Gå til hovedindhold

Mobile menu

Sydøstasiens første højhastighedstog er på vej – betalt af Kina

Arbejdet med at bygge Indonesiens længe ventede højhastighedsjernbane er nu gået i gang. Det 5 milliarder dollars dyre projekt skal forbinde Bandung og Jakarta på en 142 km lang jernbane og er blot et af mange projekter i Indonesien finansieret af Kina i forbindelse med deres One Belt, One Road initiativ.
Den foreslåede højhastighedsbane på Java.

Den foreslåede højhastighedsbane på Java.

Gunawan Kartapranata

Aftalen om at bygge en jernbane egnet til højhastighedstog mellem hovedstaden Jakarta og Bandung på den vestlige del af Java blev indgået allerede i 2015 og var planlagt til at begynde allerede i starten af 2016.

Projektet er skudt i gang, og China Railway Corporation har i sidste uge udtalt, at der allerede er sket betydelige fremskridt med at bygge jernbanen. Jernbanen er finansieret af lån fra kinesiske banker, og det er China Railway Corporation, som står for projektet.

Kinesiske investeringer er mere end fordoblet, siden Kina og Indonesien nåede enighed om aftalen om investeringer i infrastruktur tilbage i 2015. Andre større infrastruktur-projekter, som kineserne er involveret i, tæller blandt andet et 23,3 milliarder dollars dyrt vandkraftanlæg, som blev annonceret i april.

Infrastruktur for milliarder

I januar rapporterede Bloomberg, at den indonesiske præsident, Joko Widodo, jagtede 150 milliarder dollars til at finansiere sin ambitiøse plan om at opbygge infrastrukturen i landet, halvvejs inde i en femårs infrastrukturplan fra regeringens side.

Femårs-planen skal opbygge Indonesiens infrastruktur for 327 milliarder dollars med veje, lufthavne og jernbane-projekter. Kun 15 milliarder dollars kommer fra den indonesiske statskasse, mens den helt store andel kommer fra private investorer fra fx Kina.

One Belt One Road Initiativet er også kendt som Kinas nye ”silkevej”, der skal binde Asien, Europa og Afrika sammen med ny og forbedret infrastruktur.

Se tidligere Globalnyt artikler om Kinas nye ”silkevej” her og her