AIDS-Fondet: Det er pinligt Christian Friis Bach

Forfatter billede

Den Globale Fond og dens resultater hører til Verdens Bedste Nyheder. Fonden har reddet millioner af menneskeliv. Alligevel reducerer Danmark sit bidrag og løber dermed fra løfte om at yde 175 mio. kr., skriver AIDS-Fondet i et åbent brev til udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

Kære Christian Friis Bach,

I sidste uge stod vi sammen om kampagnen Verdens Bedste Nyheder. Her fortalte vi blandt andet danskerne, at antallet af hiv-smittede, der modtager hiv-medicin er 13-doblet. Det har nedbragt antallet af aids-relaterede dødsfald fra 2,2 million til 1,8 million i 2010.

Vi fortalte også, at udbredelsen af behandling til hiv-smittede gravide hvert år betyder, at 170.000 børn slipper for at få hiv i vuggegave. Det er verdens bedste nyheder. Men det er også nyheder, som alt for hurtigt igen kan blive til verdens værste.

De gode nyheder er især et resultat af den mest succesfulde multilaterale indsats inden for global sundhed nogensinde, nemlig den Globale Fond til bekæmpelse af Aids, TB og Malaria.

Fonden har reddet millioner af menneskeliv og har vist sig at være den ubetinget mest effektive mekanisme til at sikre udbredelse af hiv-behandling.

Og som du selv gjorde opmærksom på, da du i starten af måneden fremlagde regeringens udviklingspolitiske prioriteter: vil man se resultater af udviklingsbistand, så kig på den Globale Fond.

Fondens fortsatte succes er dog betinget af, at verdens rigeste lande frem til 2020 øger deres bidrag til fonden og den samlede strategiske investering i hiv-bekæmpelse, så smittekurverne knækkes og vi kan skimte en fremtid uden aids.

Det er derfor svært at forstå, at Danmark har reduceret sit bidrag til fonden. Ifølge forslag til Finanslov bidrager vi i 2013 med 145 mio. kr. til fonden, selv om vi på en officiel donorkonference i oktober 2010 har lovet at bidrage med 175 mio. kr.

Det er ikke bare pinligt for Danmark, at vi på den måde løber fra vores officielt fremsatte løfter, men et kedeligt signal til andre donorer om færre penge til fonden.

Sådanne signaler har tidligere vist sig at have sneboldseffekt, hvor donorerne i stort omfang følger hinandens beslutninger.

Den finansielle situation betyder allerede nu, at fonden med de nuværende bidrag kun har råd til at betale for de hiv-smittede, der allerede er i behandling, men ikke til at udvide behandlingen til en større gruppe. Indtil videre må de 9 mio. mennesker, som akut mangler den behandling, der kan redde deres liv, fortsat stå i kø.

At reducere bidraget til fonden går i mod anbefalingerne i Danidas review af den danske hiv/aids-indsats fra maj 2011, hvor en øget støtte til fonden anbefales, underminerer forudsætningerne for at nå 2015-målene og de mål, som Danmark har tilsluttet sig på FN’s højniveau-møde om hiv og aids sidste år.

Jeg sætter stor pris på den lydhørhed, der findes i Danida omkring prioritering af dansk udviklingsbistand, herunder den effektive bekæmpelse af hiv og aids, der lige nu bærer frugt.

Jeg håber derfor, at du ved, at sørge for at Danmark lever op til sine løfter i den endelig finanslov, vil hjælpe med til at sikre fondens fortsatte bidrag til at skabe verdens bedste nyheder.

De bedste hilsner/Best wishes
Henriette Laursen
Direktør