Desmond Tutu: Klimasyndere skal isoleres som apartheid-styret

Forfatter billede

Kampen mod klimaforandringer kan vindes, hvis vi anvender de samme metoder, der blev brugt mod Sydafrikas hvide apartheid-styre, til at presse de store CO2-udledere, skriver den tidligere sydafrikanske ærkebiskop i britiske The Guardian torsdag

Den samme taktik, der nedbrød det hvide mindretalsregime i Pretoria, kan redde kloden fra voldsomme klimaforandringer.

Det mener den pensionerede sydafrikanske ærkebiskop og menneskeretsaktivist Desmond Tutu. I en kronik beskriver den nu 82-årige anti-apartheidkæmpe, hvordan de selskaber, der er mest ansvarlige for den globale opvarmning, bør fryses ud af det internationale samfund.

“Det er klart, at disse lande og selskaber, der er mest ansvarlige for udledninger af kulstof og for at accelerere klimaforandringer, ikke bare giver op. De står til at tjene for mange penge”, skriver han i kronikken.

Desmond Tutu til COP17

Boykot, et stop for investeringer og sanktioner blev succesfuldt anvendt mod apartheid, og den samme succes kan gentages med klimasynderne, mener han. Det kræver blot, at borgere globalt undlader at støtte disse selskaber.

“Samvittighedsfulde mennesker må bryde deres bånd til virksomheder, der finansierer klimaforandringernes uretfærdigheder. Vi kan f. eks.boykotte arrangementer, sportshold og tv-programmer, sponsoreret af fossile energi-virksomheder. Vi kan kræve, at reklamer for energivirksomheder indeholder helbreds-advarsler“, skriver han i The Guardian og fortsætter:

“Vi kan overtale flere af vore universiteter og kommuner og kulturelle institutioner til at bryde båndene til den fossile energi-industri. Vi kan arrangere bilfri dage og opbygge mere omfattende social forståelse. Vi kan anmode de religiøse samfund om at sige fra“.

“Det giver ingen mening at investere i de virksomheder, der truer vores fremtid“, slutter Tutu, der selv stod i forreste række i kampen mod apartheid-regimet med ikke-voldelige midler.

Mere om Tutu på http://en.wikipedia.org/wiki/Desmond_Tutu