Colombia forhandler fred med endnu en oprørsgruppe

eln_silvia_andrea_moreno
Forfatter billede

Efter de colombianske vælgere tidligere på måneden afviste den fredsaftale, der er forhandlet på plads mellem FARC og Colombias regering, håber regeringen, at nye forhandlinger med ELN kan være med til at redde fredsprocessen.

Fredsforhandlingerne med ELN indledes på torsdag med blandt andre Norge som mægler.

Sammenstød mellem hæren og ELN inden forhandlinger

Som det er tilfældet med FARC har Colombias regering ligget i konflikt med ELN i et halvt århundrede.

Der er ingen våbenhvile på plads mellem parterne.

Så sent som for en uge siden var der kampe mellem den colombianske hær og medlemmer af ELN, skriver flere internationale medier. Et ELN-medlem blev dræbt og 4 anholdt.

Samtidig med, at forhandlingerne går i gang mellem regeringen og ELN, har regeringens forhandlere og FARC igen sat sig ned for at forhandle videre om den fredsaftale, som colobianerne forkastede ved en folkeafstemning 2. oktober.

Fredsaftalen, som indbragte Colombias præsident, Juan Manuel Santos, Nobels fredspris, indebærer i sin oprindelige form, at FARC-medlemmer skal integreres i Colombias politiske liv og at der skal gives amnesti for mange af de forbrydelser, bevægelsen står bag.

Både regeringen og FARC har indtil videre forlænget deres gensidige våbenhvile til årets udgang.