Af Ole Anand
Danskerne vil gerne hjælpe, men er så trætte af NGO’ernes aggressive markedsføringsmetoder, at det giver bagslag for hele branchen, siger ekspert. Han anbefaler u-landsorganisationerne at stramme op, hvis de vil have befolkningens støtte i fremtiden.
Flere medier har for nylig givet finanskrisen skylden for danskernes faldende bidrag til ulandshjælp, men det er langt fra hele forklaringen. Det mener forsker fra CBS, som har analyseret danskernes forhold til velgørenhed.
De største grunde til, at vi bidrager mindre til ulandsorganisationerne er dels, at vores bidrag har flyttet sig fra ulandsorganisationerne og over til de sygdomsbekæmpende organisationer. Og dels mister flere og flere af os tilliden til, at ulandshjælpen nytter.
NGO’erne kører samtidig en aggressiv markedsføring på gaden og over telefonen, der gør, at vi bliver irriterede på dem og siger Nej tak. Det lægger pres på hele branchen, og selvom brancheforeningen på eget initiativ har fået foretaget en kontrol af organisationernes marketingmetoder, har det ikke hjulpet meget.
Flere NGO’er bryder stadig de retningslinjer, som de selv har udformet og godkendt. Brancheforeningen har derfor bedt om at få foretaget endnu en kontrol. I mellemtiden glæder foreningen sig over, at deres ændringsforslag til Indsamlingsloven for nylig blev vedtaget.
Loven sikrer ’god indsamlingsskik’ – den sikrer dog ikke nødvendigvis, at branchens retningslinjer bliver overholdt.
I krisetid er vi os selv nærmest
Undersøgelsen ’Danskerne og Velgørenhed anno 2013’ viser en tendens til, at flere af os mister tilliden til, at det ulandsarbejde, der gives penge til, rent faktisk nytter.
27% af den danske befolkning siger Nej tak til velgørenhed. Halvdelen af disse er usikre på, om ulandshjælpen overhovedet virker. Antallet af ’Nej tak-sigere’ er stødt stigende, ifølge en af forfatterne til undersøgelsen, som følger udviklingen løbende:
”Man kan diskutere om vi stadig befinder os i en krise i Danmark, men vi holder lidt mere på vores penge i dag. Vi er blevet mere kvalitetsbevidste i vores forbrug, og det kommer også til udtryk i vores støtte-adfærd”, siger Per Østergaard Jacobsen, ekstern lektor på CBS.
En anden undersøgelse, også foretaget af Per Ø. Jacobsen, ”Indsamlingsorganisationernes Egenfinansiering”, sammenligner NGO’ernes indtjening på indsamlinger, medlemsskaber og månedlige bidrag for 2011 og for 2012. Her ses en klar forskydning af danskernes bidrag fra ulandsorganisationerne over mod de sygdomsbekæmpende organisationer:
”Der er meget få danskere, der har et nært forhold til u-landshjælp. Det har vi til sygdomme, som for eksempel kræft, så vi prioriterer også det nære frem for det fjerne, når vi skal give et bidrag til noget”, siger Per Ø. Jacobsen.
”Endelig har mange danskere svært ved at kende forskel på organisationerne, fordi de gør de samme ting for at få vores opmærksomhed”, siger han.
”Flertallet af danskerne vil stadig gerne hjælpe, men vi er trætte af den måde u-landsorganisationerne markedsfører sig på”.
Per Ø. Jacobsen forklarer hvordan vi efterhånden har udviklet en slags teflon-lag over for mange NGO’er herhjemme:
”De preller simpelthen af på os”, pointerer han.
”Og især ulandsorganisationerne skal til at tænke anderledes, før de mister os helt”.
Hos en af landets største ulandsorganisationer tager man til genmæle:
”Vi er selvfølgelig opmærksomme på, hvordan vores tilgang til folk, på gaden, kan virke”, siger en repræsentant Folkekirkens Nødhjælp.
”Men vi mener nu stadig det er okay, at forstyrre folk i en god sags tjeneste”.
Ingen konsekvenser
Hos indsamlingsorganisationernes brancheorganisation ISOBRO blander man sig ikke i hvordan den enkelte organisation driver sin forretning. Tilbage i 2007 godkendte en række medlemsorganisationer dog et sæt etiske retningslinjer, som skulle gælde specielt for de organisationer, der benytter sig af markedsføring på gaden – såkaldt face2face-marketing.
Retningslinjerne er imidlertid en underdel af branchens hovedretningslinjer.
”Hvad angår face2face-delen forventer vi at organisationerne selv tager konsekvensen af eventuelle brud og klager”, siger generalsekretær for ISOBRO Robert Hinnerskov.
I 2011 fik ISOBRO af firmaet Metodekompagniet foretaget en kontrol af, om de etiske retningslinjer blev overholdt af medlemsorganisationerne.
”Udgangspunktet for kontrollen, var at vi skulle lære af den og ud fra læringen øge kvaliteten i vores arbejde”, forklarer Robert Hinnerskov.
I kontrollen undersøgte man i alt ti tilfældige NGO’er – fem for deres telemarketing og fem for deres face2face-aktiviteter.
De undersøgte organisationer havde alle godkendt de etiske retningslinjer for face2face-medarbejdere – eller facere, som de kaldes.
Resultatet af kontrollen er udfoldet i en rapport, som blandt andet konkluderer, at der generelt var kendskab til de etiske retningslinjer blandt facerne. Der udtrykkes dog bekymring over opdagelsen af provisionsaflønning. Ifølge de etiske retningslinjer for face2face-medarbejere må der nemlig ikke udbetales provision, da det kan ’friste en medarbejder til at tilsidesætte etikken i hvervningssituationen’, som der står.
Rapporten anbefaler derfor, at de organisationer, der bruger eksterne samarbejdspartnere til blandt andet at afvikle sine face2face-aktiviteter, bør sikre, at samarbejdspartneren også overholder branchens etiske retningslinjer.
”Det viste sig, at medarbejderne gik mest til stregen, indsamlingsetisk, der hvor medarbejderne fik provision”, siger Vibeke Andersen, partner i Metodekompagniet.
”Nu ved vi jo ikke, om der kommer provisionslønnede medarbejdere med i kontrollen næste gang. Men hvis der gør, vil vi selvfølgelig være opmærksom på, også denne gang, om de agerer anderledes end de ikke-provisionslønnede”, forsikrer hun, og bekræfter samtidig at man, efter ønske fra ISOBRO, udfører endnu en kontrol i løbet af 2014.
”Her er det de, af medlemmerne selv udformede retningslinjer, vi kontollerer. Altså bl.a. face2face-delen”, pointerer Robert Hinnerskov.
God indsamlingsskik
Den 20. maj i år vedtog Folketinget en ny Indsamlingslov, der for den almindelige dansker betyder, at man får en officiel klageinstans, i form af Indsamlingsnævnet, som man kan gå til, hvis man er utilfreds med en NGO.
Man får altså mulighed for at klage til en uafhængig myndighed, nedsat af Justitsministeriet, i stedet for, som før, at skulle kontakte brancheforeningen eller NGO’en selv.
Det er ISOBRO, der har stillet forslaget.
”Denne lov har ikke været ændret i 42 år, og arbejdet på lovforslaget har kostet mange ressourcer, så vi er selvfølgelig meget glade over at det endelig er blevet vedtaget”, siger Robert Hinnerskov.
Det bliver nu også op til Indsamlingsnævnet, at afgøre hvem der må lave offentlige indsamlinger, som ikke er landsindsamlinger, hvor det før var politiet der afgjorde dette.
For den enkelte NGO betyder loven, at man ved henvendelser fra en borger, vil blive vurderet ud fra begrebet ’god indsamlingsskik’. Et begreb man hos Justitsministeriet har svært ved at definere, da det er så nyt.
Robert Hinnerskov har dog et bud på hvad begrebet skal indebære, og henviser til branchens etiske hovedretningslinjer, hvor der står at man skal:
- ’have respekt for bidragyderens integritet’
- ’være åben om sin organisation’
- ’vise troværdighed når man kommunikerer om indsamlede midler’.
Indsamlingsnævnet vurderer, ud fra hvert enkelt tilfælde, om der har været tale om god indsamlingsskik eller ej.
Oprettelsen af nævnet er allerede påbegyndt, og den nye Indsamlingslov træder officielt i kraft den 1. juli.
Knap så god indsamlingsskik
Ifølge Metodekompagniets kontrolrapport fra 2011 var der ingen af de undersøgte NGO’er, der selv udbetalte provision til deres facere. Men et par af de undersøgte organisationer, fra dengang, har endnu ikke sikret sig, at deres eksterne samarbejdspartner følger de etiske retningslinjer.
Der bliver med andre ord stadig udbetalt provision til NGO’ernes facere. Dette bekræftes hhv. af det firma, der hverver medlemmer til børneorganisationen Red Barnet på messer rundt om i landet, samt af det firma, der står for Folkekirkens Nødhjælps face2face-aktiviteter i København. Begge firmaer (navnene på firmaerne er kendte af redaktionen) udbetaler altså provision.
”Vi mener det er i orden, at vores medarbejdere belønnes med lidt ekstra i visse tilfælde, så længe, der er tale om en ’kvalitetsaftale’ – hvor medlemmet for eksempel har haft en god oplevelse med vores facer, og får lyst til at støtte os enten med et større beløb eller over længere tid”, udtaler man fra Folkekirkens Nødhjælp.
”Efter indgåelse af aftale med det nye medlem, følger vi op ved at ringe til vedkommende, for blandt andet at spørge til oplevelsen med faceren. Har de haft en god oplevelse, giver vi en tilbagemelding til vores samarbejdspartner, som så sørger for at belønne medarbejderen”, forklarer man.
Hos Red Barnet har man haft en klar aftale med sin samarbejdspartner om, at der ikke udbetales provision til facere. Derfor har man ikke haft særlig fokus på det med provisionsaflønning.
”Det har vi nu”, tilkendegiver man, ”og vi vil tage kontakt til vores samarbejdspartner for at få en garanti for, at deres facere ikke er provisionslønnede fremover”, siger Maria Melanie Larsen, fundraiser for Red Barnet.
To af de tre øvrige undersøgte NGO’er benytter også eksterne samarbejdspartnere, men alle tre afkræfter, at der bliver udbetalt provision for det arbejde der udføres i deres navn.
Selvjustits
I indsamlingsbranchen er man altså officielt enige om at provisionsløn af face2face-medarbejdere er uetisk. Men under overfladen ser det anderledes ud. Efter snart to etiske kontroller håndhæves reglerne stadig meget løst i branchen. Og da det ikke er ikke er ulovligt, og heller ikke bliver det, med den nye indsamlingslov er der ikke umiddelbart udsigt til, at det forhold ændrer sig, medmindre man vælger at følger rådet fra eksperterne og ændre sine markedsføringsmetoder.
NGO’erne er afhængige af medlemmerne, og skal derfor være påpasselige med, hvordan de skaffer dem, påpeger Per Ø. Jacobsen fra CBS:
”Rigtige mange betaler ikke, når det kommer til stykket. Det er som om man har været for ivrig fra NGO’ernes side – og det har givet bagslag”, siger han.
Hos landets største ulandsorganisation, målt på medlemmer, er man ikke helt enige i, at der er tale om mange fortrydelser:
”Det er rigtigt, at nogle få medlemskaber aldrig når til første betaling, og i nogle tilfælde viser det sig desværre, at det er fordi medarbejderne har presset dem, de har talt med, for meget”, siger Trine Christensen, næstformand for Amnesty International i Danmark.
”Ingen kan selvfølgelig med sikkerhed sige, om faldet i danskernes bidrag vil fortsætte”, siger Per Ø. Jacobsen fra CBS.
”Men der ér en generel tendens til faldende støtte af velgørenhed i Danmark, og den skal NGO’erne tage alvorligt”.
Download rapporten Danskerne og Velgørenhed anno 2013 (PDF, 42 sider)
Download rapporten Indsamlingsorganisationernes egenfinansiering (PDF, 36 sider)
Ole Anand studerer på Danmarks Medie-og Journalisthøjskole.
