Autentisk møde mellem mesterlige nomader

1360px-ballake_sissoko_4_crop
Ballaké Sissoko fanget på scenen tilbage i 2009.
Foto: Ggal/CC BY-SA 3.0
Forfatter billede

6. marts 2020

Da verden var ung, og den vestlige verdens unge i kølvandet på 1960’ernes kulturomvæltninger rakte ud efter alverdens musik, blev den vestafrikanske kora, med sine 21 strenge og en stor kalabas som lydkasse, populær.

Et af de banebrydende album var ’Ancient Strings’ fra 1973 af de to fætre Siddiki Diabaté og Djelimady Sissoko. 25 år senere gjorde sønnerne af de to hedengangne musikere dem kunsten efter og skrev historie med albummet ’New Ancient Strings’, der var en hyldest til deres afdøde fædre.

Begge grandfætre er i dag blandt de største korastjerner. Den ene er Toumani Diabaté, og den anden er Djelimoussa “Ballaké” Sissoko, som er albumaktuel med ’Sissoko & Sissoko’.

En nomade finder sin oase
Ballaké Sissokos vej til succes har været snørklet. Han har spillet for få tilskuere og har ydmygt indgået i mange sammenhænge, hvilket har gjort ham til en verdensjazzens nomade. Men selv en nomade finder jo en oase af og til.

Over det sidste årti har Ballaké Sissoko virkelig skinnet i fabelagtige samarbejder med specielt den franske cellist, Vincent Segal, som han har lavet to plader med. Og nu har han virkelig ramt jackpot sammen med en anden malisk griot og skabt denne plade, der har det hele. Baba Sissoko er ligesom Ballaké en musikernomade, som i mange år gjorde sig bemærket på turnéer over hele verden som del af Habib Koités fine og populære orkester.

Han er en multiinstrumentalist, som er mest kendt som virtuos på den “talende” tamani-tromme, på hvilken han i sin ungdom i Bamako ene mand akkompagnerede praise-sangerinder til byens berømte søndagsbryllupper.

I den sidste snes år har han boet i eksil i Italien. Ved siden af trommen spiller Baba Sissoko også den lille n’goni-lut og sandelig også Wassoulou-traditionens svar på rock’n’roll, den ottestrengede kamele n’goni, som i hans hænder virkelig er et soloinstrument. Det får vi lov til at opleve på denne nye plade.

Afslappet tilgang
De to Sissoko’er skiftes til at synge, og selv om især Ballaké Sissoko ikke er nogen bemærkelsesværdig sangfugl, så giver det en hyggelig og afslappet følelse af at være helt tæt på. De to er veteraner og skal ikke føre sig frem.

Oplevelsen er her i første omgang klart Baba Sissoko, som i løbet af årene i Italien har udviklet en dejlig bluestilgang. Det demonstreres især på åbningsskæringen, som slægter Ali Farka Touré på.

Her lægger en krystalklart produceret kora bunden, mens Baba Sissoko langsomt oparbejder en storm med sin talende tromme, der, som man oplever det inden for bwa- eller bobotraditionen, er spillet dybt nede i bassen og altså ikke har de høje, svirpende diskantslag, man bruger normalt. På sangen får han affyret en flot og lang solo, der får modspil af koraens kildevæld, inden en fin indledning fader ud.

Nu er de jo grioter, og det skal være autentisk, så der er en del rosende taler på pladen, hvor særligt Baba Sissoko på bambara skamroser Ballaké Sissokos far og dennes ophav. Det bliver lidt uvedkommende for lyttere, der ikke taler det fjerneste bambara.

Normalt bliver roserne fremført som smuk sang, så alle, uanset sproglige kunnen, får en oplevelse ud af det, men det er altså ikke tilfældet her.

Rustikt, knitrende, fedt
Men det er nu også det eneste uvedkommende på pladen, hvor der bliver spillet vidunderlige instrumentale stykker, og Ballaké Sissoko veloplagt viser, at han hører til i toppen og evner at improvisere og kommunikere med sin legesyge makker.

Her er et topnummer den tredje skæring, ’Bi Djelia’, hvor koraen spilles fnuglet, mens Baba Sissoko demonstrerer sit slægtskab med indiske tablaspillere, gennem måden han synger sine beats på, mens han fyrer den af på sin tamani.

Herfra tages vi med ned mod Wassoulou-området, der ligger sydøst for Bamako nær grænsen til Burkina Faso, på pladens titelmelodien. Det er en gloriøs udveksling, hvor oplægget er bluesagtige ansatser på jægerharpen kamele n’goni, hvorefter koraen sætter af nede i bassen, og der går duel i den mellem de to spillemænd. Det er rustikt, knitrende og fedt.

Og det er endda kun indledningen, for på næste nummer synes vi tilbage i manding-traditionen.

Endnu en gang risler koraen som floden, mens Baba Sissoko nu har fundet den lille n’goni-lut frem, og musikken får den herlige tidløse kvalitet, som er den magi, malisk musik, som få andre, kan mane frem.

Konklusion: Er du til traditionel Mali-musik er denne plade et must. Hør den et par gange, og du vil blive aldeles afhængig.