Gå til hovedindhold

Mobile menu

Vigtig anti-tortur dom i Østre Landsret

Østre Landsret stadfæstede 10. august en kendelse fra Byretten i Nykøbing Falster fra 7. juli om, at udlevering af det kurdiske torturoffer Musa Dogan til Tyrkiet mod en diplomatisk garanti – fra Erdogans Tyrkiet – om at han ikke vil blive udsat for tortur, er ulovlig.
Erogans Tyrkiet har været præget af menneskeretskrænkelser siden kupforsøget for et år siden.

Erogans Tyrkiet har været præget af menneskeretskrænkelser siden kupforsøget for et år siden.

Mstyslav Chernov (Wikimedia/CC/arkiv)

Det er en glædelig og historisk vigtig dom, som understreger, at danske domstole trods alt ikke vil medvirke til en underminering af forbuddet mod tortur og forbuddet mod udlevering til tortur.

Det er en beslutning som danske menneskeretsforkæmpere må glæde sig over og håbe vil give genlyd globalt.

Oprindelig havde Rigsadvokaten besluttet at imødekomme et tyrkisk krav om udlevering af Musa Dogan til Tyrkiet, hvor han tidligere har været udsat for tortur. Rigsadvokaten vurderede, at Dogan ikke vil blive ”udsat for forfølgelse” af ”alvorlig karakter” og ”endvidere garanterer de tyrkiske myndigheder, at Musa Dogan ikke vil blive underlagt tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling”.

Med denne ”diplomatiske garanti” mente Rigsadvokaten tilsyneladende, at betingelserne for en udlevering er opfyldt selvom FN’s konvention mod tortur netop klart fastslår, at ”ingen deltagende stat må udvise, tilbagelevere (»refoulere«) eller udlevere en person til en anden stat, hvor der er vægtige grunde for at antage, at han vil være i fare for at blive underkastet tortur” og ”med henblik på at vurdere, om der foreligger sådanne grunde, skal de kompetente myndigheder tage alle de relevante omstændigheder i betragtning, herunder om der i den pågældende stat er et fast mønster af alvorlige, åbenbare eller massive krænkelser af menneskerettighederne”.

Menneskeretskrænkelser efter kupforsøg

Det er grotesk, at Rigsadvokaten finder, at en udvisning til netop Tyrkiet overhovedet kan komme på tale - især efter at de mest basale menneskerettigheder systematisk er blevet trådt under fode i Tyrkiet siden kupforsøget i juli 2016.

Udviklingen siden har vist, hvad FN’s konvention mod tortur kalder ”et fast mønster af alvorlige, åbenbare eller massive krænkelser af menneskerettighederne” – især overfor kurderne.

Så sent som i april i år kunne den britiske menneskerettighedsorganisation Freedom from Torture dokumentere, at den årelange brug af tortur fortsætter og især bruges overfor kurdere. Internationale menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty International bekræfter dette og har udtalt sig imod brugen af diplomatiske garantier.

Internationale og regionale konventioner fastslår, at der gælder et absolut forbud mod tortur. At forbuddet er absolut betyder, at ingen omstændigheder af nogen art kan retfærdiggøre tortur, hverken terror eller krig, trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen nødretstilstand. Der er også et forbud mod udvisning til tortur.

Danmark har tiltrådt samtlige disse konventioner. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog allerede i 1996, at forbuddet mod udsendelse til tortur i udvisningssager er absolut og ikke kan fraviges.

Garantier er ikke det papir værd, de er skrevet på

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og en lang række FN-eksperter og internationale menneskerettigheds-organisationer har fastslået, at diplomatiske garantier ikke er en garanti mod tortur.

I langt de fleste tilfælde, hvor diplomatiske garantier har været anvendt, har de ikke minimeret risikoen for tortur i det enkelte tilfælde og manglen på reelle overvågningsmuligheder har gjort det umuligt at sikre at de overholdes.

Brugen af diplomatiske garantier er i sig selv et paradoks. Diplomatiske garantier vil jo netop først komme på tale, når der er tale om udvisning til et land, hvor det er dokumenteret, at tortur udøves systematisk. Det signalerer, at afsendelseslandet erkender, at der en risiko for, at den udviste udsættes for tortur, men det signalerer også, at modtagerlandet i realiteten vedgår, at der praktiseres tortur – bare ikke i det konkrete tilfælde.

Diplomatiske garantier er med andre ord ikke det papir værd, som de er skrevet på.

I FN-regi har især den særlige rapportør for tortur bl.a. over for Danmark udtalt sig meget kategorisk imod brugen af diplomatiske garantier i udvisningssager, hvor der er risiko for tortur. Han ser brugen af diplomatiske garantier som medlemsstaternes forsøg på at omgå det absolutte forbud mod tortur.

Danmark må gøre sig fortjent til en plads i Menneskerettighedsråd

I praksis har Danmark hidtil underkendt ”diplomatiske garantier” og ulovliggjort udlevering af personer til lande, hvor der er risiko for tortur. En udlevering til Indien af Niels Holck, der var sigtet for terroristisk våbennedkastning, blev først af retten i Hillerød i 2010 og senere af Østre Landsret i 2011 dømt ulovlig.

Med sin stadfæstelse af Byretten i Nykøbing Falsters dom har Østre Landsret endnu en gang afvist brug af ”diplomatiske garantier” og tillige underkendt Rigsadvokatens skønmaleri af menneskerettighederne i Tyrkiet.

Det er vigtigt, at man fra danske domstole fortsat afviser brug af ”diplomatiske garantier” i udvisningssager, men der savnes, at den danske regering udtrykker en principiel afstandtagen fra brug diplomatiske garantier ud fra et folkeretligt perspektiv.

Danmarks position som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur betyder, at Danmark skal understrege sin uforbeholdne støtte til det absolutte forbud mod tortur og forbud mod udlevering til tortur.

Regeringen arbejder på en dansk plads i FN’s Menneskerettighedsråd. Hvis man mener det alvorligt er det nødvendigt, at regering og Folketing principielt afviser brug af diplomatiske garantier i udvisningssager. Kun derved kan Danmark gøre sig fortjent til en plads.