Det forsvundne arabiske videnssamfund

Redaktionen

Den arabiske verden halter alvorligt bagefter andre dele af verden i forhold til viden og teknologisk udvikling, og det går ud over økonomien. Regionen med de tidligere så stolte kundskabstraditioner producerer blot en enkelt procent af verdens bøger og har færre end halvt så mange videnskabelige forskere i befolkningen end den øvrige verden i gennemsnit.

Det fremgår af UNDPs Arab Human Development Report 2003, som netop er offentliggjort.

UNDP-rapporten, som gør status over det arabiske videnssamfund i den Arabiske Ligas 22 medlemslande, beretter om en region, hvor såvel udbud, efterspørgsel som spredning af viden er præget af ineffektivitet og mangel på innovation.

De arabiske lande er stort set fraværende på listen over patent-producerende lande, og den gennemsnitlige offentlige støtte til forskning og udvikling i de arabiske lande er på 0,2 procent af BNP, hvilket primært dækker lønninger. I Danmark støtter staten med 0,75 pct. af BNP.

Situationen står i dyb kontrast til regionens ellers så righoldige, kulturelle og intellektuelle arv, som var præget af oplysningsiver og et blomstrende kulturliv. Men netop historien vidner om, at de arabiske lande har et solidt fundament, hvorpå de kan bygge fremtidens arabiske videnssamfund, siger Dr. Rima Khalaf, chef for UNDPs regionale kontor for den arabiske region og Assistant Secretary-General i FN.

Omfattende censur på bog- og avisudgivelser forringer spredning af viden, ligesom terrorangrebet på USA 11. september 2001 har ført til yderligere begrænsninger af den personlige ytringsfrihed i flere arabiske lande og stigende isolation fra værdier og ideer fra udlandet.

Forfatterne advarer imod, at de arabiske lande vender globaliseringen ryggen, og foreslår i stedet at de støtter samspillet med andre nationer, kulturer og regioner i verden. Samtidig peger de på regionens store, uudnyttede menneskelige ressourcer og fremlægger et femsøjlet bud på, hvordan et videnssamfund i den arabiske verden kan skabes.

Rapporten er forfattet af et hold arabiske forskere og politiske analytikere med et arabisk publikum som primær målgruppe. Første rapport i serien udkom i juli 2002 og konkluderede, at den arabiske region lider under manglende

1) frihedsrettigheder for borgerne,
2) spredning og brug af viden samt
3) muligheder for kvinder.

Dette års rapport er således en fordybning i een af disse problemstillinger.

Rapporten og tilhørende pressemateriale kan downloades på www.undp.dk
For yderligere information kontakt venligst Lotte Dahlmann,
e-mail [email protected] tlf. 35 46 71 58.