Indiens rolle i verden står højt på stemmesedlen ved historiens største valg

Søren Steensig

2. maj 2024

Tre takes på verdens største valg

Resultatet af det indiske valg får betydning langt ud over landets grænser.
Med verdens største befolkning, en stadigt stærkere økonomi og en strategisk position i smørhullet mellem Vesten og Kina/Rusland spiller Indien en stadigt større global rolle.

I tre artikler undersøger Globalnyt, hvad årets valg i Indien betyder for inderne, det Globale Syd og Danmark.

Del I: Indiens valg og det Globale Syd

Del II: Indiens valg og forholdet til Danmark

Del III: Indiens valg og landets fremtid

Næsten en milliard mennesker har mulighed for at stemme til Indiens parlamentsvalg i år. Inderne sammensætter deres næste parlament, som derefter udpeger de næste fem års premierminister i verdens nu folkerigeste nation. Stort set alle meningsmålinger peger på, at BJP’s Narendra Modi snupper tredje periode i streg, når valgets resultat offentligøres i juni.

Globalnyt har spurgt Jørgen Dige Pedersen, lektor emeritus ved statskundskab på Aarhus Universitet, hvad endnu en sejr til Modi kan betyde for Indiens rolle i verden – både for samarbejdet med det Globale Syd og det store lands manøvrerum i smørhullet mellem Vesten og Kina/Rusland.

De fleste meningsmålinger giver nuværende premierminister Narendra Modi og BJP et solidt forspring. Vurderer du også, at Modi får fem år mere som Indiens leder?

“Ja, det ser det ud til. Men der skal man være opmærksom på, at det mere er Modi end BJP, der ser ud til at vinde.”


Globalnyts nyhedsbrev: Få vores vigtigste historier i din indbakke to gange om ugen


“Det har været en meget persondrevet kampagne, hvor det er Modi som den stærke repræsentant for Indien, inderne bliver bedt om at stemme på. Selvom BJP altid har haft partiprogrammer, så er det stadig Modi, der er i fokus. Og han har selv været meget aktiv under den her valgkampagne med en masse vælgermøder.”

Hvor meget har Indiens rolle i verden fyldt under valgkampen, og hvor vigtig er den dagsorden for de indiske vælgere?

Jørgen Dige Pedersen.
(Foto: Aarhus Universitet)

“Den er blevet vigtig de seneste år. Inderne elsker ideen om, at Indien nu er blevet en supermagt. Det gælder også hos helt almindelige indere, hvor den slags spørgsmål tidligere blev anset for at være noget, storbyeliterne diskuterede til kaffeselskaber. Og det er klart Modis fortjeneste. Det er noget, han har bygget oven på BJP’s politiske platform, ligesom Indiens nyvundne status også i høj grad anses som hans fortjeneste. Ikke mindst fordi han er så opmærksom på at iscenesætte det sådan.”

Læs også: ‘Det Indiske Århundrede’: Er Indien ved at overhale Kina i verdens økonomiske kapløb?

“Det så vi for eksempel til G20-topmødet i New Delhi sidste år. Her havde Modi simpelthen delt det ellers temmelig bureaukratiske topmøde op mellem flere storbyer, og alle steder var der plastret til med skilte af Modi og tekster, der understregede, at nu var verden kommet til Indien. Det er lidt pudsigt, for formandsskabet går bare på runde i G20, men i Indien blev det virkelig fejret som en sejr. Og det er helt klart, fordi der er noget politisk kapital i det for Modi, og fordi det betyder noget for befolkningen.”

Hvad kendetegner de store partiers mål for Indiens udenrigs- og udviklingspolitik? Hvor er de vigtigste uenigheder?

“Der er stor enighed mellem regeringen og oppositionen om at være “lederen af Den Tredje Verden”, lederen af G77-gruppen i FN og sådan nogle ting. Der har Indien altid spillet en vigtig rolle, oprindeligt fordi de var for store til at få særlige aftaler med EU, som de andre daværende eller tidligere britiske kolonier gjorde. Det har altid været naturligt for Indien at køre sin egen udenrigspolitiske linje, som primært styres af indiske interesser og samarbejder med andre tidligere kolonier og fattige lande. Og det er der stor enighed om fortsat at gøre blandt de store partier i Indien.”

Læs også: Indiens regering bevæbner civile hinduer i Kashmir-provinsen

“Den store forskel mellem BJP og oppositionen handler ikke så meget om Indiens rolle i verden, men mere hvilken rolle verden skal spille i Indien. Her har Modis og BJP’s hindunationalisme historisk betydet, at Indien skal være for indere – og særligt for hinduer. Men de senere år har Modi opblødt den position, for eksempel med sloganet ‘Make in India’ der opfordrede udenlandske virksomheder til at fremstille og sælge deres produkter i Indien. Så det er blevet mindre isolationistisk, og oppositionen ville nok gøre det endnu mindre isolationistisk, hvis det stod til dem.”

“Tidligere var holdningen, at Indien var stort nok til, at alt skulle laves af indere i Indien. Dén er Modi og BJP, nok inspireret af Kina, gået lidt væk fra, mens oppositionen, der slet ikke er hindunationalistiske i samme grad, vil gå længere væk fra den tankegang, hvis de kom til magten.”

Hvad vil fem år mere med Modi ved magten betyde for samarbejdet med verdens lavindkomstlande?

Sådan foregår verdenshistoriens største valg

Omkring 969 millioner indere er stemmeberettigede ved valget i 2024.

På spil er 543 ud af 545 taburetter i parlamentets underhus, Lok Sabha. Præsidenten udpeger de sidste to parlamentarikere.

Der er 543 valgmandskredse, hvor vælgerne hver kan stemme på én kandidat. Den med flest stemmer vinder et sæde i parlamentet – på samme måde som i f.eks. Storbritannien og USA.

Når parlamentet er sammensat, danner det en regering og udpeger en premierminister, der er det mest magtfulde embede i Indien.

Valget er delt op i syv faser med omkring en uge mellem hver, hvor vælgerne i forskellige delstater sætter deres kryds.

Første fase startede den 19. april i bl.a. Tamil Nadu og Rajasthan. Sidste fase løber af stablen den 1. juni, hvor vælgere i bl.a. delstaterne Bihar og Punjab kan stemme.

Valgets resultater offentliggøres efter planen den 4. juni.

“Det vil højst sandsynligt være mere business as usual. Inderne vil sikkert gerne konkurrere med Kina om at indgå låne- og handelsaftaler med for eksempel afrikanske lande, men det kan de ikke. De har simpelthen ikke lige så store pengemuskler. Så i stedet fokuserer de på gode diplomatiske forbindelser. Det er også derfor, inderne har ambassader i nærmest alle afrikanske lande. Og den slags samarbejde vil sandsynligvis fortsætte med at fylde meget i de næste fem år.”

“Inderne er for eksempel meget stolte af, at de fremsatte forslaget om at give den Afrikanske Union medlemskab af G20, og at det blev vedtaget. Det spiller også meget godt sammen med udvidelsen af BRIKS-samarbejdet. At knytte tættere bånd af dén slags og være med til at give verdens fattige lande en større stemme i forskellige multilaterale organisationer vil sandsynligvis også være strategien under Modi fremadrettet.”

Hvilke regioner er særligt vigtige for Indiens udenrigs- og udviklingspolitiske aftryk på verden de næste fem år?

“Gode forhold og handel med lande i Afrika, naboerne i Syd- og Sydøstasien og Mellemøsten er det vigtigste for Modis Indien. På G20-topmødet i New Delhi sidste år underskrev inderne en aftalte om at bygge en ‘Belt and Road’-lignende handelskorridor gennem Mellemøsten til Europa, der gennem infrastruktur og handel skal skabe mere handel og udvikling. Blandt andre Saudi-Arabien, Emiraterne, Israel og EU og USA har også skrevet under på aftalen. Her er det vigtigt at lægge mærke til, at saudierne er med. Inderne har stadig ikke penge til at klare sådan nogle projekter selv, så de skal fortsat alliere sig med pengestærke lande, og der er saudierne jo gode at have med.”

“I Afrika har Indien dog nogle små bistandsprogrammer, ligesom de også giver lån til mindre nabolande som Nepal, Sri Lanka og Bangladesh.”

Hvad vil valget betyde for Indiens rolle i den anspændte geopolitiske situation?

“Indien er et af de lande, der nyder godt af den nye, mere multipolære verdensorden. Og det vil de blive ved med at gøre. Modi er dygtig til at placere sig mellem Vesten og Kina-Rusland og få noget ud af begge sider. Det er en kompliceret balancegang, men også én hvor inderne kan tjene penge og vinde indflydelse, hvis de træder rigtigt.”

“Indien er selvfølgelig udfordret af krigen i Ukraine, hvor de på den ene side får nogle gode indtægter af at købe russisk olie, som de så kan sælge videre til Vesten som flybrændstof. Men på den anden side vil Vesten, som inderne nu handler mere og mere med, gerne have dem til at fordømme Ruslands angreb, hvilket inderne helst vil være fri for. Her er de også knyttet til Kina, selvom landet siden krigen i 1962 har været Indiens ærkerival.”

“Også Gaza-konflikten er en udfordring for Indien. Historisk har inderne delt et værdifællesskab med palæstinenserne, hvis kamp mod Israels besættelse de har set som en parallel til Indiens antikolonialisme. Men der har de blødt op, også før Modi, og blandt andet taget kontakt til Israel omkring grænsebeskyttelse mod Pakistan. Mure og overvågningsudstyr er jo nogle af de ting, israelerne er gode til. Så teknologisk har inderne indledt nogle samarbejder med israelerne, ligesom den førnævnte handelskorridor også skal gå igennem Israel. Samtidig vil Indien ikke slå hånden af palæstinenserne, deres traditionelle allierede.”

“De forsøger det spil, de også gør i Ukraine, ved at sige ‘det er trist med den her krig, i den moderne verden har vi ikke plads til krige, så nu må parterne sætte sig ned og snakke sammen’. Og så gør de ikke rigtig mere. De vælger ikke for alvor side.”

Kan beskyldninger om urent trav under valgprocessen eller Modis retorik mod særligt landets muslimske mindretal gøre det sværere at opnå de udenrigspolitiske mål?

“Det er i hvert fald en sten i skoen. Særligt vestlige ledere vil få kritik for at arbejde sammen med et land, der i stigende grad glider længere ned af den demokratiske skala. Så Modis indenrigspolitiske linje kan godt få udenrigspolitiske konsekvenser, hvis det bliver for meget for særligt vestlige ledere at acceptere. Det samme gør sig gældende med beskyldningerne om, at BJP har været efter oppositionen op til og under valget. Men indtil videre har det ikke for alvor betyder noget. Modi bliver stadig inviteret til middag i Det Hvide Hus.”

“Sidste år kom Indien i alvorligt uvejr, da Modis regering angiveligt fik en sikh-aktivist myrdet i Canada. Det gav en diplomatisk krise med canadierne, men det har ikke for alvor rokket ved forholdet til andre vestlige lande. Den danske regering er for eksempel også stadig meget interesserede i at handle og lave grønne samarbejder med Indien.”

Kan sejrens størrelse få betydning for Indiens udenrigspolitik de næste fem år? Hvorfor og hvordan?

“Ikke for alvor, nej. Modi har meldt ud, at han går efter omkring 400 medlemmer af Parlamentet (ud af 530, red.), og hvis han ikke får det, vil det selvfølgelig blive opfattet som en svækkelse. Men det kommer ikke til at betyde noget for udenrigspolitikken, det vil stadig være Modi som premierminister for Indien, udlandet taler med.”

Annonce