Globalnyt præsenterer: Ugens tre
“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.
Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.
Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.
Kina, april-juni 1989
Efter politikeren Hu Yaobangs bortgang i april 1989 begyndte en stribe fredelige protester blandt de studerende i Beijing. Yaobang havde været vellidt grundet sine ideer om frihed og demokrati – noget, som de studerende gerne ville opnå mere af.
Som ugerne gik, voksede antallet af studerende fra 3.000 til 100.000, og dertil begyndte de studerende at organisere sig i Beijings Frie Studenters Union. Det faldt ikke i god jord hos myndighederne, der i slutningen af april begyndte at slå hårdt ned på demonstranterne.
Resultatet blev en massiv sultestrejke blandt de studerende, som ledte til stor sympati i befolkningen. Folk fra alle samfundslag begyndte at slutte sig til demonstrationerne, og i slutningen af maj 1989 var der en million demonstranter på Den Himmelske Freds Plads, der ligger centralt i Beijing.
Myndighederne følte sig så truede, at de den 3.-4. juni satte militæret ind, hvilket endte i et regulært blodbad med op til 6.000 dræbte demonstranter og næsten 10.000 sårede. Demonstranter blev fængslet i hobetal og hele sagen forsøgt dysset ned og kontrolleret af regimet.
Oprøret på Den Himmelske Freds Plads blev især ikoniseret af den unge mand, der stopper en række tanks ved blot at blive stående stille foran dem.
Men trods international fordømmelse har det kinesiske regime aldrig anerkendt deres rolle i massakren, og det er i dag ulovligt at omtale hændelsen i Kina. Resultatet af oprøret blev en stramning af lovgivningen og endnu mindre frihed og indflydelse til det kinesiske folk. Flere af de demonstrerende sad fængslet i årevis, og det er uvist, om alle er løsladt her næsten 30 år efter.
En modig kinesisk mand stopper en konvoj af tanks på Den Himmelske Freds Plads 1989.
Foto: Jeff Widener, Associated Press
Chile, august 2011-2013
Chile er berygtet for at have et af de mest ulige uddannelsessystemer i verden. Det skylder i stor grad en gennemgribende privatisering af uddannelsessystemet, som begyndte med Pinochets afgang som diktator i 1990, og landet formelt blev et demokrati.
I 2011 fik de studerende nok af, hvad de kaldte ”verdens dyreste uddannelsessystem”, og de gik på gaderne med krav om reformer.
Oprøret udviklede sig hurtigt voldeligt og de studerende blev mødt med vandkanoner og tåregas. Den meget hårdhændede behandling af de demonstrerende førte til udstrakt sympati i resten af befolkningen, der så de studerendes krav om et mere lige uddannelsessystem som rimelige.
Demonstrationerne trak i flere tilfælde over 100.000 demonstranter primært i den chilenske hovedstad Santiago.
Oprøret bragte minder tilbage om oprøret i 2006, hvor over en halv million chilenske gymnasieelever strejkede med krav om bedre uddannelsesforhold. Som henvisning til gymnasieelevernes sort-hvide skoleuniformer blev oprøret dengang blev kaldt ”Pingvinernes oprør”.
Uligheden i uddannelsessystemet afspejler en dybere ulighed i det chilenske samfund generelt, og oprøret var i høj grad et udtryk for et ønske om et nyt økonomisk system, da mange studerende ikke mener, at kapitalismen er fremtiden for Chile. Oprøret varede i over to år, og er flere gange blusset op igen med blodige kampe mellem studerende og militæret, og i maj 2015 blev to demonstranter skudt og dræbt under en demonstration i Valparaiso.
De chilenske studerende fik en usædvanligt hård medfart af militæret.
Foto: Claudio Cáceres
Sydafrika, oktober 2015-januar 2016
Efter et forslag fra den sydafrikanske regering om at hæve brugerbetalingen på universiteterne med 11,5 % gik sydafrikanske studerende i oktober 2015 på gaderne. Den hævede brugerbetaling ville særligt blive et problem for de mange studerende fra fattige hjem, der i forvejen kæmpede for at kunne betale deres uddannelse.
Det var derfor desperate studerende, der 13. oktober forsøgte at storme parlamentet i Johannesburg, hvilket blev slået brutalt tilbage af regeringsstyrker.
Over de næste måneder spredte uroen sig under navnet #FeesMustFall til tusindvis af studerende og ansatte på universiteterne over hele Sydafrika. Efter de første demonstrationer i 2015 lovede regeringen ellers at droppe de planlagte forhøjelser af studieafgiften, men universiteterne var stadig pressede.
I januar 2016 besluttede universitetsledelsen på North-West University i Johannesburg at opløse studenterrådet, hvilket førte til voldelige kampe mellem studerende og sikkerhedsvagter, som angiveligt skød mod de studerende.
Efter de blodige demonstrationer har de studerende besluttet at gå en anden vej og i stedet forsøge at fundraise store beløb til universiteterne. Selvom der er blevet rejst adskillige millioner kroner, har stigningen i studieafgift i dag stadig stor betydning for mange sydafrikanske studerende (i særdeleshed de sorte), der må droppe studierne som følge af dårlig økonomi.
Herunder kan de se, hvordan det så ud, da de sydafrikanske studerende stormede parlamentet i 2015:
