Flygtningehjælpen samler ind søndag

Laurits Holdt

Dansk Flygtningehjælp sender søndag er sværm af frivillige på gaden for at samle ind til organisationens arbejde. Den årlige landsindsamling begynder kl. 10.30 og slutter omkring kl. 14.

Dansk Flygtningehjælp har i år sat fokus på nødhjælp til flygtninge. Dansk Flygtningehjælp arbejder i 30 af verdens brændpunkter herunder Somalia, Darfur og Afghanistan, og yder nødhjælp for at redde liv, begrænse menneskelig lidelse og hjælpe flygtninge med at genetablere tilværelsen umiddelbart efter krige og katastrofer, som Flygtningehjælpen udtrykker det i en pressemeddelelse.

Det er muligt at melde sig som indsamler på dagen, ved at møde op på et af Flygtningehjælpens mange indsamlingssteder. Find stederne via linket under artiklen.

Flere kendte mennesker deltager i indsamlingen og skuespillerne i den populære musical Mamma Mia!, der for tiden går i Tivolis koncertsal, vil efter søndagens forestilling samle ind blandt publikum.

Organisationen regner med at have et bud på resultatet omkring kl. 18.30.