Ca. 22 millioner aborter foretages årligt under usikre forhold

Forfatter billede

I u-landene er antallet af kvinder, der dør på grund af restriktiv abortlovgivning, enormt.

Sex & Samfund: WHO og tidsskriftet, The Lancet, har torsdag offentliggjort en rapport, som viser, at andelen af usikre aborter fra 1995 til 2008 er steget fra 44 til 49 procent.

Hvert år foretages der omkring 44 mio. aborter og cirka halvdelen af dem sker altså under usikre forhold.

Det betyder først og fremmest, at kvinder i u-landene dør, fordi de ikke kan få adgang til aborter under ordentlige forhold. Rapporten viser også, at restriktiv abortlovgivning ikke fører til, at kvinder får foretaget færre aborter – de foregår bare under usikre forhold med risiko for døden til følge for mange kvinder.

– Desværre bliver de usikre aborter alt for ofte foretaget uden for sundhedssystemet under uhygiejniske forhold, og ofte bliver aborten også foretaget for sent i graviditeten. Det fører til, at kvinden får infektioner eller fysiske skader i forbindelse med aborten, der giver varige mén, eller at de i værste fald dør af komplikationerne, siger international chef i Sex & Samfund Birgit Lindsnæs.

Mere seksual-
undervisning og bedre lovgivning

Hun peger på tre områder, som man er nødt til at arbejde med for at få forbedret kvinders rettigheder, så man kan få antallet af aborter og derved døde mødre ned.

– Kvinderne skal have adgang til prævention og seksualundervisning, så de ikke bliver uønsket gravide. Der er 75 mio. uønskede graviditeter hvert år. Og den billigste måde at undgå mødredødelighed på er at sikre at kvinderne kun bliver gravide, når de ønsker det, siger Birgit Lindsnæs og uddyber:

– Herudover bør vi arbejde på opkvalificere lokale organisationer i u-landene, så de kan analysere lovgivningen og presse på for ændre de restriktive love i de relevante lande, så kvinder får ret til aborter under sikre og ordnede forhold. Desuden skal der arbejdes for at give bedre adgang til sundhedsydelser i fattige lande.

Hvert år dør 47.000 kvinder i verden på grund af usikre aborter – hvilket svarer til 13 procent af den samlede mødredødelighed i verden. I Afrika syd for Sahara dør 46 kvinder pr. 10.000 aborter.

Hvad Sex & Samfund gør

Sex & Samfund har i mange år arbejdet med kvinders rettigheder, seksualundervisning og adgang til prævention og er netop ved at implementere et globalt program, der skal styrke ngo’ernes kapacitet til at lægge pres på lokale, nationale og regionale myndigheder med henblik på at gennemføre rettighedspolitik og programmer indenfor seksuel og reproduktiv sundhed.

Mødredødelighed og adgang til prævention og seksualundervisning er dækket af FN’s 2015-mål nr. 5, som lyder: Mindske dødeligheden blandt mødre med tre fjerdedele inden 2015 og opnå universel adgang til reproduktiv sundhed inden 2015. Det er også det af FN’s 2015-mål, som halter længst bagud i forhold til sin opfyldelse. I stort set alle modtagerlande er hjælpen til familieplanlægning faldet siden 2000 fra 8,2 til 2,6 procent af den samlede udviklingshjælp målrettet sundhed.

– Vi er allerede på banen, hvor vi er med til at styrke kampen for kvinders rettigheder i fattige lande. Det er et område, som vi ønsker at arbejde med i stigende grad i de kommende år, fordi det fortjener opmærksomhed efter at have sakket bagud både på opmærksomhed og funding i alt for lang tid, siger Birgit Lindsnæs.

Sex & Samfund gennemfører også nu kampagnen Sign of Life, der sætter fokus på, at graviditet er den førende dødsårsag for unge kvinder i ulandene. Ikke aids, ikke malaria, ikke sult, men graviditet.

Yderligere information:
Mikkel Dalum, International kommunikationsmedarbejder, Sex & Samfund, mobil: 27 28 07 53.
Birgit Lindsnæs, International chef, Sex & Samfund, mobil: 28 76 61 16.

Kilde: Sex & Samfund