Af Erika Brenner, San Salvador I El Salvador blev 1980ernes borgerkrig afløst af bandekrig og begge krævede mange dødsofre. Men i 2012 indgik de toneangivende bander en våbenhvile, der har toårs-jubilæum 9. marts. Første artikel i serien fra El Salvador. Bandekrigen i El Salvador har høstet næsten lige så mange ofre som borgerkrigen 1980-92, cirka 70 000 personer. Bandevolden har sin baggrund i en voldskultur med borgerkrigen i frisk hukommelse, i erne – og 80’erne. Salvadoranerne og andre mellemamerikanere flygtede til USA fra borgerkrige og andre sociale konflikter. En hård, som regel illegal indvandrertilværelse, ledte mange unge ud på gaden og til bandelivet. Efter borgerkrigen blev tusindvis af bandemedlemmer, såkaldte maras, deporteret tilbage fra USA. De tog deres nye kultur med sig til et fragmenteret og underudviklet samfund med masser af våben i omløb. Her blandede de sig med de lokale ungdomsbander, der syntes, at det var sejt med tatoveringerne, symbolerne, sproget og tøjet. El Nuevo Diario skrev i 1995: ”Mara er moderne og det er en triumf at tilhøre en. En tatovering er en trofæ, den betyder magt”. Historiske og socioøkonomiske faktorer havde også betydning for bandernes hurtige udbredelse: I bandernes første fælles udtalelse efter den såkaldte våbenhvile i 2012 skrev de: ”Vi er del af de alvorlige problemer, som vores land lider af, og vi har ført krig på grund af eksklusion, erne. Det skete parallelt med øget narkohandel og -trafik, som dog ikke er slået igennem så stærkt som i nabolandende Honduras og Guatemala af den simple grund, at El Salvador ligger lidt udenfor narkoruten til USA. I 2002 svarede regeringen, ledt af højrepartiet ARENA, igen, med den såkaldte Mano Dura, den ”hårde knytnæve”. Det er en bandepolitik, der prøver at bekæmpe bandevolden gennem hårde straffe og udvidede beføjelser til politi og militær. Bandemedlemmer blev smidt bag tremmer i hopevis, og de militær-kontrollerede fængsler blev overfyldt af unge, der indbyrdes var dødsfjender. For at standse de borgerkrigslignende tilstande indenfor murene, skilte man grupperne ad og spærrede dem inde i hver deres fængsler. Her organiserede banderne sig stille og roligt hver for sig, og kunne desuden styre både afpresninger – bandernes vigtigste indkomstkilde- og las clicas på gaden bedre. På gaden blev livet hårdere – ifølge banderne er politiets overgreb det største problem – og banderne forsvarede deres territorier med – mere vold. Den spanske præst Antonio Rodríguez sagde i et interview med InSight Crime: ”Der er ikke vold fordi der er bander. Der er bander fordi der er vold.” De første skridt mod fred Antonio Rodríguez tog i 2009 det første skridt mod en våbenhvile mellem banderne i samarbejde med regeringen, nu ledt af Mauricio Funes fra venstrepartiet FMLN. Opskriften var: forhandling, våbenhvile og dialog. Med kirken som mægler og med banderne, regeringen, det civile samfund og medierne som de centrale aktører. Af en årsag, der ikke er kendt, smuldrede initiativet dog. Bandevolden eskalerede. Som led i et bandeopgør blev en bus brændt ned i 2010. 18 civile døde. Funes-regeringen svarede igen med en ny anti-bandelov, der blandt andet kriminaliserede bandemedlemskab. Banderne protesterede mod loven, mod tortur af fængslede bandemedlemmer og politiovergreb med at organisere en strejke, der paralyserede den offentlige trafik i halvdelen af hovedstaden San Salvador. Trætte og desillusionerede henvendte de sig til Antonio Rodríguez for at få støtte. Han læste deres fælleserklæring op: ”Vi er klar til at forpligte os overfor samfundet således, at vi sammen kan skabe et bedre land”. Alt dette kan kun ses som en forsmag på de kommende forhandlinger. Oprører og politisk praktiker De blev indledt i efteråret 2011 af Raúl Mijango, tidligere guerilla- og parlamentsmedlem, på et tidspunkt fængslet for en mindre forbrydelse. Mijango, ”en blanding af oprører, forretningsmand og politisk praktiker”, som InSight Crime beskriver ham, blev godt modtaget af banderne. Mijango havde også fungeret som rådgiver for sikkerhedsministeriet, og sammen med den daværende sikkerhedsminister, David Mungía Payés, bliver Mijango i dag betraget som fredsforhandlingernes hovedsagelige arkitekt. Indstillingen var, som Mijango senere sagde i et interview: ”Bandepolitikken var ikke bare ineffektiv, men fungerede også imod hensigten: jo mere du undertrykker, jo mere vold får du.” Moralsk vagthund eller tilbehør For at give forhandlingerne moralsk vægt, inviterede Mijjango og Mungía kirken med. Kritikere har dog påpeget, at det ikke kun handlede om moral, men også om kynisk at berolige befolkningen, og overbevise skeptiske forretningsfolk om at deltage. Insight Crime beskriver det som følger: ”I det ene tilfælde er kirken som institution hovedpersonen, som skaber af, og deltager i, en fredsproces. I det andet, er kirken en galionsfigur, et tilbehør”. Colindres og Mungía spurgte ærkebiskoppen, ligesom to andre biskopper, om de ville deltage. De takkede nej. Den relativt ukendte militærbiskop Fabio Colindres takkede ja. Mijango kom således i forhandlingerne til at spille rollen som den sociale outsider, der forstod, hvad det betød at være marginaliseret. Colindres var den spirituelle guide. Og havde indirekte kirkens legitimering. Hvad de første forhandlinger handlede om, er ikke alment kendt. Men omdrejningspunktet var forbedrede fængselsforhold mod færre mord. Op til den 9 marts 2012 var mordene rekordhøje: 14 mord om dagen, 71 mord per 100 000 indbyggere. Det gjorde El Salvador til verdens næstmest voldelige land efter nabolandet Honduras. Erika Brenner er freelancejournalist med base i Mellemamerika. Se også hendes netsted: http://erikabrenner.wordpress.com/ Læs andre artikler i Erika Brenners artikelserie fra El Salvador.
