Danske NGOer: Klimaaftalen vigtigt skridt – men der skal mere til for at redde klimaet

Forfatter billede

Aftalen rummer for første gang klimaplaner fra næsten alle verdens lande og indeholder vigtige beslutninger om bl.a. de globale klimamål og klimafinansiering til fattige og sårbare lande. 

MEN der er behov for en forstærket indsats de nærmeste få år, hvis det skal lykkes at standse klimaændringerne i tide, hedder det i en fælles presseudtalelse fra NGOerne lørdag.
 
Den nye klimaaftale er en god start – men der skal mere til

”Den nye klimaaftale i Paris er en god start for den styrkede indsats, der er nødvendigt de næste år for at redde klimaet”, siger Troels Dam Christensen, koordinator i NGO-netværket 92-gruppen.

”Aftalen samler for første gang klimaplaner for næsten alle verdens lande, og indeholder en række vigtige beslutninger. Men den bringer os kun noget af vejen mod målet.”
 
Også Danmark må tage ansvar

De klimaplaner, landene har meldt ind for klimatopmødet, er langt fra tilstrækkelige til at sikre kloden mod farlige klimaændringer.

”Den nye globale klimaaftale bliver kun en virkelig succes, hvis verdens lande skruer op for indsatsen i de kommende år. Landenes klimaplaner skal bringes i overensstemmelse med det nye globale klimamål om at stræbe efter at holde den globale opvarmning nede på 1,5 grader”, siger John Nordbo, klima- og miljøchef i WWF Verdensnaturfonden.

“Derfor var det afgørende, at den nye aftale sikrer, at landene hæver deres klimamål hurtigt. Danmark må ikke lurepasse. Målet om 40 procent reduktion i udslippet af drivhusgasser i 2020 skal nås, og der må skabes klare sigtelinjer for en mere ambitiøs klimapolitik for de næste 10 år.”
 
Aftalen gav nye løfter om klimafinansiering – de må nu indfries

Øget støtte til de fattige landes klimaindsats og tilpasning til klimaændringerne er afgørende. Her bringer den nye aftale vigtige fremskridt.

”Der er positivt, at der nu er en aftale om, hvordan de fattigste landes klimaarbejde skal støttes i fremtiden. Uden støtte kommer der ikke nogen handling i mange af u-landene, og netop handling er noget vi alle har rigtigt meget brug for,” siger Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp.

”Det er et godt resultat, og nu må det sikres, at de rige lande, inklusiv Danmark, så også lever op til deres løfter og yder den støtte, de har lovet. Kun sådan kan vi sikre en bæredygtig fremtid for alle”.
 
Aftalen sender et klart signal om, at den fossile energis æra er ovre

Med den nye klimaaftale vedtager verdens lande et overordnet globalt klimamål, samt at landene ikke alene skal tilstræbe en maksimal global temperaturstigning på to grader, men at der også skal arbejdes for, at temperaturstigningen ikke bliver mere end 1,5 grader, som ønsket af mange fattige og sårbare lande.

”Vedvarende energi er godt i gang med at vinde kampen mod fossile brændsler, men denne udvikling skal accelereres yderligere”, udtaler Jens Mattias Clausen fra Greenpeace.

“Det nye globale klimamål sender et stærkt signal til verden om, at en hurtig udfasning af kul, olie og andre fossile brændstoffer samt omstilling til 100 pct. vedvarende energi senest i 2050, er den eneste vej frem – især med tanke på, at vi nu sigter efter at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grad”.

”Alle verdens lande, herunder EU og Danmark må nu skærpe deres klimaindsats, for at leve op til disse nye globale klimamål.”
 
Aftale med første globale mål om klimatilpasning – men udvander loss & damage

For de fattige lande var det afgørende, at den nye klimaaftale kom til at indeholde en større indsats for tilpasning til klimaændringerne og håndtering af de værste konsekvenser af klimaforandringerne, såkaldt loss & damage.

Politisk koordinator for CARE Danmark, Alexander Ege, udtaler:

"Verdens lande har vedtaget det første globale mål om klimatilpasning nogensinde. Det er dog afgørende, at de rige lande leverer tilstrækkelig offentlig finansiering til klimatilpasning i de kommende år."
 
Et andet vigtigt område for udviklingslandene var en anerkendelse af loss & damage. Her udtaler Alexander Ege:

"Loss & damage har fået sit eget afsnit og er for første gang anerkendt på lige niveau med klimatilpasning i en international aftale. Desværre har de rige lande valgt at politisere loss & damage her i forhandlingerne og indholdet er blevet meget udvandet”.

“Hvad der står i aftalen er et afsæt, men efterhånden som vi oplever flere og voldsommere klimaforandringer, bliver verdens ledere nødt til at komme tilbage og opjusterer ambitionerne."
 
Naturhensyn og oprindelige folks rettigheder står for svagt

Skovrydning står for 10-15 pct. af verdens udledninger af CO2 – svarende til hele EU’s eller hele transportsektorens udledninger.

Selv om rettigheder, biodiversitet og klimahensyn til en vis grad er inkluderet i artikel 3 i aftalen om reducering af udledninger fra skovrydning, står ”oprindelige folks rettigheder” og ”økosystemers integritet” alt for svagt i forhold til at opnå en stærkt og effektiv klimaaftale.

Oprindelige folk er igennem deres territoriale rettigheder til tropisk regnskov anerkendt som skovens bedste beskytter og dette er til fordel for klimaet.

”Den nødvendige klimaindsats vil ikke være mulig uden, at man sikrer oprindelige folks rettigheder bedre end det er sket i aftalen,” forklarer Jakob Kronik, international chef i miljø-NGOen Verdens Skove.

”Derudover er intakte økosystemer afgørende for reguleringen af klimaet både lokalt og globalt. Beskyttelsen af oprindelige folks rettigheder har vist sig at være en effektiv måde til at sikre sunde økosystemer.”

Når indfødte folk ikke høres

Der er allerede flere eksempler på konflikter og problemer i klimaprojekter, hvor lokale oprindelige folk ikke er blevet behørigt inddraget.

“Det er stærkt problematisk at fjerne oprindelige folks rettigheder fra hovedteksten til klimaaftalen; et dokument, der potentielt kan betyde rigtigt meget for disse folks livsvilkår og muligheder i fremtiden”, samstemmer Kathrin Wessendorf, programkoordinator i Den Internationale Arbejdsgruppe for Oprindelige Folk, IWGIA.

Verdens oprindelige folkeslag tæller ca. 370 millioner mennesker fra Grønland i nord til Ildlandet i syd.
 
Yderligere oplysninger hos:
 
Troels Dam Christensen, koordinator, 92-gruppen, mobil

+45 21 72 79 57, mail: [email protected]

John Nordbo, WWF, mobil + 45 21 34 22 92, mail: [email protected]  

Mattias Söderberg, Folkekirkens Nødhjælp, mobil +45 29 70 06 09, mail: [email protected]

Jens Mattias Clausen, Greenpeace , mobil +45 60 13 17 48, mail: [email protected]

Alexander Ege, CARE, mobil +45 28 72 29 44, mail: [email protected]

Kathrin Wessendorf, IWGIA, mobil +45 29 42 90 34, mail: [email protected]

Jakob Kronik, Verdens Skove, +45 41 98 48 98, mail: [email protected]
 
Pressemeddelelsen er udsendt af 92-gruppen – Forum for Bæredygtig Udvikling er et netværk af 23 danske udviklings- og miljø-organisationer

Se også www.92grp.dk