DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur udsender årsberetning

Laurits Holdt

I 2012 åbnede instituttet sit første landekontor og skiftede navn fra det velkendte Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT).


Årsberetningen er bygget op af en række artikler om instituttets arbejde. Desuden er der et kort overblik over årets regnskab og donationer.

Man kan bl.a. læse om DIGNITYs landekontor i Tunesien – det først landekontor som organisationen har oprettet i sine 30 år. I Tunesien og Libyen har det ikke være muligt at finde lokale partnere, der lige nu kan drive arbejdet på egen hånd, da de fortsat befinder sig i en forvirrende fase og derfor har instituttet fundet det nødvendigt at oprette et landekontor, der kan tage sig af opgaven.

En anden artikel handler om psykologisk forskning fra DIGNITY der viser, at lokale religiøse terapeutiske tilgange kan hjælpe mange overlevere efter tortur og folkedrab til at finde mening og nyt livsmod.

Vold i torturramte familier
DIGNITY udfører også store opgaver inden for hjælp til torturramte flygtninge, der bor i Danmark. For eksempel arbejder instituttet på at begrænse vold i familier. Vold er nemlig et stort problem i mange af de familier, der henvises til familiebehandling i DIGNITY. Det er et velkendt symptom hos mennesker med posttraumatisk stress (PTSD), at de kan have problemer med impulskontrol, og at de desuden er meget følsomme over for uro og støj. Samtidig er mange af instituttets patienter vokset op under forhold, hvor vold i familien har været en del af hverdagen.

Nævnes skal det også at det var i det forgangne år, 2012, at instituttet skiftede navn fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) til DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur.

Udgifter på 90 mio.
Af regnskabet fremgår det bl.a. at instituttets udgifter i 2012 beløb sig til godt kr. 90 millioner og at rammebevillingen fra udenrigsministeriet var på kr. 48 millioner.

På udgiftssiden ses det at instituttet brugte knap 20 millioner på rehabilitering af torturofre, knap 20 millioner på forskning og dokumentation og godt 40 millioner på projekter i syd.

Hent årsberetningen (i PDF-format): http://www.dignityinstitute.dk/media/1615037/dignity%20%C3%A5rsberetning%202012.pdf