global Goal for Adaptation (GGA).
Jordrettigheder og forebyggelse af klimaforandringer
Mens vigtigheden af jordrettigheder er et underbelyst emne, når det drejer sig om Tab & Skade agendaen og klimatilpasning, har det være et mere åbent stridsspørgsmål, når det gælder om at forebygge klimaforandringerne – altså de tiltag, der skal reducere vores udledninger så vi kan få bremset yderligere klimaforandringer.
Èt eksempel er store vind- og sol anlæg, som ikke altid har forholder sig til – og nogle gange ligefrem underkender – lokale jordrettigheder i Syd. Det har ført til konflikter med lokalsamfund og i nogle tilfælde forsinket eller helt bremset sådanne projekter.
Stridigheder om jordrettigheder har dog især været udtalte i debatten om skov- og klimainitiativer, såsom REDD+ mekanismen, der har til formål at lagre og indfange kulstof ved hjælp af skovbevaring. Under de internationale klimaforhandlinger og i andre sammenhænge har især oprindelige folks organisationer ytret stærk bekymring for, at sådanne tiltag vil undergrave deres territoriale og traditionelle jordrettigheder.
Ikke desto mindre konsoliderede COP27 skov-agendaen. For første gang blev skove nævnt i den endelige forhandlingstekst, og et nyt partnerskab blev oprettet, det såkaldte Forest and Climate Leaders’ Partnership med 26 medlems-lande. Desuden forsøgte afrikanske, asiatiske og latinamerikanske lande fra ‘the Coalition for Rainforest Nations’ (koalitionen af regnskovsnationer) med en vis succes at udvide mulighederne for privat-sektorens deltagelse i REDD+ mekanismen.
I de seneste år er den oprindelige vægtning af skov- og klimainitiativer endvidere blevet udvidet til også at omfatte kulstoflagring i vådområder, naturlige græsningsarealer og andre økosystemer, og fokus er udvidet fra kun at handle om beskyttelse af allerede eksisterende økosystemer til også at omfatte genoprettelse og udvidelse af dem.
Genetablering af jorde blandt småbønder er også kommet på dagsordenen. Blandt andet lancerede Arab Bank for Economic Development in Africa, Bezos Earth Fund og det pan-afrikanske investeringsfirma Southbridge Investments under COP27 en finansieringsmekanisme på foreløbig to milliarder dollars til genetablering af jorde blandt afrikanske småbønder.
Hvis de mange initiativer til at forebygge klimaforandringer via bevaring og genoprettelse af skov og andre økosystemer implementeres, vil de dække et enormt areal. Ifølge Land Gap rapporten, som blev udgivet umiddelbart før COP27, udgør verdens landes tilsagn til sådanne initiativer i UNFCCC regi samlet set omkring 1,2 milliarder hektar jord, hvilket nogenlunde svarer til det nuværende samlede landbrugsareal på verdensplan. Det indbefatter cirka 633 millioner hektar land, der allerede er i brug til andre formål, som altså skal omdannes til skov.
Mange af disse bestræbelser sigter i princippet på at involvere og tilgodese lokalsamfund og oprindelige folk. Men samtidig er der bekymring for, at de vil øge jordpriserne og indføre restriktioner på lokalsamfunds rettigheder til at forvalte og tilgå jord og andre naturressourcer.
Så også når det gælder forebyggelse af klimaforandringer er jordrettigheder vigtige at have for øje. Her er der redskaber at hente i de nye principper og standarder, som pt er under udvikling – for eksempel IUCN’s Global Standards for Nature Based Solutions og den nyligt tilkomne Land Rights Standard under Right & Resource initiativet. Men selvom disse standarder udgør vigtige fremskridt, er de ikke anerkendt af alle aktører og kan omgås i praksis. Det er derfor afgørende at sikre, at de implementeres effektivt og udformes og gennemføres med fuld deltagelse og de facto opbakning fra oprindelige folk og lokalbefolkninger.
Jordrettigheder er med andre ord en vigtig faktor for effektiv klimahandling og retfærdig omstilling i det globale syd, herunder succesfuld implementering af flere nye initiativer under COP27. Uheldigvis bliver jordrettigheder ofte overset eller gemt væk når disse initiativer forhandles og implementeres. Jordrettigheder, i alle deres forskellige afskygninger, bør derfor stå højt på dagsordnen i fremtidige klimaforhandlinger.
Denne artikel blev produceret som en del af samarbejdet mellem forskningsprojektet Rights & Resilience (RARE) og the Africa Research & Impact Network (ARIN)
- RARE undersøger forholdet mellem resiliens og jordrettigheder i Kenya, med støtte fra det Forskningsfaglige Udvalg for Udviklingsforskning under Udenrigsministeriet. Læs mere om RARE her.
- ARIN er et pan-afrikansk netværk af forskere, der arbejder med bæredygtig udvikling og beslægtede emner. Læs mere om ARIN her.
- Forfattere: Mikkel Funder, Dansk Institut for Internationale Studier; Joanes Atela, Africa Research & Impact Network; Iben Nathan, Københavns Universitet; Alphonce Mollo, University of Nairobi/ Københavns Universitet; Charles Tonui, Africa Research & Impact Network; Leah Aoko, Africa Research & Impact Network.