Globalnyt præsenterer: Ugens tre
“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.
Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.
Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.
Poncho og chullo i Peru
Det er svært at tænke på Andesbjergene uden at tænke poncho. I Peru anses ponchoen sammen med den strikkede hat, chullo, for at være den traditionelle, nationale klædedragt. Tøjet er blevet båret af oprindelige folk i regionen i flere tusind år.
Ponchoen er nok en af de mest simple former for beklædning, da det i bund og grund blot er et stort, firkantet stykke stof med et hul i midten til hovedet. Oprindeligt var ponchoen arbejdstøj og var derfor kraftig i kvaliteten og vævet i lama- eller alpakauld. Den skulle kunne modstå vind og vejr og holde bonden varm, når han færdedes ude. I en snæver vending kunne ponchoen også anvendes som tæppe, hvis man var nødt til at overnatte udendørs. Ud over den grove version fandtes der en mere farverig udgave til kvinder, som var kortere og kunne bruges som tørklæde.
Chulloen var ligeledes i uld for at holde bæreren varm og dertil med øreflapper, som kunne bindes sikkert under hagen i hårdt vejr. Både poncho og chullo havde forskellige farver eller mønstre alt efter, hvilken regionen bæreren kom fra.
I dag ser man mest ponchoer i Peru til festlige lejligheder, udstillinger og i turistfælder. Meget få storbymennesker i Peru ville iføre sig en poncho, men tager man en tur ud i bjergene, kan man være heldig at støde på lokale i poncho og chullo.
Om ponchoen lyder historien, at den ud over at være en praktisk beklædningsgenstand også kunne bruges til mere lyssky formål. Eksempelvis var det let at smugle forbudte sager under sin poncho – og det er mere end én gang hændt, at en peruviansk ungersvend har sneget sin udkårne med hjem i mørket under ponchoen til en romantisk stund i fred for nysgerrige øjne.
Riji og buka blandt aboriginere i Australien
Fra sne og kulde i Andresbjergene, hvor tøjet skulle tjene til at holde bæreren varm og tør, til de tropiske regioner i det nordlige Australien, hvor de oprindelige folk havde det varmt nok uden tøj på.
En aboriginer i traditionelt lændeklæde og kropsmaling
Foto: Steve Evans
Flere genetiske studier tyder på, at aboriginerne har beboet Australien i op til 75.000 år – og i al den tid har de rendt nøgne rundt. Da vejret i de nordlige egne var varmt og tørt, var der ikke behov for den store påklædning. Derfor var befolkningen som hovedregel nøgen, dog bar mændene ofte et mindre lændeklæde eller en riji, som var perlebesatte skaller fæstnet med flettet kvindehår, der lige dækkede det mest nødvendige. I stedet for tøj var det almindeligt at male sin krop i smukke farver og mønstre.
I det sydlige Australien er vejret køligere, og det var derfor nødvendigt at klæde sig på. I de sydvestlige områder bar Noongar-folket en såkalt buka. En buka var en pelskappe syet af 2-3 kænguruskind med kænguruens hale hængende ud forneden. Pelsen blev typisk båret over den ene skulder og under den anden, hvilket gav stor bevægelsesfrihed. Det smarte ved bukaen er, at den er vendbar. I regn bar man bukaen med pelsen ud af, og i koldt vejr bar man den med pelsen indad. Ligesom ponchoen kunne bukaen også bruges som tæppe i kølige nætter. En buka kunne gå i arv gennem generationer, da kænguruskindene var særdeles holdbare.
I dag bærer aboriginerne i Australien vestligt tøj, og både lændeklæder, riji og buka er mest i brug til fest og danse- og teaterforestillinger. Dog ser man flere og flere unge aboriginere med nye kængurupelse, som bærer dem på traditionel vis for at holde varmen.
Halsringe blandt Kayan-stammerne
Hvor både den peruvianske poncho og den australske kropsmaling bundede i klimatiske forhold, der enten gjorde det nødvendigt med meget tøj eller intet tøj, har de Kayanske halsringe ingen praktisk betydning, men derimod rod i en klar identitetsfølelse.
Blandt Kayan-stammerne i det nordlige Thailand og Burma bærer kvinderne tunge messingringe om halsen, som hvert år udvides med en ny ring. De første ringe sættes på pigerne, når de er omkring fem år. Kvinderne tager kun sjældent ringene af, i de fleste tilfælde i forbindelse med undersøgelser på hospitalet og lignende. Selvom musklerne i halsen er svækket, er det ikke farligt for kvinderne at tage ringene af. Kvinderne oplever et par dages ubehag og vil ofte føle sig ”nøgne”, særligt hvis de har båret ringene i mange år.
I modsætning til den gængse opfattelse så forlænger ringene ikke kvindernes halse. Derimod presser de tunge ringe ned på kravebenet og presser ribbenene sammen. Den længere hals er altså en illusion, som skabes af misformningen af nøgleben og kraveben.
Der er ikke klar enighed om, hvor selve traditionen med halsringene stammer fra. Vestlige antropologer har fremlagt teorier, der lyder, at ved at bære halsringe gør kvinderne sig mindre attraktive som slaver for andre stammer – eller omvendt at halsringene øger kvindens seksuelle tiltrækningskraft for stammens mænd. En rent praktisk forklaring går på, at ringene beskytter kvinderne mod tigerbid. Spørger man kvinderne selv, bærer de halsringen som en del af deres kulturelle identitet.
