Fordrevne i Nigeria er flere end nogensinde

nigeria220719_flyktninghjelpen
Forfatter billede

Der skal en øget indsats til for at forbedre levevilkår og forhindre et koleraudbrud blandt de hundredtusindvis af mennesker, der lever i flygtningelejre, på flugt fra Boko Harams voldelige kamp i det nordøstlige Nigeria.

Ti år efter, at den væbnede gruppe angreb for første gang, er over to millioner mennesker drevet på flugt fra deres hjem i regionen. Det er det højeste antal, siden konflikten brød ud.

”Hver eneste uge flygter mennesker fra vold og usikkerhed i det nordøstlige Nigeria. Mange slår sig ned langs vejen eller finder små ubeboede landområder, steder uden adgang til vand og sanitære faciliteter”, siger Eric Batonon, der er landedirektør for Flyktninghjelpen i Nigeria, i en pressemeddelelse.

Syv millioner har brug for hjælp

Hundredtusinder af fordrevne bor i overbefolkede områder, der ligger langt under internationale minimumsstandarder og uden ordentlig adgang til rent vand og toiletter. Nogle har bygget en form for husly af pinde og enkle plastikpresenninger. Disse improviserede hjem giver hverken beskyttelse mod vind og regn eller nogen form for sikkerhed eller privatliv.

Flere end 180.000 mennesker står i øjeblikket uden ordentligt tag over hovedet i delstaten Borno. Her sover mange under åben himmel eller i improviserede husly. Inden for kort tid begynder regntiden, og det giver stor fare for et nyt, dødeligt koleraudbrud, advarer Flyktningehjelpen.

Sidste år blev 10.000 mennesker diagnostiseret med kolera. Af dem døde 175. Men de reelle tal er sandsynligvis betydelig højere.

”De overbefolkede flygtningelejre er farlige, kaotiske og helt uegnet for børn. Det haster med at få udvidet disse lejre og få ordentlige vand- og sanitære faciliteter på plads, så vi kan forhindre et nyt koleraudbrud”, siger Batonon.

Flyktninghjelpen beder indtrængende alle donorlande øge støtten til nødhjælpsarbejdet, så fordrevne familier kan få en bedre chance for at overleve i en av verdens mest udsatte regioner.

”Efter ti år med konflikt er det oprivende at se familier, der fortsat stuver sig sammen i improviserede telte. Donorlande, humanitære organisationer, lokale og nationale myndigheder må gøre meget mere for at forbedre disse menneskers liv”, udtaler Batonon i pressemeddelelsen.

”Nødhjælpsarbejdet skal styrkes, og vi må bidrage til at skabe håb for de flere end syv millioner mennesker, som nu har brug for hjælp i det nordøstlige Nigeria. Efter et årti med konflikt, må vi vise dem, at de ikke er blevet glemt”, tilføjer han.