Fagforeningsoffensiv mod den uformelle økonomi – og debatmøder

Laurits Holdt

Det sker når IFS (International Faglig Sammenslutning, ITUC) holder møde i København med 50 fagforeningseksperter fra hele verden.

De skal sammen udforme IFS’ anbefalinger om uformel økonomi til ILO’s årlige arbejdskonference i Genève i juni.

Det er fagbevægelsens Ulandssekretariat, der står som indbyder til en ekspertkonference i Eigtveds Pakhus på Christianshavn, som finder sted fredag d. 24. april.

Her vil Marie-Louise Knuppert, LO-sekretær og formand for Ulandssekretariatet, og Sharan Burrow, generalsekretær for IFS, byde velkommen til det daglange træf fra kl. 9.00 til 15.00.

Fokus er på fattigdomsbekæmpelse, social dialog, anstændigt arbejde og formalisering af den uformelle økonomi.

Det er den økonomi, hvor gadesælgere, gadekøkkener osv. dominerer.

Der vil være debat med repræsentanter fra ILO, IFS, partnere mv. One-on-One mellem handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) og Kwasi Adu-Amankwah, generalsekretær for ITUC-Africa.

Formand for Folketinget og kommende leder af FN’s generalforsamling Mogens Lykketoft (S) holder oplæg om de nye fattigdomsmål (dagsorden 2030) og mødeleder er journalist Steffen Kretz fra DR.

Arrangementet foregår på engelsk og tilmelding sker på [email protected] fremgår det af indbydelsen fra Mads Bugge Madsen, Ulandssekretariatets leder.

Debat og mad fra Ghana

Sekretariatet, der er fagbevægelsens centrale organisation for udivklingsbistand, indbyder også til ghanesisk mad og debat (på engelsk) i DGI-byens spisehus på Vesterbro i København onsdag d. 22. april

Der er tale om et debatarrangement med temaet ”Hvordan formaliserer vi jobs i den uformelle økonomi, og hvad er arbejdsgivernes og fagbevægelsens rolle i denne proces?”

Aftenens tema slås an ved, at Ulandssekretariatets ghanesiske partner i den uformelle økonomi TUC (Ghana) fortæller om deres succeshistorie med formalisering af gade-køkkener.

Man kan se og smage ghanesisk mad, som ’gadekøkken-chefen’ Stella Akrashie tilbereder og serverer fra eget gadekøkken.

I panelet sidder: Kofi Asamoah, generalsekretær for TUC (Ghana), Binda Pandey fra GEFONT (Nepal), Jens Kvorning, direktør for International Afdeling i Håndværksrådet og Jørgen Assens fra Ulandssekretariatet.

Tilmelding er nødvendig på mail [email protected]

Modeopvisning i DGI-byens konferencesal den 23. april 

Ulandssekretariatet inviterer tillige til fotos og modeopvisning med kollektioner fra Benin og Indien i DGI’s store showroom. Alle kollektioner er kreeret af tekstilarbejdere og designere, som arbejder indenfor den uformelle økonomi.

Arrangementet begynder med en fotoserie af den prisbelønnede fotograf Carsten Snejbjerg, som viser, hvad uformel økonomi er – og hvordan kollektionerne er produceret i Benin og Indien.

Selve modeopvisningen er koreograferet af Maria Angelova, og musikken står DJ Flip for – en af Danmarks bedste og hotteste DJs. Bagefter er der koncert med DJ Adams.

Hver person får udleveret tre drinksbilletter til brug i baren. Der er plads til 300 deltagere, så for at sikre sig en plads kan man tilmelde sig på mail [email protected]