Mens det meste af verdens opmærksomhed er rettet mod Gaza-striben og Ukraine, er der i den forgangne uge blevet afholdt et topmøde, hvis vigtighed slet ikke står mål med dækningen i de danske medier.
Onsdag mødtes den amerikanske præsident Joe Biden for første gang i et år med sin kinesiske kollega, Xi Jinping, da San Francisco var værtsby for Asia-Pacific Economic Cooperation (APEC) 2023. For verdensfredens skyld er der al mulig grund til at krydse fingre for, at begge sider var taget til The Golden City med en ambition om at udglatte forholdet.
Xi og Biden i Nixon og Maos fodspor
Skal man tage de positive briller på, var det netop et kinesisk-amerikansk topmøde, der for 50 år siden ændrede det geopolitiske landskab og på sin vis banede vejen for det moderne globale handelssystem. Dengang foregik mødet i Beijing, hvor Richard Nixon mødtes med Mao Zedong.
Forud for mødet havde landene ikke været på diplomatisk talefod i 25 år, og undervejs havde proxykrige i Korea og Vietnam kun forværret tingenes tilstand. Paradoksalt nok var det Nixons (velfortjente) ry som benhård antikommunist, der i det hele taget muliggjorde et sådant besøg, hvilket affødte vendingen: Kun [en] Nixon kunne tage til Kina.
Hverken Nixon eller Mao var drevet af fromme ønsker; begge sider øjnede et styrket samarbejde som en mulighed for at svække Sovjetunionen. Ikke desto mindre fik den diplomatiske vending stor betydning for en fredelig udvikling af gensidigt samarbejde og må i et historisk perspektiv betegnes som et af Wandel durch Handel–teoriens største succeshistorier.
I dag er Kina og USA blandt verdens største handelspartnere og sender årligt varer til hinanden for 5.300 milliarder kr.
Inddæmningen i Stillehavet
Dengang som nu var Taiwan et betændt emne, og øen i Det Sydkinesiske Hav er fortsat et af tidens største politiske paradokser. Stort set alle verdens regeringer har accepteret ét-Kina-politikken – herunder USA, i 1979 – og anerkender ikke Taiwan som et selvstændigt land.
Alligevel opfører mange lande sig i praksis, som om det modsatte var tilfældet, når både valgte og tidligere toppolitikere til Kinas store irritation tager til øen på statsbesøg. Det gælder ikke mindst den tidligere formand for Kongressen, Nancy Pelosi, der stik imod Bidens ønsker gæstede Taiwan kort før midtvejsvalget i 2022.
Fra et amerikansk perspektiv skyldes den til tider skizofrene Taiwan-politik, at øen er et økonomisk og strategisk knudepunkt, der holder sammen på hele Økædestrategien. Den blev formuleret i 1951 af John Foster Dulles, der to år senere blev udenrigsminister under Eisenhower.
I al sin enkelhed handler Økædestrategien om inddæmning og blev udtænkt som del af det strategiske forsøg på at forhindre den autoritære kommunisme i at sprede sig fra Kina og Sovjetunionen til resten af verden via Stillehavet.
Med den inddæmningstanke in mente bliver Taiwans strategiske placering indlysende ved et hurtigt kig på kortet. Hvis øen kommer under fastlandets kontrol, vil det åbne for adgangen til Stillehavet. Kampen om Taiwan handler derfor ikke kun om mikrochips og imperialistisk territorialudvidelse, men er del af en kamp om det globale verdensherredømme på havene. Af samme grund har den kinesiske flåde i disse år fået kraftigt vokseværk og forventes i 2030 at have fordoblet sin kapacitet.
Illustration: Morten Hammeken
Kinesisk isolation i Sydøstasien
Med til billedet hører også, at Kina ikke har mange allierede i Sydøstasien. I nord er Japan og Sydkorea en fast del af den amerikanske stillehavsalliance og huser samlet 22 amerikanske baser, herunder den strategisk vigtige Kadena Air Base på Okinawa, hvor 20.000 amerikanske soldater er udstationeret, samt Camp Humphreys på grænsen til den demilitariserede zone i Korea, hvor 30.000 soldater befinder sig.
Længere sydpå har Filippinerne – efter en kort flirt med Kina under den tidligere præsident Duterte – igen fundet sig til rette som amerikansk allieret og planlægger nu at opføre fire nye flådebaser med amerikansk tilstedeværelse, i tillæg til de fem eksisterende baser.
Den voksende splid mellem Kina og Filippinerne handler også om kontrol med havene, nærmere betegnet farvandet omkring Spratlyøerne, som er en vigtig indtægts- og fødevarekilde for filippinske fiskere. Kigger man på et kort, er det kinesiske territorialkrav – 740 kilometer syd for fastlandet – langt uden for rimelighedens grænser, men illustrerer Kinas ønske om at udvide sin tilstedeværelse i områdets farvande.
En lignende konflikt om kontrol med Det Sydkinesiske Hav har skabt splid mellem Vietnam og Kina, som ikke er blevet mindre af, at flere vietnamesiske fiskebåde er blevet sænket ved ‘uheld’.
Nixon, Mao og Ho Chi Minh havde næppe for 50 år siden forestillet sig, at den amerikanske flåde skulle blive budt velkommen i Vietnam, men da det amerikanske hangarskib USS Reagan i juni 2023 lagde til kaj i Danang, var det en symbolsk markering af den voksende afstand mellem Kina og Vietnam – og en klar advarsel til Beijing om at moderere sine ambitioner, ikke mindst oven på en kinesisk indtrængen i Vietnams eksklusive økonomiske zone i marts samme år.
Det kinesisk-maritime vokseværk skaber spændinger overalt i regionen, også i Indonesien og Malaysia. Kun Nordkorea og Myanmar kan siges at være Kinas egentlige allierede. Men førstnævnte er blandt verdens fattigste lande og har ingen udbygget havneinfrastruktur, der kan hjælpe de kinesiske ambitioner på vej.
Det har fået Kina til i stedet at vende blikket mod vest, hvor man holder hånden under militærjuntaen i Myanmar. Her har man åbnet nye shippingruter til Yangon og presser på for at færdiggøre en dybvandshavn i Rakhine. Myanmar giver Kina direkte adgang til Den Bengalske Bugt, hvor landet også har investeret tungt i Sri Lankas infrastruktur, blandt andet gennem den nye frihandelszone Port City Colombo og en 99-årig lejeaftale af havnen i Hambantota.
Den voksende kinesiske indflydelse i Den Bengalske Bugt huer hverken Indien, der i disse år opruster sin egen flåde massivt, eller USA, der gennem økonomisk soft power investerer i sin egen kontrol med Sri Lankas havne.
Kort: Morten Hammeken
Asiatisk våbenkapløb
Mens krigens ringe breder sig i Europa, Mellemøsten og Afrika, er der fortsat rimeligt fredeligt i Sydøstasien. Den situation kan dog hurtigt ændre sig i takt med, at spændingerne vokser i Stillehavsregionen, hvor mange lande nu ruster massivt op.
Kigger vi på udviklingen over de seneste ti år, tegner der sig et entydigt dystert billede. Kina har i perioden forøget sit militærbudget med 60 procent og indtager med et 2022-budget på 292 milliarder dollars en suveræn andenplads på verdensplan, kun overgået af USA, der fortsat bruger tre gange mere ($ 877 milliarder). Den kinesiske oprustning markerer et dramatisk paradigmeskifte siden de glade 90’ere, hvor militærbudgettet var en tiendedel af dets nuværende størrelse.
Til sammenligning virker den japanske budgetforøgelse på 15 procent i perioden nærmest fredsommelig (samlet 2022-budget: $ 54 milliarder). Der er dog al mulig grund til bekymring, når man kigger en smule frem i tiden; Kishida-regeringen meddelte for nylig, at landets forsvarsbudget de næste fem år skal hæves fra 123 til 310 milliarder dollars.
Mens den drastiske japanske oprustning overvejende er øremærket til missilforsvar og udvikling af hypersoniske våben, har man i Sydkorea genstartet debatten om at anskaffe atomvåben som foreslået af Seoul-borgmester Oh Se-hoon. Også her er forsvarsbudgettet blevet hævet med 30 procent siden 2013.
Ønsker man en mere fredelig verden, er konklusionen i Sydøstasien deprimerende: Der er fuld gang i et våbenkapløb, som tvinger landene ind i en gensidig oprustningsspiral.
Mens meget fokus er på den farlige situation i farvandet omkring Taiwan, kan en lang række andre lokale konflikter også eskalere.
Foruden de territoriale stridigheder i Det Sydkinesiske Hav spøger den japansk-kinesiske kamp om Senkaku-øerne i baggrunden. Forholdet mellem Indien og Kina er også presset i bund af grænsekampe i Himalaya, hvor landenes soldater på bedste hooligan-maner slås med køller. Og så har vi ikke engang været forbi Nordkorea, hvor det kryptiske diktatur bygger stadig mere avancerede mellemdistanceraketter med atomkapacitet.
Situationen er kort sagt en asiatisk krudttønde, hvor en masse lokale stridigheder er vævet ind i et større geopolitisk kludetæppe. Som skuddet i Sarajevo i 1914 har de hver især potentiale til at antænde en 3. verdenskrig med Kina og USA på hver sin side.
Forsigtig optimisme efter APEC – tilbage til normalen?
Med så ubehagelige fremtidsudsigter er det værd at krydse fingre for, at både Biden og Xi er gået ind til mødet i San Francisco med en diplomatisk, ikke-eskalerende dagsorden.
Efter mange års væksteventyr står Kina over for en lang række store udfordringer, ikke mindst på det hjemlige boligmarked, hvor investeringsgiganten Evergrandes kollaps truer med at sende hele økonomien i recession. Landets udvikling er samtidig presset af et demografisk kollaps, der efter 40 års etbarnspolitik får den danske ældrebyrde til at blegne.
For USA – og resten af verden – gør både sikkerhedspolitiske overvejelser og de tætte bånd til den kinesiske økonomi det også bydende nødvendigt, at man forsøger at lappe forholdet til Kina, som under Donald Trump nåede nye lavpunkter.
Ifølge den tidligere amerikanske hærchef Mark Milley var krudttønden i Stillehavet faktisk allerede tæt på at springe i luften i 2020, da Trump i dagene op til præsidentvalget legede med tanken om at bombe kinesiske mål i Det Sydkinesiske Hav.
Var det noget med en rask lille verdenskrig til at fjerne opmærksomheden fra valget?
Gudskelov er Joe Biden ikke Donald Trump. Der er endda grund til forsigtig optimisme oven på nyheden om, at Xi og Biden forud for APEC-topmødet lader til at være blevet enige om at genåbne de militære bagkanaler mellem landene samt at begrænse brugen af kunstig intelligens i militært øjemed. Små skridt, men ikke desto mindre skridt i den rigtige retning.
Til gengæld kan det bekymre, at nogle af de mere forhandlingsvillige personer i Beijing på det seneste er blevet fjernet fra partiets ledelsestop.
Det gælder ikke mindst udenrigsminister Qin Gang, der som tidligere ambassadør i USA talte for at bremse den nedadgående spiral i forholdet, mens også forsvarsminister Li Shangfu er blevet sendt i politisk eksil af uvisse årsager. Li’s afløser er endnu ikke udpeget, men kan blive en indikation på, hvilken retning Kina vil gå i.
Også i USA er Biden presset af et konfrontatorisk politisk bagland, hvor særligt republikanerne forsøger at overbyde hinanden i Kina-fjendsk retorik. Paradoksalt nok oppustes det aktuelle trusselsbillede af republikanerne i en situation, hvor den kinesiske befolkning er blevet langt mere positivt indstillet over for USA end for bare et år siden.
Selvom det endnu er for tidligt at konkludere på resultatet af APEC, havde Biden inden mødet lagt kortene på bordet: Vi skal “tilbage til normalen” – hvilket vil sige den forholdsvis fredelige sameksistens, der er blevet opbygget, siden Nixon og Mao første gang genoptøede forholdet mellem USA og Kina.
Heldigvis går vurderingen i de amerikanske medier også entydigt retning af, at netop det blev resultatet. Washington Post fremhæver et styrket samarbejde om at forhindre smugling af det dødbringende opiat fentanyl og oprettelsen af en direkte hotline mellem Washington og Beijing, der vækker mindelser om den, der blev oprettet mellem Moskva og Washington efter Cubakrisen i 1962.
Hos Politico er der ligeledes optimisme at spore efter mødet, der dog blev en smule afsporet af, at Biden igen kaldte Xi for diktator. En teknisk set korrekt, men ikke ligefrem diplomatisk bemærkning, der forhåbentlig ikke overskygger de diplomatiske fremskridt.
Skulle stjernerne vokse ind i himlen, var mødet startskuddet på en ny geopolitisk orden, hvor de to supermagter rettede sigtekornet væk fra hinanden og i retning af menneskehedens fælles trusler som klimakrise, pandemier og masseuddøen.
Men oven på en hård periode præget af spionballoner, handelskrig og ulmende konflikt i Stillehavet er den slags drømme nok utopiske. 50 år efter det historiske møde mellem Mao og Nixon er der derfor brug for, at Xi og Biden i det mindste rejser fra San Francisco med en pragmatisk konklusion om gensidig afhængighed og med Xi’s ord fra mødet husker på, at “verden er stor nok til både kinesisk og amerikansk succes”.
Verdens fremtid kan afhænge af det.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Morten Hammeken er cand.mag. i idéhistorie og europastudier med speciale i moderne europæisk historie. Redaktør på mediet Verdenspresssen, og tidligere chefredaktør for netmediet Solidaritet (2019-2023). Oversætter og redaktør på Putin-biografien ‘Morderen bag Kremls mure’, der udkommer i oktober 2023.
