“Danmark må ikke vende det blinde øje til Uganda”

Forfatter billede

Frederik Tillitz, U-landsnyt.dk, skriver fra Folkemødet

Nye love forværrer tilværelsen for homoseksuelle i Uganda. På trods af forfølgelsen, mener asylansøgeren Emmanuel Komakech, at Danmark ikke må trække sin udviklingstøtte.

I Uganda er Emmanuel Komakech jaget for sin sexualitet. På Folkemødet i Allinge kan han gå i fred. (Foto: Frederik Tillitz) 

”Mine venner får bank på gaderne i Kampala. Min udlejer og mine naboer ville melde mig til politiet. Jeg blev nødt til at komme ud af Uganda og væk i en fart. Ellers ved jeg ikke, om jeg ville være her i dag.” 

Emmanuel Komakech er født i Uganda og homoseksuel. Efter indførslen af en ny anti-homolov, der begrænser rettigheder for LGBT-personer (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede) i Uganda, har han søgt asyl i Danmark. 

På Bornholm er han sammen med AIDS-fondet med til at sætte lys på homoseksuelles levevilkår i udviklingslande. Han mener, at Danmarks engagement i Uganda er uhyre vigtigt. 

”Det er vigtigt, at den danske regering holder fast og ikke vender det blinde øje til mit fædreland. Hvis Vesten trækker sig ud af Uganda, er der ingen til at holde hånden over folk som os,” siger Emmanuel Komakech. 

Homoseksuelle har også rettigheder

Lørdag morgen er en række politikere og eksperter samlet til debat om LGBT, rettigheder og udviklingsbistand i folkemødebyen Allinge. Uganda blev flere gange taget frem som eksempel på et land, hvor LGBT-personers rettigheder i stigende grad bliver krænket.

”Uganda var engang et foregangsland. Et land, der blev hevet frem som et pragteksempel på, hvordan udviklingshjælpen faktisk var til gavn for menneskerettighederne. Situationen i Uganda er vendt på hovedet i løbet af meget kort tid”, siger Steven Jensen forsker ved Institut for Menneskerettigheder.

Uganda er blot et enkelt eksempel verden over, hvor homoseksuelles rettigheder bliver stadig mere begrænset. Lovgivningen i mere end 80 lande forbyder i dag homoseksualitet. 

”Der foregår en voldsom mobilisering af kræfter, der er gået sammen i en uhellig alliance imod LGBT-personer. Mange af de højre-konservative kræfter i Afrika, Sydamerika og Asien tordner lige nu imod homoseksuelle,” siger Tania Dethlefsen, International chef i Sex & Samfund. 

At presse på eller ikke presse på

Hvad man som vestlig bistandsyder skal stille op med krænkelserne mod homoseksuelles rettigheder, bliver diskuteret på Folkemødet. 

”Vi bliver konstant beskyldt for kulturimperialisme og bør trække os lidt tilbage. Jo mere vi de seneste år har presset på, des mere har de enkelte lande gjort modstand”, siger Henriette Laursen, direktør i AIDS-Fondet.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensens (S) påpeger, hvor vigtigt det er at have fokus på de homoseksuelles rettigheder. Han vil ikke kalde aktiv udviklingspolitik for imperialisme, men mener, at tilstedeværelsen i de enkelte lande skaber debat om og forståelse for homoseksualitet. 

”Rettighederne skal ud i lyset og diskuteres. De skal ikke fejes ind under gulvtæppet. Vi i den vestlige verden har haft præcis den samme diskussion for ikke særligt mange år siden herhjemme,” siger han.

En global kamp for homorettigheder

I Uganda er flere homoseksuelle blevet slået ihjel på grund af deres seksualitet, og forskellige tabloide medier opfordrer til drab på homoseksuelle. Kampen for lesbiskes, bøssers, biseksuelles og transpersoners rettigheder skal ifølge Sex og Samfund ikke kun kæmpes i Uganda, men er en global kamp.

”Dette er ikke et nicheproblem, men en universel kamp for lige rettigheder mellem mennesker. Den er på linje med kampen mod apartheid og vil blive set tilbage på med samme øjne,” siger Tania Dethlefsen fra Sex og Samfund.

Imens venter Emmanuel på svar om asyl i Danmark. Han håber en dag at kunne vende hjem til et mere homovenligt hjemland.

“Selvfølgelig håber jeg, at Uganda kommer til at forandre sig. Lige nu ser det sort ud, men jeg er optimist. I fremtiden vil man forhåbentlig kunne være homoseksuel og fri overalt i verden,” siger han.

 

Følg U-landsnyt.dk’s udsendte reporter Frederik Tillitz på https://twitter.com/FrederikTillitz og hold dig løbende opdateret med, hvad der sker på Folkemødet.

Ellers kontakt Frederik Tillitz på [email protected] og tlf. 50 97 57 23.