Ban Ki-moon: Vand er afgørende for trivsel

Forfatter billede

FN’s generalsekretær understreger vandets vigtighed for fremtiden og truslerne, uklogt vandforbrug kan medføre. Uden vand kan vores samfund ikke trives, derfor skal vi blive bedre til at bruge det vand, vi har, mere forstandigt, lød budskabet fra FN’s chef i en tale i Budapest tirsdag.

”Vand er nøglen til vedvarende udvikling. Vi har brug for det til sundhed, fødevaresikkerhed og økonomisk fremgang. Men hvert år bringer nye udfordringer,” sagde Ban Ki-moon ifølge FN’s nyhedsservice og understregede, at omkring halvdelen af verdens befolkning kan komme til at opleve vandmangel i 2030.

”Omkring 2,5 milliarder mennesker har hverken adgang til et ordentligt toilet eller er beskyttet mod ubearbejdet affald. Diarré er den næststørste dræber blandt børn under fem år lige efter lungebetændelse,” fortsatte han.

Generalsekretæren udtalte, at verdens regeringer ikke kan gøre hele arbejdet. Derefter pegede han på den største vandforbruger, landbrugssektoren, som en vigtig spiller i kampen for klogere vandforbrug.

”Både små landbrug og industrielle giganter bliver nødt til at lære at få flere afgrøder for hver dråbe,” sagde han på universitet i Ungarn.

Se mere på
http://www.un.org/apps/news/story.asp?NewsID=46214&Cr=water&Cr1=#.UlavRGVqr4s