Boganmeldelse: Den succesfulde udstationering – husk familien!

Forfatter billede

Af Morten Søgaard, U-landsnyt.dk

I ”Blød landing – En familieguide til succesfuld udstationering” søger bogens forfattere at forberede familien på de udfordringer som en udstationering ofte medfølger – emnet er højaktuelt, og bogen indeholder mange brugbare råd til gavn for hele familien

I en verden hvor arbejdsmarkedet i stigende grad er internationalt kan en udstationering bane vejen for et karrierespring eller et mere jordnært behov om at få sand mellem tæerne – langt fra turene i Netto på jagt efter leverpostej.

For de familier der vælger at udleve drømmen, er det et projekt der ofte beriger, åbner nye muligheder og ændrer familemedlemmers selvopfattelse.

Afstemning af behov og forventninger før afrejsen er dog afgørende for at undgå mistrivsel hos medrejsende familiemedlememmer:

”Familiens forberedelse, fleksibilitet og forventningsafstemning er kernepunkter i en blød landing i det nye” (Blød landing…)

Afsæt og opbygning

Bogens forfattere Mette Hald og Camilla Thorgaard tager med udgangspunkt i egen uddannelsesbaggrund afsæt i de psykologiske og sociale aspekter af en udstationering. Det giver en indlevende og let tilgængelig tilgang, hvor bogens begrænsede volumen gør den letlæselig også for den utålmodige teenager, der står foran en udrejse.

Bogen er velstruktureret og de enkelte kapitler behandler på glimrende vis udsationeringen set i henholdsvis børns, teenageres, den medrejsende og den udsendtes perspektiv. Hvert kapitel afsluttes af en række konkrete tips, der fint opsummerer hvad der er på spil for det enkelte familiemedlem.

Bogen trækker på en række internationale undersøgelser inden for området og begrebet expat child syndrom vidner om, at det ofte er børnene der er de mest sårbare og gennemgår den største udvikling.

Den lavpraktiske tilgang med fokus på konkrete tips er både dens styrke og svaghed. Bogen er derfor en god guide i den indledende fase, hvor det handler om at forventningsafstemme.

Anonyme rejsebeskrivelser

Bogen giver spalteplads til en række citater fra udstationerede familiemedlemmer. Det er med til at give en god fornemmelse af nogle af de problematikker som man kan møde under og efter en udstationering.

Det er ærgerligt at eksemplerne er anonyme, det fratager læseren muligheden for at vurdere dem i en kontekst, og således fremstår de som brudstykker af de enkelte familiehistorier.

En hovedpointe er, at en hyppig årsag til kuldsejlede udstationeringer er manglende trivsel hos den eller de medrejsende, men en moderne famile består ofte af komplekse familerelationer.

Man kunne have ønsket en større refleksion over hvordan man som udstationeret forholder sig til relationer som ikke er en del af den medrejsende familie. Det gælder fx børn fra tidligere ægteskaber og svigermødre.

Den svære hjemkomst

Bogen afsluttes af et glimrende kapitel, der beskriver den svære hjemkomst, der ofte er en undervurderet og en endnu større omvæltning.

Pludselig er man blot én blandt mange og konfronteres med ”landsbysamfundet” Danmark i forhold til sin egen identitet.

Udsationeringen har måske budt på et liv på første klasse med tjenestefolk, store huse og en interesse om ens person, som man ikke er vant til. Det er en omvæltning, der er til at tage og føle på. Eller som bogen beskriver det:

”Hjemme skal man vænne sig til, at det er et selskabeligt højdepunkt, hvis naboen har tid til en øl i haven (og det ikke regner)” (Blød landing…)

Bogen kan i høj grad anbefales som inspiration og omdrejningspunkt for de familiesamtaler, der er nødvendige for en succesfuld udstationering, og for andre der går med drømmen, er det et godt realitetstjek.

Fakta

  • Bogens titel: ”En blød landning – En famileguide til succesfuld udstationering”
  • Forfattere: Mette Hald og Camilla Thorgaard
  • Forlag: Jurist- og Økonomforbundets Forlag
  • Udgivet: 2014
  • Antal sider: 155