Udviklingssamarbejdets altædende natur

8149485281_572525df87_z
Bill & Melinda Gates Foundations hovedkontor i den amerikanske by Seattle.
Foto: Jules Antonio, Flickr!
Laurits Holdt

13. oktober 2015

Adam Moe Fejerskov

Adam Moe Fejerskov (født 1987) er Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han beskæftiger sig med globale uligheders manifestationer og konsekvenser rundt om i verden.

Han arbejder konkret med hvordan uligheder flyder fra og formes af forhold som ny radikal teknologi, videnskab, og ambitioner om at skabe global udvikling.

Adam Moe Fejerskov har tidligere været rådgiver i Udenrigsministeriet og arbejdet for civilsamfundets netværksorganisation (i dag Globalt Fokus).

Læs alle Adam Moe Fejerskovs blogindlæg

Indrømmet, inspirationen til dette indlæg kommer fra en lang og, hvis man ikke lige har forskerbrillerne på, sikkert kedelig videnskabelig artikel.

Kigger man på artiklens indhold og konklusioner med nogle lidt mere gængse udviklingsbriller er der dog alligevel nogle meget relevante pointer.

Spørgsmålstegn ved tingenes tilstand

Det overordnede udgangspunkt er, at vi hører rigtig meget om, hvordan nye udviklingsaktører som Kina, Indien, og Brasilien kommer frem med nye måder at gøre tingene på og er med til at ændre hvordan vi tænker og udfører udviklingsarbejde.

Det er helt rigtig, at disse aktører er med til at vi stiller spørgsmålstegn ved tingenes tilstand og får os til at revurdere abstrakte magtforhold og konkrete praksisser på jorden.

Men det er ikke udelukkende udviklingssamarbejdet, der ændrer sig når sådan nogle nye spillere kommer på banen. Noget sker der nemlig med de her aktører selv, i takt med at de udsættes for de stærke normer og måder de etablerede aktører gør tingene på.

Lige så stille begynder de at adoptere eksisterende tilgange og praksisser, og bliver langsomt mere og mere lig med den gamle garde. Men hvordan sker sådan noget?

Artiklen kigger konkret på, hvad der er sket med Bill og Melinda Gates Fonden siden den indtrådte i udviklingssamarbejdet for omkring femten år siden.

Ved at kigge på udviklingen i deres politikker, måden de går til deres projekter på og opsøger samarbejde, og naturligvis ved at snakke med medarbejdere der har været involveret gennem årene, tegner sig en ret interessant fortælling.

Voldsomt voksende pengetank

Da Gates Fonden åbnede dørene tilbage i 1999 var det en lille fond med få medarbejdere, der kun rigtig gad at engagere sig i at finansiere udviklingen af nye vacciner. Over de følgende år voksede dens pengetank voldsomt, men der var stadig ikke rigtig mange medarbejdere i forhold til hvor mange milliarder den gav ud hvert år.

Holdningen i fonden var helt klart, at man selv bedst vidste hvordan tingene skulle gøres, og at man ikke havde behov for at samarbejde med de andre udviklingsaktører, ja man ville slet ikke anderkende at man selv var en sådan.

Men langsomt skete der noget i fonden i midten af sidste årti. Flere og flere penge skulle uddeles hvert år, og man begyndte at engagere sig i områder som landbrug, vand og finansielle ydelser til de fattigste.

Alle sammen områder, som kræver et helt andet engagement end bare at give penge til videnskabsmændene i laboratorierne, der skulle udvikle nye vacciner.

Det kræver, at man forstår den lokale kontekst og hvordan man skaber udvikling ’på jorden’, og så det kræver ikke mindst nye medarbejdere der kan den slags.

Over de næste år, og frem mod i dag, er fonden så eksploderet i størrelse og har ændret sin måde at arbejde på markant.

I stedet for de 100 medarbejdere der arbejde der i 2002 arbejder der nu over 1200, og fra et budget på administration på omtrent 300 millioner kroner for ti år siden, bruger fonden i dag over 3 milliarder kroner om året på den slags.

I stedet for at isolere sig og ikke opsøge hjælp fra andre, blander fonden sig glædeligt i den offentlige debat i dag, og har en markant holdning til hvordan man bør udføre ’godt’ udviklingsarbejde; den deltager i OECD og FN når der skal findes nye udviklingsmål, som den igangværende SDG-proces; og så lægger den enorm vægt på vigtigheden i partnerskaber og samarbejde med andre organisationer, ud fra den relativt simple erkendelse at den slags giver bedre resultater.

Stærke normer

Hvad siger denne her historie os? Den er naturligvis fortalt i en forkortet version her, men historien viser ret tydeligt, hvordan en nye udviklingsaktør som Gates Fonden ikke kan isolere sig og efterstræbe sine egne alternative og innovative tilgange i fred.

Alle organisationer, der engagerer sig i udviklingssamarbejdet udsættes for de helt klare normer, der eksisterer for hvordan udviklingsarbejde bedst udføres.

Og det har nogle helt tydelige konsekvenser for den måde de arbejder på og er med til at selv nye og innovative organisationer som Gates Fonden med tiden bliver tilpasset og gjort langt mere ’konventionelle’.

Sådanne stærke normer er både en potentielt god og en dårlig ting.

Potentielt dårlig fordi nye aktører med specielle og måske endda innovative måder at tænke udvikling på langsomt vil blive ’ligesom de andre’ i deres tilgange. Et så etableret felt som udviklingssamarbejdet, der har fungeret i mere end et halvt århundrede har brug for nytænkning og for at få rystet posen engang imellem, og de stærke normer kan være med til at holde den slags nede.

Men de er gode, fordi de viser, at der er en række krav og ideer man skal leve op til som udviklingsaktør, for at blive set på som legitim eller en ’god’ en af slagsen. Det medvirker til at praksisser og tilgange, der ikke nødvendigvis bliver set som legitime langsomt vil kunne nedtones og afvikles.

Gates Fonden er ingen engel og støtter stadig tvivlsomme projekter, hvis konsekvenser ikke altid er lige fornuftige, men dens tilgang til udviklingsarbejdet har langsomt ændret sig mod det vi forbinder med de traditionelle aktører.