FN slår alarm over fødevaremangel i Sydsudan

Forfatter billede

I Sydsudan har 2,5 millioner mennesker indledt det nye år med en stor usikkerhed på, hvor det næste måltid mad skal komme fra, siger WFP. Situationen ventes at blive værre i de kommende måneder.

Fødevaresituationen i Sydsudan ser dyster ud, lyder det fra FN’s fødevareprogram, WFP.

For et par millioner mennesker har det betydet, at de ikke ved om de får mad på bordet, og WFP forventer, at situationen vil blive endnu værre i de kommende måneder.

”De tre millioner mennesker, vi forsøger at nå ud til, er ikke kun statistikker, de er mennesker,” siger Ertharin Cousin, WFP’s direktør, i en ny video om fødevaremanglen i Sydsudan.

”Udfordringen er, at jo længere denne konflikt fortsætter, jo nemmere er det for verden at begynde at tænke på dem som blot en omkostning eller en statistik. Men det er liv, det er mennesker,” tilføjer hun.

Endnu er der ikke erklæret hungersnød i Sydsudan, men det er der en alvorlig risiko for, medmindre den humanitære hjælp kan komme ud, advarer WFP.

Krise forværres af væbnet konflikt

Sydsudan er et af de mest vanskelige steder, hvor WFP arbejder.

En stor humanitær indsats var med til at forhindre en sultkatastrofe sidste år, men nu skal der igen sættes massivt ind ofr at forhindre en igen i år, skriver WFP i en pressemeddelelse.

Organisationen er i gang med at bringe lagre af mad ud til nogle af de områder, der bliver svært tilgængelige, når først regnsæsonen kommer i gang. Det drejer sig om cirka halvdelen af landet.

Men indsatsen vanskeliggøres – og den humanitære krise forværres – af konflikten i landet.

Derfor må våbnene tie, skriver WFP i pressemeddelelsen.

”Vi beder konfliktens parter om at sætte det sydsudanske folks velbefindende over deres egne interesser og arbejde for en holdbar fred,” lyder det fra WFP.