Kommentar /analyse af Martin Wildenschild, U-landsnyt.dk
Den økonomiske krise i Argentina forstærkes ikke kun af en global nedgang i økonomien, men også af et amerikansk retssystems politiske handlinger, som bl.a. Valutafonden (IMFs) leder Christine Lagarder betvivler fornuften af. En amerikansk domstol har senest bestemt, at Argentina skal betale 1,3 milliarder dollars til spekulative investeringsfonde.
Dommen viser, at der er behov for en bredt accepteret international mekanisme for gældsforhandlinger.
Argentina har siden 2001 arbejdet intenst på at ændre den økonomiske udvikling i landet, hvilket har skabt et alternativ til den sparepolitik, som FX Grækenland aldrig har haft held med.
Efter mere end tre års recession i årene 1998-2001 stod det klart, at Argentina ikke var i stand til at tilbagebetale en gæld på omkring hundrede milliarder dollars. I 2001 erklærede landet sig i betalingsstandsning, men fik i fællesskab med sine kreditorer udviklet et fornuftigt restruktureringsprogram.
Vejen frem var et fornuftigt restruktureringsprogram
Det lykkedes Argentina efter langvarige forhandlinger, at få kreditorerne til at acceptere, at de oprindelige statsobligationer, som kreditorerne havde købt, blev erstattet med nye “omstrukturerede” obligationer til en værdi af 70 procent af den oprindelige gæld.
I 2010 havde 93 procent af kreditorerne godkendt denne aftale. Sidenhen har Argentina overholdt alle sine gældsforpligtelser. Indtil den 30. juli i år.
Mark Wiesbrot, grundlægger af Center for økonomisk og politisk analyse ”CEPR” i Washington, peger på, at Argentina har været et forbillede for forgældede stater.
Forstået på den måde, at landet siden restruktureringen af gælden, har reduceret fattigdommen med 75% fra 2002 til 2011, mindsket uligheden kraftigt, og kickstartet økonomien i en sådan grad, at den samlede produktion er fordoblet i perioden fra 2002 til 2011. Samtidig med at afdragene på den restrukturerede gæld blev betalt.
Argentina fik ikke lov til at betale afdragene på sin gæld
Den 30 juli i år var Argentina ikke i stand til at indbetale sit afdrag på sin gæld. Ikke fordi at landet manglede penge eller ikke ville indbetale. Argentina havde indsat 539 millioner dollar i ”Bank of New York Mellon få dage tidligere, som stod klar til at blive udbetalt til kreditorerne.
En amerikansk dommer, Thomas Griesa, havde den 21. november 2012, i en føderal domstol i New York dømt Argentina til at betale 1300 millioner dollars til forskellige spekulationsfonde.
Han besluttede desuden, at Argentina ikke kunne betale de kreditorer, der havde accepteret restruktureringen af gælden, før Argentina havde betalt de få kreditorer, der ikke havde accepteret restruktureringen af gælden. Siden har Argentinas økonomi været stærkt belastet af sagen.
Både Brasilien, Frankrig, Mexico og unionen af sydamerikanske lande (Unasur) kritiserede afgørelsen. Endvidere udtalte IMF bekymring for de systemiske implikationer, som dommen kunne få.
Uhørt ifølge Nobelprisøkonom
Joseph E. Stiglitz, professor i økonomi ved Columbia universitet, forklarer i en artikel på ”Projekt Syndicate”, at det er første gang i historien, at et land der er villigt til at betale sine kreditorer, bliver forhindret af en dommer i at gøre det.
Joseph Stiglitz mener, at Griesas afgørelse giver incitament til en skandaløs adfærd, der truer de internationale finansmarkeder. Han anfører, at der fraviges fra et grundlæggende princip i den moderne kapitalisme. Nemlig at insolvente skyldnere har brug for en frisk start.
I USA og de fleste lande findes der love, som lader låntagere, der ikke er i stand til at betale lånene, erklærer sig konkurs for at kunne komme videre. Men, som Mark Wiesbrot peger på, så findes der ikke sådanne mekanisme for stater. Det internationale finansielle system er afhængig af forhandlinger om restrukturering.
Stiglitz minder os om, at årsagen til Argentinas økonomiske nedtur især var de økonomiske strukturtilpasningsprogrammer fra Verdensbanken og Den internationale valutafond, også kaldet ”Washington Konsensus”.
Programmerne krævede nedskæringer i det offentlige budget, samtidig med en enorm udvidelse af statsgælden i 1990’erne. Forsøget mislykkedes, og landet led siden en dyb økonomisk og social krise.
Gribbene fra Amerika?
NML Capital er en underafdeling af hedgefonden Elliot Management, der er ledet af Paul Singer. Investeringsfonden har købt den gæld, som Argentina tidligere havde misvedligeholdt.
I 2008 opkøbte fonden med en rabat på 80%, obligationer for 58 millioner dollars fra tidligere kreditorer, og kan nu med dommer Griesas afgørelse, forlange en tilbagebetaling fra Argentina på omkring 823 millioner dollars, hvilket svarer til en fortjeneste på 1600%.
Tanken har hele tiden været at retsforfølge Argentina og kræve fuld tilbagebetaling.
Investeringsfonden har sin egen lobbyistorganisation, ”American Task Force Argentina”, der ifølge Wiesbrot, har brugt over en million dollars på mediekampagner sidste år.
Blandt de vigtigste aktører i denne kampagne finder vi neokonservative kongresmedlemmer, og især den anti-cubanske højrefløj fra Florida. Wiesbrot mener, at de forsøger at forpurre Barack Obamas forsøg på at forbedre forholdet mellem USA og Latinamerika og bekæmper generelt progressive regeringer i Latinamerika, der udfordrer den økonomiske ortodoksi.
Global økonomisk krigsførelse
Mark Wiesbrot kritiserer i det franske tidsskrift ”Le Monde Diplomatique” udviklingen i sagen:
”Konsekvenserne af afgørelsen handler om langt mere end konflikten mellem et land og de finansielle markeder. Konflikten drejer sig om de globale magtforhold mellem forgældede lande og deres kreditorer”.
“Og den illustrerer også den interne splid i amerikansk udenrigspolitik, hvor lederne må stille sig et smertefuldt spørgsmål: Hvordan skal vi reagere, når sydamerikanske regeringer kræver geopolitiske uafhængighed? ”
U-landene bør måske tage konsekvenserne af denne situation
Konsekvenserne kan være omfattende og forstærke modstanden mod et international finansielt marked domineret af amerikanerne. Fremadrettet vil vi måske se, at udviklingslandene får udstedt deres statsobligationer ved andre juridiske institutioner end USAs.
I 2009 blev 70 procent af udviklingslandenes statsobligationerne udstedt i New York. Men fx i Storbritannien og Belgien er der finansielle love, der ville have gjort afgørelsen i New York ulovlig.
Den amerikanske fastlåsning, hvor Obama tillader en distrikt dommer i New York at føre udenrigspolitik understreger for udviklingslandene, at de risikerer, at et uforudsigelig retssystem prioriterer nogle få spekulanters interesser frem millioner af menneskers skæbne.
Joseph Stiglitz anfører i den forbindelse, at Argentina blot er det sidste offer for finansielle spekulanters forsøg på at ændre de juridiske rammer, således at de frit kan jagte forgældede lande, der forsøger at restrukturerer deres gældsbyrder.
Derfor blev der også sendt et klart signal i FN´s generalforsamling den 9. september i år, da et forslag fra udviklingslandene i G77 og Kina, om etableringen af en international restruktureringsmekanisme for statsgæld, blev vedtaget. I øjeblikket arbejdes der hårdt på at finde en løsning.
Det bør være klart for de fleste, at der er behov for globale løsninger og ikke politiske domstole, der kun varetager spekulanternes interesser.
