Gå til hovedindhold

Mobile menu

Afrikas stærke mænd

Noget om styrke. En stærk beretning fra Tanzania i de dage, hvor Mugabe og dos Santos tabte i Zimbabwe og Angola.
Mange ventede sig ikke det store eller overraskende af Magufuli. Men så trådte han i karakter og skabte overskrifter.

Mange ventede sig ikke det store eller overraskende af Magufuli. Men så trådte han i karakter og skabte overskrifter.

officielt (arkiv/CC)

Jeg var i Tanzania, da Robert Mugabe efter 37 år måtte opgive præsidentembedet i Zimbabwe, 93 år gammel. Det blev der meget naturligt talt en del om i Tanzania i de dage. Der er Afrikas gamle mænd, og der er Afrikas stærke mænd. Og så var der dem der forenede begge dele. De ældgamle stærke mænd.

Robert Mugabe var såmænd ikke den eneste. I Angola var Eduardo dos Santos præsident fra 1979 og indtil for nylig. Og der var andre lighedspunkter mellem de to. Mugabe søgte at sikre familie og arvefølge ved at køre sin unge kone i stilling som efterfølger. Det kiksede.

I oliestaten Angola havde dos Santos placeret sin datter Isabel som chef for det statslige olieselskab Sonangol. Præsidentembedet gennem næsten 40 år har gjort familien ekstremt rig, og planen skulle sikre formuerne.

Men stort set samtidig med Mugabes fald, meddelte Angolas nye præsident Lourenco, at han havde ”fritaget” Isabel dos Santos for hendes pligter i olieselskabet.

Jeg har de fleste oplysninger fra det tanzanianske dagblad The Guardian. ”Afrikas gamle mænd er omsider ved at forsvinde”, lød overskriften i avisen. Artiklen beskrev i øvrigt Isabel dos Santos som milliardær, så hun klarer sig nok endda, med mindre den nye regering kommer efter hende.

Magufuli trådte i karakter

Tanzanias præsident John Magufuli er bestemt ikke gammel efter afrikansk politisk målestok. Kun 58 år. Han klynger sig næppe heller til magten, for i Tanzania er der en god tradition for, at præsidenter træder tilbage, når deres periode er udløbet.

Men stærk er Magufuli tilsyneladende, og endda overraskende stærk. Han har kun været præsident i 2 år, og han var lidt af en kompromiskandidat for det altid regeringsbærende parti CCM i 2015. Mange ventede sig ikke det store eller overraskende af ham.

Men så trådte han i karakter og skabte overskrifter. Den tanzanianske elite kan - som de fleste andre eliter også i Europa – godt lide at rejse og bo på dyre hoteller. Men en af Magufulis første handlinger var at reducere en delegation til en Commonwealth-rejse fra 50 til 4 personer. Og det var ikke bare et symbolsk signal. Der er skåret dramatisk ned på rejseriet i og udenfor Tanzania lige siden. Han har også dekreteret, at embedsmænd, der rejser indenlands, skal bo på regeringens egne gæstehuse og ikke på dyre hoteller. Her to år senere fortæller troværdige mennesker, at der er rygter om lukningstruede hoteller, der tidligere nød godt af offentligt frådseri. Selv rejser Magufuli meget lidt uden for landets grænser og indenlands har han dekreteret, at rejser så vidt muligt sker på jorden og ikke i fly.

Magufuli er også præsidenten, der møder uanmeldt op på Dar es Salaams fiskemarked eller på byens største hospital. Det første sted i gummistøvler med et budskab om rengøring og hygiejne. Det andet sted for at tjekke om læger og andet personale nu er mødt til tiden om morgenen. Det var de i hvert fald ikke lige efter præsidentskiftet. Måske er de nu.

Når der mangler udstyr beder han også lige sine folk tjekke, om det manglende udstyr tidligere rent faktisk er blevet indkøbt – for eksempel til hospitalet. Det var det i hvert fald i et tilfælde, og hospitalet fik et par uger til at finde det (når det nu var blevet væk). Da præsidenten kom tilbage, var det mærkeligt nok blevet fundet, og nu fungerede det. Sådan sker der noget næsten mirakuløst, og der er mange lignende historier. Formentlig også nogle, der er blevet endnu bedre ved at blive genfortalt.

Alvorlige skyggesider

Magufuli er jo ingen enmandshær, og det handler også om at få eksisterende eller nyintroducerede systemer til at fungere. Erhvervsfolk fortæller (nogle ret utilfredse) om, hvordan der er indført et elektronisk indberetningssystem i forbindelse med betalinger og udstedelse af kvitteringer, samtidig med at kontrollen er øget. Det betyder - i hvert fald ifølge nogle erhvervsfolk – at sort arbejde er voldsomt på retur. Folk beder selv om at få autoriserede kvitteringer af frygt for at blive taget.

Kampen mod korruption er Magufulis vigtigste kamp, og det er der god grund til, i et land der gennem årene er blevet mere og mere gennemsyret af korruption. Opinionsanalyser peger nu på, at de fleste rent faktisk mener, der er sket et fald i korruptionen. De nye systemer gør det vanskeligere og sikrer formentlig staten større indkomster.

Men som med alle stærke mænd er der også meget alvorlige skyggesider, og jeg skynder mig at nævne nogle, inden mine Tanzania-kyndige venner udråber mig som alt for naiv.

I sit opgør med mangt og meget er Magufuli også en mand, der lukker sig bag en inderkreds, og som slår hårdt ned på uønskede kritikere. Han lukker aviser. Han er barsk ved civilsamfundet, og han giver ikke meget for oppositionen. Det er ikke svært at se tendenser til noget, der i andre lande er endt med at være autoritære regimer på vej mod det diktatoriske. Mange frygter, at det går den vej.

Og det har – som jeg fornemmer det – overrasket mange, at han har vist sig foreløbig at have så magne kræfter og styrke til opgørene.

”Al magt korrumperer. Total magt korrumperer totalt”, siger man, og det har jo passet meget godt både på Mugabe og dos Santos og på adskilligt flere afrikanske regenter. Kan Magufuli undgå at lade sig korrumpere?

Det snakker man også en del om, og det spørgsmål stilles vel også.

Tusinder låst fast i trafikken

Lad mig slutte af med et par virkelighedsbeskrivelser, der viser, at der naturligvis endnu er meget langt igen inden altid fungerer efter bogen, samt at landtransport for præsidenter også kan være en bekostelig affære for alle andre.

Forrige lørdag var vi på vej ad Tanzanias absolutte hovedvej mod vest. Vi skulle til Morogoro.

En times tid vest for Dar es Salaam blev vi og alle andre standset af politiet og bedt om at vente. Det gjorde vi så. Flere og flere og flere og flere. Så kom der en bilkortege med politi og blå blink for og bag.

”Det var en minister” fortalte vores chauffør. Så troede vi, at vi kunne køre, men det kunne vi ikke. Ti minutter senere kom der en ny kortege med politi for og bag.

”Det var vicepræsidenten”, sagde vores chauffør, der kunne læse nummerplader.

Så troede vi, at vi kunne køre, men det kunne vi ikke. 5-10 minutter senere kom en ny men ret kort kortege med politi for og bag.

”Det var regionalkommissæren”, sagde vores chauffør. Så troede vi, at vi kunne køre, men det kunne vi stadig ikke. 20-25 minutter efter kom en meget lang og hurtigt kørende kortege med politi og blå blink for og bag.

”Det var præsidenten”, sagde vores chauffør.

Så troede vi, at vi kunne køre, og det måtte vi også, men efter at vi havde holdt stille sammen med tusinder af andre i cirka fem kvarter, tog det yderligere en times tid, før trafikken var løst op. Vi sad i en bil, tusinder vandrede og vandrede, fordi der gik timer, inden busdriften igen var normal.

Det var et nyt sundhedsuniversitet, der blev indviet, og præsidenten holdt en rigtig god tale, blandt andet om at få mere ud af ressourcerne.

Tre timer senere blev vi standset af politiet. Det var lidt overraskende, for vores chauffør kørte rigtig godt og ansvarligt og bemærkede alle skilte med hastighedsbegrænsninger. Men målingen viste 52 km, hvor han kun måtte køre 50 km, fortalte betjenten. Han og chaufføren gik afsides og talte lidt om det. Da chaufføren kom tilbage, spurgte vi til resultatet. En bøde med kvittering koster 30.000 shilling. Han betalte 10.000 shilling (40-45 kr) uden kvittering. Han sparede 20.000 og formentlig også mindst en times tid for os alle sammen. For en bøde med kvittering krævede, at han tog med på politistationen.

Der er stadig forskel på politik og virkelighed. Der som her. Men udviklingen er spændende.