EU-topdiplomat bliver departementschef i Udenrigsministeriet

Redaktionen
Foto:
Laurits Holdt

Det er en erfaren diplomat, som skal overtage chefposten i Udenrigsministeriet.

Jeppe Tranholm-Mikkelsen kommer fra stillingen som generalsekretær i Det europæiske råd, som er der, hvor EU-landenes ministre mødes. Han begyndte som fuldmægtig i Udenrigsministeriet i 1992 og har i løbet af sin karriere blandt andet været Danmarks ambassadør i EU og ambassadør i Kina.

Stillingen som generalsekretær i Det europæiske råd er “den største post, en dansk embedsmand har noget sted i verden”, lød det fra Danmarks Radios EU-medarbejder, Ole Ryborg i 2020. Han sagde videre:

“Jeppe Tranholm-Mikkelsen er kongen af kompromiser i EU. Som embedsmand skal han ikke selv mene noget. Det er der politikere til. Men han er rådsformandens højre hånd, og hans vigtigste rolle er at se, hvor enderne kan mødes og kompromiserne findes, når stats- og regeringscheferne er uenige.”

Han blev udnævnt til sin nuværende stilling i EU i 2015 og blev i april 2020 udnævnt til en ny femårig periode. Han forlader altså stillingen godt tre år før tid for at blive departementschef på Asiatisk Plads. Han tiltræder snarest mulig, oplyser ministeriet.

Selv siger Jeppe Tranholm-Mikkelsen:

”Jeg glæder mig utroligt meget til at vende tilbage til Danmark og Udenrigsministeriet, hvor jeg begyndte min karriere for knap 30 år siden. Jeg ser frem til samarbejdet med de mange dedikerede og professionelle kolleger i ministeriet såvel som den øvrige centraladministration. Den nuværende internationale situation understreger endnu en gang de udenrigspolitiske vilkårs betydning for udviklingen af det danske samfund. Det er en ære for mig at få lov til at bidrage til håndteringen heraf og betjene Udenrigsministeriets ministre i arbejdet med at gennemføre regeringens politik.”

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) udtaler:

”Jeg er glad for at kunne præsentere en markant styrkelse af Udenrigstjenesten i form af Jeppe Tranholm-Mikkelsen som ny departementschef i Udenrigsministeriet. Jeppe er en internationalt anerkendt topdiplomat med et imponerende internationalt netværk på højeste niveau. Han har gennem en lang karriere i udenrigstjenesten, Statsministeriet og senest i EU vist, at han kan bestride topstillinger og repræsentere Danmark på bedst mulig vis. Det er vigtigt i en tid, hvor Danmark skal navigere i stadigt vanskeligere udenrigs- og sikkerhedspolitiske vande. Jeg ser meget frem til samarbejdet og til det fortsatte arbejde med at styrke den danske udenrigstjeneste. Endelig vil jeg også gerne sige en stor tak til Udenrigspolitisk direktør Jesper Møller Sørensen, som har leveret en stor og meget flot indsats som konstitueret departementschef.”

Jeppe Tranholm-Mikkelsen er født i 1962 og uddannet MSC (International Relations) fra London School of Economics i 1990 og cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1992. Han behersker dansk, engelsk, tysk og fransk på forhandlingsniveau, forstår nederlandsk og spansk og har kendskab til kinesisk.

Posten som øverste embedsperson i Udenrigsministeriet har været ledig siden Lars Gert Lose stoppede ved udgangen af januar i år.

Efter 25 år i diplomatiets tjeneste skiftede han til en stilling som Head of Global Public Affairs, Communication and Marketing i investeringsselskabet Copenhagen Infrastructure Partners, CIP.

Inden han blev udnævnt til departementschef i 2018, var Lars Gert Lose Danmarks ambassadør i USA.

I 2021 afslørede Ekstra Bladet, at da Lose havde forladt den amerikanske hovedstad til fordel for København, sørgede Udenrigsministeriet for, at han på papiret fortsat arbejdede på ambassaden. På den måde kunne hans hustru og deres børn blive boende i ambassadørboligen og børnene afslutte skoleåret på Udenrigsministeriets regning, som vi skrev i januar.