Danmark medvært for international konference for kvinders rettigheder

Laurits Holdt

She Decides er dannet som reaktion på genindførslen af den såkaldte Global Gag Rule, som kan betyde at millioner af verdens fattigste og mest sårbare kvinder mister adgang til prævention, seksualoplysning og familieplanlægning. Det skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Konferencen afholdes i Bruxelles med deltagelse fra ligesindede lande fra hele verden, udover Danmark består værtskabet for konferencen af Belgien, Sverige og Holland. Danmarks minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs (V), glæder sig over at det er lykkedes at mobilisere bred støtte til en international konference, som sætter fokus på kvinders rettigheder. 

“Kvinders rettigheder er en dansk mærkesag. Både fordi det handler om grundlæggende menneskerettigheder for alle. Men også fordi kvinder i høj grad er nøglen til udvikling. Vi kan ikke nå FN’s verdensmål, hvis ikke vi får kvinderne med. Vi står lige nu i en situation, hvor millioner af kvinder risikerer at miste adgang til prævention, seksualoplysning og familieplanlægning. Det er meget bekymrende, fordi de kvinder får sværere ved at få en uddannelse og deltage på arbejdsmarkedet,” udtaler Ulla Tørnæs (V).

Formålet med konferencen den 2. marts er både at søge bred politisk og økonomisk støtte til kvinders rettigheder. Konferencen er taget på initiativ af fire EU-lande, men ventes også at få deltagelse fra lande udenfor EU. Ministeren understreger, at det er vigtigt at dagsordenen får så bred støtte som muligt.

Vi har en stærk europæisk kerne af lande, som har kvinders rettigheder som udviklingspolitisk mærkesag. Jeg er rigtig glad for, at vi med konferencen i marts udvider den kerne til lande udenfor EU, som også vil kæmpe for kvinders rettigheder. Når der er lande, der skruer ned for deres engagement for at sikre at også kvinders grundlæggende menneskerettigheder respekteres, ja – så skruer vi op for kampen, siger Ulla Tørnæs.

Konferencen finder sted i Bruxelles den 2. marts kl. 9:30 – 13:00. 

Mere information om konferencen kan findes på www.shedecides.eu, kontakt for konferencen: [email protected]. Flere detaljer vil følge snarest.