Danmark giver 20 millioner til forskning i hiv-vaccine

hiv_aids
Forfatter billede

Aids-relaterede sygdomme har gennem årene kostet anslået 35 millioner mennesker livet, og dermed er det stadig den hyppigste årsag til dødelighed blandt kvinder i den reproduktive alder.

I dag lever næsten 37 millioner mennesker med hiv – men 17 millioner har ikke adgang til den behandling, der kan hjælpe med at føre en normal tilværelse med et godt helbred.

”Aids er stadig en sygdom, der ikke kan kureres, men den kan forebygges, hvis vi finder nøglen til hiv-virusset. Hvis der fandtes en vaccine mod hiv, ville mulighederne for helt at bremse aids-epidemien, der især går hårdt ud over befolkningerne i udviklingslandene, være væsentligt forbedrede. Jeg tror på, at det kan lykkes, og derfor er det helt naturligt, at vi hjælper IAVI med deres livsvigtige arbejde,” siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

Omkring to tredjedele af nye tilfælde af hiv opstår i Afrika.

Ifølge UNAIDS blev 1,8 millioner børn og voksne smittet med sygdommen i 2016, og 1 million døde af aids. Det er imidlertid meget forskelligt, hvor hårdt ramt forskellige lande og regioner er.

Det sydøstlige Afrika, særligt lande som Kenya, Sydafrika og Mozambique, er fortsat hårdest ramt.

Epidemien rammer især unge mellem 15 og 24 år og unge kvinder er særligt udsatte med dobbelt så høj infektionsrate som unge mænd.

Det estimeres, at der hver uge er 7500 unge kvinder, der bliver smittet med hiv verden over.