Under og over jorden med Jesper Nielsen

dsc_0264_720
Jesper Nielsen i "junglen" på Frederiksberg.
Foto: Kristoffer Toft
Forfatter billede

4. maj 2021

Jesper Nielsen stopper op ved statuen af N.J Fjord og konstaterer tørt, at den gamle underviser på Landbohøjskolen i København har fødselsdag denne dag. Det har Jesper Nielsen i øvrigt også. Han lever af at tyde gamle ting, og hans øjne virker naturligt draget mod de statuer, vi møder på vores vej.

Globalnyt møder forfatteren på Landbohøjskolens matrikel i København, hvor vi har inviteret lektoren fra Indianske sprog og kulturer ved Københavns Universitet ud på en kosmologisk rejse i mayaernes og aztekernes verden for at tale om hans nye bog: ’Landet under landet – rejser i det gamle Mexicos historie’.

Jesper Nielsen har brugt over tredive år på at udrede civilisationers opståen og kollaps, samt herskernes liv og død via tydning af vægmalerier, hieroglyffer og artefakter. I bogen dykker forfatteren ned under Mexico Citys koloniserede mursten og puster liv i den gamle civilisation, som byen er bygget ovenpå: Tenochtitlan, aztekernes magtcentrum i 1500-tallet, beliggende i et imperium der strakte sig over store dele af Mesoamerika – betegnelsen for det mellemamerikanske område, hvor flere civilisationer eksisterede før Colombus’ ankomst.

Jesper har indvilliget i at blive interviewet ved et træ. Ikke et hvilket som helst træ, men et ceibatræ. Ceibatræet – yax te’ i den klassiske mayakultur – symboliserer verdensaksen, der forbinder de forskellige lag i kosmos, skiller himmel fra jorden og understøtter himmelhvælvet. Sådan et træ gror i Landbohøjskolens væksthus i København. Dér er vi på vej hen.

En afstand knap så kort
Jesper Nielsen fremstår som en mand, der er klar til at kæmpe sig igennem tropiske skove på jagt efter vægmalerier, og samtidig som en mand, der færdes hjemmevant bag marmorvæggene på Københavns universitet.

Han havde egentlig forventninger om den store rejse til Latinamerika, men et lavt sessionsnummer – og udsigten til snarlig værnepligt – bragte ham hurtigere til Indianske sprog og kulturer, end planlagt.

I første omgang var han draget af Spaniens erobring af aztekerne ved ankomsten af Hernán Cortés i starten af 1500-tallet. Men på studiet blev han hurtigt grebet af tidens videnskabelige gennembrud indenfor dechifreringen af mayakulturens skriftsystem:

”Tænk at være med i sådan en slags kulturhistorisk detektivhistorie” tænkte Jesper Nielsen dengang.

Lektoren medgiver, at mysteriet og gåden bag de kunstneriske og snørklede hieroglyffer var en personlig drivkraft, men hér stopper mystikken også for hans vedkommende:

”De mesoamerikanske kulturer var kulturer ligesom vores, frembragt af mennesker som i bund og grund var som os selv. Hvis vi derfor starter med at anerkende, at de var mennesker ligesom du og jeg, mennesker som havde samme basale bekymringer og behov, så bliver det meget lettere at nærme os dem.”

Selvom vi i sproget skelner mellem ’gamle’ og ’nye’ verdener, har vi på bundlinjen at gøre med homo sapiens med samme ”hardware.” Jesper Nielsen beskæftiger sig med civilisationer, som også dyrkede landbrug, skabte lagdelte samfund, skrift- og kalendersystemer. Over tid og sted udvikler vi os forskelligt, ”men der er grundfortællinger, som mennesker åbenbart deler,” understreger han.

Hvis man for eksempel kigger på skabelsesmyter rundt om i verden, det man kalder kosmogoni – altså historier om hvordan verden blev skabt – så er der meget ofte store træer involveret: Yggdrasil i nordisk mytologi,  bodhi-træet i buddhismen og ceibatræet i mayakulturen.

Et træ på Rolighedsvej 23
Ceibatræet kan nå en svimlende højde på 70 meter med en trækrone, der breder sig fladt ud i mange massive forgreninger. I Landbohøjskolens væksthus på Rolighedsvej 23, vokser træerne imidlertid ikke ind i himmelen. Et styks halvanden meter mesoamerikansk kulturhistorie står anonymt foran os i det fugtige væksthus. Drømmen om et interview under ceibaens trækrone blev ikke i dag.

Forfatteren griner, men nikker anerkendende – her har vi uden tvivl træet. I forskellige afbildninger fundet på vægge og ler kan man se et træ med store torne stikkende ud fra stammen, et typisk træk ved netop den helt unge udgave af dette træ.

De mesoamerikanske kulturer forestillede sig, at stammen befandt sig i den verden, man kunne se med det blotte øje, mens den flade trækrone understøttede himmelen, og rødderne rakte ned i underverdenen.

Det lille Ceiba-træ på Frederiksberg var ikke fotogent. Så derfor er her et billede af en gigant på 50 meter fra Costa Rica.


Foto: JOUAN/RIUS/Gamma-Rapho via Getty Images

Underverdenen skal ikke tolkes som en pendant til forestillingen om ’helvede’. Underverden er et sted, hvor ting forgår og komposterer, men det er også et sted, hvorfra der skabes liv, forklarer Jesper Nielsen.

I ’Landet under landet’ beskriver lektoren, hvordan guderne på samme dobbelttydige måde blev opfattet. Guderne i en mesoamerikansk kontekst var hverken entydigt gode eller entydigt onde:

”Regnguden bringer den livgivende regn, som får planter til at spire, men den kan også smide hagl på de spæde majs, eller den kan sende frost og dermed ødelægge dem.”

Naturens og gudernes enorme kræfter skulle derfor holdes i konstant ligevægt og harmoni – en mytologi som blandt andet giver genklang i asatroen, og den græske mytologi.

Som forsker har Jesper Nielsen måtte acceptere den svære præmis, at vi har nogen kristelige forventninger til, hvordan guder opfører sig. Han har erfaret, at det er lettere at forstå en mesoamerikansk gud, som ikke hævder at være udelukkende barmhjertig eller ond som fanden selv. Med hænderne i Jesper Nielsens egen nyttehave, fandt han i mulden denne lavpraktiske forbindelse, som i bund og grund handler om, at hvis man holder sig på god fod med sin jord, vil et enkelt squashfrø give dig tifold tilbage. Det virker banalt, men i et overvejende urbane samfund, er mange fremmedgjorte for jordens naturlige logik.

Arven fra Blom

”Med ethvert arkæologisk arbejde følger en hel del ødelæggelse,” fortæller Jesper.

I vores higen efter forståelse af tidligere civilisationers skikke og liv, må skov og jord ryddes. I værste tilfælde, risikerer det udgravede at gå til, hvis ikke man gør en hurtig konserveringsindsats.

Jesper Nielsen er ikke den eneste dansker, som har stået overfor netop dette dilemma. I ’Landet under landet’ stifter man bekendtskab med den rastløse sjæl, Frans Blom, som i 1919 ankom til Mexico. Blom var hyret til at kortlægge stedet ved mayaruinerne Palenque i det sydlige Mexico for at se, hvordan man bedst kunne bevare ruinerne. Til sin fortvivlelse måtte han for bevarelsens skyld rydde vegetationen. I sin dagbog beskriver Blom ’ødelæggelsens dag’, hvor ’nedslagtningen’ af de smukkeste begoniaer fandt sted. Hans hjerte blødte ved hvert hug med macheten.

Jesper tøver en smule, men svarer at han ville have gjort det samme, hvis han var i Bloms sted – begoniaerne kan godt gro andetsteds.

”Men der ligger her en kæmpe udfordring, for hvad gør vi så, så snart vi har udgravet?”

Problemet er, at det er lettere at søge støtte til et prestigefyldt udgravningsprojekt under ukendte pyramider, end selve konserveringsindsatsen efterfølgende – en nærmest brug-og-smid-væk kultur. Det er et intenst forskningsfelt, hvor mange tyder mesoamerikanske fund anderledes end andre. Når en ny mayainskription udgraves, er det derfor ”ligesom at smide en halv tunfisk ud i et hav fyldt af hajer – en ren blodrus,” griner Jesper.

Kartoffel tur/retur
’Landet under landet’ er, ifølge forfatteren, et forsøg på at brede budskabet om Mesoamerika ud til målgrupper, som ikke er blandt de udvalgte få:

”Vi kan som forskere ikke bare sidde i vores berømte elfenbenstårn og tale til vores egne – vi skal have andre med.”

Jesper Nielsens fortælling om mayaerne og aztekerne er derfor også en historie om os selv, for hvem her kan sige, at de ikke for nyligt har spist en tomat, en squash, en kartoffel eller nydt et stykke chokolade  – afgrøder, som blev kultiveret og nogle af dem forædlet i netop Mesoamerika.

Derfor har Globalnyt i dagens anledning taget en dåse majs med til fødselaren – sæson for den rå kolbe er det desværre ikke. I mesoamerikansk kontekst, topper majsen blandt de afgrøder, som byggede fundamentet for civilisationens opblomstring, akkurat som risen i øst. I sin oprindelige form var majskolben egentlig ikke større end et hvedeaks, fortæller Jesper Nielsen, men århundredes målrettet forædling og mesoamerikansk agerbrug, har skabt en afgrøde, som nu findes i alverdens farver og størrelser, og som knases i biografer verden over og bades i smør i danske kolonihaver.

De latinamerikanske afgrøder er derfor også en historie om en spirende globalisering. Kartoflen fra inkariget i Sydamerika endte således med et enevælde i mange europæiske landbrug, men udløste hungersnød og folkevandringer mod Amerika ved udbruddet af kartoffelpesten i 1800-tallet.

Jesper Nielsen studser lidt over symbolikken i, at en afgrøde oprindeligt eksporteret til Europa, bragte desto flere europæere tilbage til der, hvor kartoflen egentlig kom fra. En kartoffelpest i Europa lagde således kimen til en endnu større europæisk kolonisering, end de to kontinenter før havde oplevet.

Fælles om et efterskrift
Vores tid i det fugtige væksthus ved det lille træ med den de store mytologiske rødder er slut. Vi pakker de marokkanske majs og stævner ud i en velkendt, tør dansk luft. På vejen er vores øjne rettet mod jorden. En jord, som i Mexico City stadig overrasker forskere og arkæologer. I 2015 udgravede man således et massivt kraniestativ – tzompantli – bestående af kranier fra ofringer af krigsfanger, kvinder og børn: sandsynligvis et symbol på Tenochtitlans styrke og magt.

Historien om Tenochtitlan, aztekerne og mayaerne generelt, giver stadig anledning til stor undren og mange teorier. ’Landet under landet’ stiller derfor mange spørgsmål, som Jesper Nielsen af gode grunde ikke kan besvare. Men de ubesvarede spørgsmål danner i sidste ende ramme om en større fortælling, som Jesper Nielsen giver et kvalificeret bud på. ’Landet under landet’ er ikke plastret til med akademi, men giver derimod den nysgerrige lyst til et ophold i indkøbsrutinen ved grøntafdelingen for at tjekke majskolben ud – sådan rigtigt ud.

På vejen ud af landbohøjskolen på Frederiksberg passerer vi busten af botanikeren, Emil Rostrup. Jesper Nielsen stopper – endnu engang – og peger kategorisk på bustens tilhørende skrift, mens han læser højt:

”Navn, erhverv, dødsårstal og et par beskrivende ord. I virkeligheden er det sådan, mennesket altid har æret og beskrevet sine døde,” påpeger Jesper Nielsen stilfærdigt.

Vi får se, om Emil Rostrup stadig står om 2000 år.

’Landet under landet – rejser i det gamle Mexicos historie’ er udkommet på Gyldendals forlag. Andre bøger af Jesper Nielsen tæller biografien om Frans Blom, ’Det urolige blod’, udgivet sammen med Tore Leifer og Toke Sellner Reunert i 2002.