Da en borgerlig regering i 2010 finansierede 300 mio. kroners ekstra asyludgifter over udviklingsbistanden, var det til stor vrede fra Socialdemokratiet. For få uger siden lagde selvsamme parti op til selvsamme manøvre, blot 8-9 gange større i volumen.
Med beslutningen går Danmarks tid som foregangsland i det internationale udviklingssamarbejde på hæld.
Beslutningen om at lade verdens fattigste betale for Danmarks asyl- og flygtningeudgifter er dog ikke alene regeringens seneste tilføjelse til en lang liste over dybt hykleriske tiltag. Det er også udtryk for et dybt forskruet system i OECD, hvor donorer som Danmark får lov til at indberette sådanne udgifter som udviklingsbistand.
OECD’s definition på, hvad der må karakteriseres som officiel udviklingsbistand, må og skal revideres således, at den slags vanvittige tiltag umuliggøres for fremtiden.
Danmarks lange historie med finansiering af asyludgifter over udviklingsbistanden
Undervejs i debatten om finansieringen af Danmarks asylregning har flere givet udtryk for deres store forskrækkelse og overraskelse over at regeringen vil bruge midler fra udviklingsbistanden, til at finansiere en enorm regning på flere milliarder. Forskrækkelsen kan jeg forstå, selvom regeringens historie når det kommer til sådanne hykleriske beslutninger er ret så tydelig.
Overraskelsen forstår jeg dog ikke. Skiftende regeringer har gennem årtier brugt udviklingsbistanden til at finansiere asyludgifter, og på den måde kunstigt holdt bistandsprocenten oppe.
Tager vi et hurtigt blik på finansieringen af udgifter til ’flygtningemodtagelse i Danmark’ som det igennem mange år hed i Danidas årsberetninger, kan vi se, at skiftende regeringer har benyttet sig af at lade udviklingsbistanden finansiere en del af denne udgift. Helle Thornings regeringer har ikke valgt at vende denne trend, tværtimod.
Det scenarie vi har været vidne til gennem de sidste tyve år er formodentligt mest af alt et best-case af slagsen, i hvilket politikerne har begrænset deres misbrug af bistandsmidler.
Den nye beslutning er således desværre blot udtryk for, hvad der er muligt indenfor rammerne af udviklingsbistand, som de defineres af OECD.
I teorien vil en ny Venstre-regering kunne lade bistanden reducere til udelukkende at betale for asyludgifter, og stadig leve op til Danmarks 0,7 forpligtelser. Det vil naturligvis kræve at vi enten øger udgifterne og kvaliteten i asyl-behandlingen eller åbner vores grænser for flere flygtninge. Begge dele er svære at forestille sig under en ny regering.
OECD’s bistandsdefinition er ubrugelig
At regeringen kan skære bistanden med 2.5 mia., uden at det i princippet vil ændre vores bistandsprocent, taler sit tydelige sprog om, at OECD’s definition på officiel udviklingsbistand eller Official Development Aid (ODA), er ubrugelig.
Heldigvis er arbejdet med at finde en ny definition på ODA i fuld gang i OECD, og forventes afsluttet i løbet af 2015. Sammen med en kollega har jeg skrevet en længere analyse af processen, du kan finde hos Ræson.
Det nok væsentligste spørgsmål i konteksten af asyludgiftssagen er, hvorvidt den nye definition, der lægges op til, vil kunne umuliggøre sådanne vanvittige beslutninger i fremtiden.
Vi vil nok aldrig kunne stoppe politikerne fra at skære i udviklingsbistanden (bortset fra naturligvis ikke at stemme på individer der ønsker den slags), men vi kan sikre at sådanne indgreb kommer med politiske konsekvenser ift. Danmarks bistandsforpligtelser.
Der er stadig langt til en endelig beslutning om fremtidens ODA, men det ser ud til, at der fremtoner et billede af at bistandsforpligtelserne vil komme til at hentyde til en ydre og en indre cirkel.
I den indre cirkel vil der være tale om en snæver definition på udviklingsbistanden, der formodentligt ikke vil inkludere asyludgifter som for nuværende.
I den ydre cirkel vil alle tiltag, der har en ‘udviklingseffekt’ kunne tælle med, og give mulighed for at inkludere nye donorer fra syd og den private sektor i dialog om udviklingssamarbejdet.
Det er uklart, hvad det vil betyde for ODA forpligtelserne, men man må formode at der så bliver tale om to separate forpligtelser, og at den enkelte donor vil kunne tage stilling til om man vil forpligte sig i begge cirkler, eller kun vil være med i en af dem.
Sådan en ordning vil utvivlsomt betyde en udvanding af 0,7 målet, der ellers har stået som et tydeligt pejlemærke igennem årtier, og som de langt de fleste politikere kender til, også dem uden nogen nævneværdig interesse i udviklingsbistanden.
Udvanding eller ej er der brug for en ny definition på udviklingsbistand, der for fremtiden kan umuliggøre beslutninger som Regeringens misbrug af bistandsmidler til asyludgifter.
En ny definition på ODA, der er bred vil være en katastrofe i det henseende, men en snæver definition mister lige så stille sine fortalere.
Hollands tid som bannerfører på udviklingsområdet er forbi. Danmarks plads i kredsen af foregangslande nærmer sig måske enden. Den sidste nye udhuling er i hvert fald et skridt med retning mod bunden.
