Burmas nye parlament er samlet

valgmoede1
NLD-tilhængere samlet for at høre Aung San Suu Kyi tale inden valget i november.
Foto: Ane Nordentoft (arkiv)
Forfatter billede

Endnu et stort og vigtigt skridt blev taget i Burmas demokratiseringsproces, da det nyvalgte parlament mandag samledes for første gang.

Mange af de nyvalgte parlamentarikere fra National Liga for Demokrati (NLD), som Aung San Suu Kyi står i spidsen for, betegnede det som en følelsesladet dag.

Partileder Aung San Suu Kyi deltog også ved mandagens åbning, men

Aung San Suu Kyi.


Foto: arkiv
udtalte sig ikke til de forsamlede journalister, da hun gik ind i parlamentet i hovedstaden Naypyidaw.

Hvem skal være præsident?

Et af det nye parlaments første opgaver bliver at vælge landets nye præsident.

På trods af, at Aung San Suu Kyi er landets ubetinget mest populære politiker, kan hun ikke blive præsident i Burma, der også er kendt som Myanmar.

Den forfatning, som militærstyret udarbejdede i 2008, har en bestemmelse om, at en person, som er udenlandsk gift eller har børn der er udenlandske statsborgere, ikke kan indtage præsidentposten i Burma.

Bestemmelsen er skræddersyet til Aung San Suu Kyi, som var gift med den nu afdøde brite Michael Aris. Parret har to sønner, som begge er britiske statsborgere.

NLD har tilstrækkeligt med mandater til at kunne udpege den kommende præsident, og det er ventet, at det vil blive en af Aung San Suu Kyis nærmeste partifæller. Partiet har holdt kortene tæt til kroppen og ikke ladet nogen navne sive.

Blandt befolkningen er der stor opbakning til NLD og Aung San Suu Kyi, der fik 80 procent af de pladser, der var på valg. Her er det en cykel-taxichauffør med partiets flag.


Foto: Ane Nordentoft (arkiv)

Opmuntrende tegn

NLD sikrede sig 80 procent af de pladser, der var på valg ved parlamentsvalget den 8. november.

En fjerdedel af pladserne er dog ikke fordelt efter vælgernes ønske. De er nemlig reserveret til militæret, som ifølge valgloven også har kontrol med en række vigtige ministerier, herunder forsvarsministeriet.

Men selv om militæret sidder på 25 procent af pladserne, har NLD alligevel flertal i det nye parlament.

Valget i november var det første frie parlamentsvalg i Burma siden 1990. Det er ligeledes det første landsdækkende valg, hvor NLD valgte at deltage, siden militæret for 25 år siden valgte at ignorere partiets jordskredssejr og opretholde Aung San Suu Kyis husarrest, som alt i alt varede knap 16 år.

Efter valget i november har militæret og regeringspartiet, USDP, som i overvejende grad består af eks-generaler, imidlertid lovet at foretage en fredelig magtoverdragelse.

Iagttagere har endvidere set flere opmuntrende tegn på, at det gamle styre vil holde sit løfte. Blandt andet har der fundet en række møder sted mellem Suu Kyi og de hidtidige magthavere.

Indkørslen til Aung San Suu Kyis hus på University Road i Yangon, hvor demokrati-ikonet tilbragte sammenlagt knap 16 år i husarrest.


Foto: Ane Nordentoft (arkiv)