Dansk vandteknologi er gået fra bistand til business

Thomas Jazrawi

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet onsdag. 

Vandmangel er den store udfordring verden over de kommende år, hvor klimaforandringer og stigende befolkningstilvækst vil udgøre et stort pres på verdens vandressourcer.

Det drøfter miljø- og fødevareminster Esben Lunde Larsen med beslutningstagere fra hele verden og erhvervsfolk fra blandt andet Nestlé og Coca Cola, når han den 10. og 11. juli deltager i Singapore International Water Week. Her er der fokus på det stigende behov for vandteknologi, som sparer på vandet og mindsker miljøbelastningen. 

Danske virksomheder er blandt verdens førende, og dansk vandteknologi kan på én gang medvirke til at løse store globale udfordringer og skabe vækst og beskæftigelse i Danmark.

“Danske virksomheder er frontløbere indenfor vandteknologi, og jeg er meget stolt af, at de leverer alt fra energiproducerende renseanlæg til pumper og ventiler fra Afrika til Asien.Danmark markerer sig virkelig på det internationale marked, hvor vi går fra at yde bistand til at skabe business i flere lande”, siger Esben Lunde Larsen.

I 2006 eksporterede Danmark for 12,5 mia. kroner, og det er steget til 16,8 mia. kroner i 2015. Konferencen er dermed en oplagt mulighed for at fortsætte den danske vandvision, som Miljø- og Fødevareministeriet har indgået sammen med den samlede danske vandbranche.

Målet er, at fordoble eksporten af dansk vandteknologi i 2025 og skabe 4000 nye arbejdspladser – og vi er allerede godt på vej.

Danske virksomheder aflægges også besøg

Asien er et hastigt voksende marked for danske virksomheder, og flere danske virksomheder som Rambøll, Grundfoss og Kamstrup opererer i Asien. Dem mødes ministeren med for at høre om de forhindringer og samarbejdsmuligheder, de oplever i forhold til at eksportere vandteknologi til Sydøstasien.

“Som min kollega fra Singapore siger, så skal vi små lande samarbejde om at løse de store landes problemer. Vi er både fleksible og innovative, og vi kan agere hurtigt og tilpasse os de behov, der er på markedet. Jeg ser derfor frem til at mødes med de danske virksomheder, der udstiller deres løsninger her i Singapore, og høre nærmere om de udfordringer og samarbejdsmuligheder, de oplever i Asien”, siger Esben Lunde Larsen.

Andre besøg på programmet 

Esben Lunde Larsen skal udover konferencen besøge flere singaporeanske tiltag på miljøområdet. Heriblandt Sky Green, verdens første vertikale farm, som bruger minimal plads, vand og energiressourcer i deres produktion af grøntsager og Punggol Eco-Town, der er den første øko-by i Singapore med flere tiltag for at sikre en bæredygtig levevis via energieffektive- og vandteknologiske løsninger.