Sjælden kulturarv kommet hjem til Mexico

matthew_stirling_wiki
Typisk for olmekerne var blandt andet udskårne stenansigter. Dette ansigt er dog ikke en af de kunstgenstande, der nu er kommet retur til Mexico.
Foto: Matthew Stirling (wikimedia/arkiv/CC)
Forfatter billede

Det tog næsten ti års juridisk tovtrækkeri, men nu er de to sjældne figurer endelig tilkendt og tilbageleveret til Mexico. Det skriver flere medier.

Tyske myndigheder konfiskerede tilbage i 2008 artefakterne fra en kontroversiel kunstsamler fra Costa Rica, Leonardo Patterson.

Patterson fastholdt, at figurerne var hans og købt på ærlig vis fra en europæisk kunsthandler:

”Jeg har købt alle mine ting i Europa. Jeg smugler ikke”, skulle han angivelig have fortalt politiet i München.

Men et vidne i retssagen mod ham i 2008 kunne berette, at Patterson var vidende om, at kunsthandleren havde opkøbt flere af sine kunstgenstande fra en gravrøver.

Patterson appellerede dommen fra 2008 og i mellemtiden indgik olmek-figurerne i samlingen af over 1000 artefakter fra olmekerne, aztekerne og mayaerne i delstaten Bayerns arkæologiske samling.

I 2015 faldt der endelig dom over Patterson og Mexico fik i en sag mod Tyskland tilkendt retten til figurerne. Efter yderligere to år er figurerne nu endelig leveret tilbage.

Olmekerne var et mystisk folkeslag, som levede i den sydlige del af Mexico. De er én af de første kendte kulturer i Amerika, men fordi de ikke efterlod sig skrifttegn eller lignende, ved man ikke meget om dem.

De var dog rige i deres kunstform og efterlod sig udover tempelbyer og udskårne stenansigter også jadefigurer og altså meget unikke mere end 3000 år gamle træfigurer.

Helt exceptionelt har de kunnet overleve op til vores tid, fordi de har ligget i iltfattige sumpområder.