Friis Bach og hans bistandspolitik: Fantastisk eller ikke særlig køn

Forfatter billede

Af Jesper Søe, U-landsnyt.dk

Margrethe Vestager var grædefærdig, Christian Juhl fra Enhedslisten “chokeret”, mens Jakob Ellemann-Jensen (V) fra den modsatte lejr roste sin radikale politikerkollega til skyerne.

Selv sagde hovedpersonen i torsdagens “Aftenshow” på DR 1, at “jeg har siddet en hel nat og tænkt over alle de fantastiske ting, jeg fik lavet som minister”.

Med ét var Danmarks mest ukendte minister i centrum og kom med i “Aftenshowet”, få timer efter sin afgang. Navnet Christian Friis Bach var på alle forsider og snart sagt alles læber.

Men hvorfor gik han egentlig? Eller som en journalist spurgte på torsdagens pressemøde: Hvad siger du til, at Lars Løkke rejste for dyrt, og du skal betale regningen (politisk, red.)?

Han løftede lidt af sløret i samme “Aftenshow” ved at sige, at “det var det rigtige valg og det eneste valg, ellers havde vi fået et langt og bøvlet og ikke særlig kønt forløb”.

Forsøg på en vurdering

Men hvad med hans egen ministergerning i de godt to år han sad på sjette sal i betonkolossen på Asiatisk Plads? Var den præget af “fantastiske ting” eller “bøvlet og ikke særlig køn?” Eller noget midt mellem….

Denne skribent er ikke i tvivl om, at Christian Friis Bach har mange fortalere i u-landsmiljøet. Som udgangspunkt kunne det slet ikke være anderledes efter oplevelserne med forgængeren Søren Pind. Både Venstre-mandens person, stil og politik var svær at sluge for rigtig mange i den lejr.

Med den radikale agronom og NGO-mand kom “en af vore egne” og oven i købet en meget faglig stærk af slagsen.

Med sig havde han tilmed det bedste af alt, en stor pose penge i form af flere hundrede ekstra u-landsmillioner, lovede nærmest kompromisløs åbenhed og reformer og varslede før valget en neddrosling af den forhadte egenfinansering, som tvang store u-landsaktører ud med raslebøssen i hidtil ukendt omfang

Men et eller andet sted gik noget galt. Måske hang det sammen med, at den nye minister ville så meget så hurtigt og så radikalt. Når de tre ting lægges sammen lurer gnisterne, utilfredsheden og dermed skuffelserne.

Enhver tale om at reducere egenfinansieringen blev droppet, den blev tværtimod sat i vejret, åbenheden var skåret til i uens bidder, når det kom til stykket, og vejen mod den berømte ene procent i u-landsbistand snart en saga blot.

Det sidste kan ingen bebrejde Friis Bach, men at tætige folk for nylig kunne påvise, at bistandens andel af vor nationalrigdom ligefrem var faldet under SRSF i forhold til VK-spareårene – den havde de færreste nok set komme.

At få en ny brønd eller få at vide man har ret til den

Igen: I begyndelsen så det godt ud. Vi fik en ny strategi for dansk bistand, som lagde vægt på at give fattige rettigheder. Ja, ikke kun dét, også ruste dem til selv at skaffe sig disse rettigheder.

Nok var ikke alle overbeviste, for hvad var egentlig bedst: At sørge for at de fattige f.eks. fik en ny brønd – og rent faktisk fik den – eller fortælle dem, at de havde ret til den brønd. Sådan sagt lidt firkantet.

Men det forsvandt i strømmen af giraf-ord fra den nye agitatorisk ualmindeligt velformulerede minister

Fint var det i alt fald, at Friis Bach fik skåret bistanden anderledes til, så man klarere kunne se, hvad der VAR bistand og så alt det andet.

Ligesom det vakte glæde hos u-landsaktørerne, at puljen til at oplyse danskerne om verdens u-lande blev sat i vejret; især efter Ulla Tørnæs (V) spareiver og sent glemte fremstød såsom at sende kendisser ud for at vælge støtteværdige projekter til Danida i Afrika.

Men dét med at ville så meget på kortest mulig tid, fik vi snart mere end en anelse om. For ikke blot skulle der en sprit-ny bistandsstrategi til, der skulle også gøres op med bistandens forvaltningsmæssige indretning i form af en hel ny “grundlov” for udviklingssamarbejdet.

Styrelsens fald

Især U-landstyrelsen med sine ni medlemmer var i sigtekornet.

Den havde ellers samlet fremtrædende personer fra vigtige samfundsaktører – såsom industrien, landbruget og fagbevægelsen – i et håndslag om at gelejde alle større u-landsbevillinger igennem i størst mulig samdrægtighed og dermed bl.a. så vidt muligt sikre politisk ro om bistanden.

Det havde den gjort i 50 år og med flotte karakterer fra bl.a. den vestlige samarbejdsorganisation OECDs bistandskomite (DAC). Men ikke i Friis Bachs optik: Den var et levn fra en anden tid – bistandens barndom – og den skulle væk.

Faktisk var det sådan, at han som relativt nyslået minister afviste overhovedet at overveje andre løsninger – f.eks. at lade Styrelsen fortsætte i en opjusteret udgave med lidt flere medlemmer, udvidet “ressort” og dermed et klart styrket mandat.

Og det skulle gå stærkt – tre ugers offentlig høring i foråret 2012, så var den potte ude.

Anderledes i 1971. Dengang lagde et bredt sammensat udenværts ekspertudvalg grunden til den hidtidige lov med den berømte røde betænkning og det tog et år – hvorefter det hele kørte igennem i relativ fred og fordragelighed.

Alle protester til trods – og de var mange – gennemtrumfede han sin egen løsning – et nyt Udviklingspolitisk Råd, hvor han højtideligt lovede at møde op og en særlig ekstern bevillingskomite, spækket med Danidas egne folk, som skulle se på de bevillinger Styrelsen havde gjort.

Danida-drengene havde aldrig siddet med i Styrelsen, men nu skulle de rykke ind i den nye komite, hvor de så kunne sidde og indstille deres egne projekter og programmer til Folketingets finansudvalg – ligesom ministeren oprindeligt selv ville have været formand for det nye råd og skifte ud i det, som han nu syntes.

Det var ikke kun denne skribent, som dengang anede konturerne af en person, der ønskede at centralisere al beslutningsgang om sig selv og den del af ministeriet han stod i spidsen for – se også
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/16-02-12/u-landsveteran-al-magt-til-ministeren-og-ministeri

Fik sat stolen for døren af udenrigsudvalget

Nu gik det noget anderledes i sidste ende i slaget om loven – men Styrelsen fik han aflivet.

Det nye Råd blev spækket med repræsentanter for de selvsamme interesseorganisationer, han ville forvise med Styrelsens fald, ligesom han måtte opgive tanken om at være formand og kunne rokere rundt med medlemmerne – det var den politiske pris.

Den nye mægtige eksterne bevillingskomite endte med at blive sammensat med den væsentlige tilføjelse, at repræsentanter udefra fik tildelt vetoret.

Det sidste skete imidlertid først efter en bemærkelsesværdig bistandspolitisk manifestation i Folketingets udenrigsudvalg: Et flertal udenom regeringen – fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti – stillede ham stolen for døren og afviste at tilslutte sig den nye grundlov for dansk u-landsvirke uden denne ændring.

Så måtte selv en Friis Bach bøje sig for at få loven igennem.

Undervejs i forløbet fandt U-landsnyt.dk beslutningsprocessen om loven så tillukket (uigennemskuelig med et af bistandens modeord), at vi begærede aktindsigt i den aldrig offentliggjorte indstilling fra en intern tværministeriel embedsmandsgruppe til hele oplægget til loven.

Det fik vi nej til fra et Danida med en minister i spidsen, der havde udnævnt sig selv til først “åbenhedsfanatiker”, siden “åbenhedsfreak”.

Åbenhedsfreak

Lad os bare tage den med åbenheden med det samme.

Det er rigtigt, at man nu kan se nogle (og som nævnt ikke alle) dokumenter på et tidligt tidspunkt i forløbet, før de kommer til beslutning. Og det er naturligvis fint.

Men realiteten er, at ministeriets hjemmeside er uoverskuelig og svær at håndtere, hvilket også er påpeget af aktører og debattører. Det begrænser selvsagt udnyttelsen af og kendskabet til denne mulighed, når man som forudsætning skal være svært dygtig til at navigere på nettet.

Det udelukker rigtig, rigtig mange såkaldt almindelige danskere.

Realiteten er også, at sagen om manglende informationer omkring GGGI ikke er den første i rækken.

Da Institut for Menneskerettigheder således doktorerede i sit regnskab, var instituttet alligevel stillet en bevilling i udsigt på forhånd og det blev ikke fyldestgørende klarlagt, hvor meget minsteren vidste om miséren hvornår.

Da sagerne rullede ind om misbrug af bistanden i Afghanistan og kom i pressen ad omveje, fik vi at vide, at Friis Bach og ministeriet skam fremover ville lægge det hele frem. Men altså “fremadrettet”.

Friis Bach gik ud og sagde, at han godt vidste, det næppe var sidste gang han skulle forsvare bistanden til det korruptionsplagede og ustabile land, men var “villig til at tage tævene” politisk.

Tilfældet Afghanistan

Men hvorfor skal Danmark ret beset være så dybt involveret med bistand i en nation af en sådan karakter, at ministeren på forhånd frygter at bistanden og dermed ham selv bliver prügelknabe?

Er det rigtigt at afsætte en halv milliard bistandskroner derude til spendering allerede fra 2014 og dermed gøre Afghanistan til vort største modtagerland i det hele taget?

Hvorfor skal dansk bistand trækkes igennem det minefelt, når udfordringerne står i kø uendeligt mange andre steder?

Dansk bistand er ikke et eksperimentarium, men et nøje overvejet resultatbaseret forsøg på at nå verdens fattigste. I hvert fald er det vel barnetroen hos mange af de vælgere, der i sidste ende afgør bistandens videre skæbne.

Vi kunne sagtens have stillet midler til afghanerne i udsigt uden at love penge i denne størrelsesorden og Friis Bachs forelskelse i begrebet budgetstøtte – her at pengene pinedød skal gå gennem et svagt og uformående regeringsapparat – båder for disaster.

Jo dårligere land, desto flere penge?

Afghanistan er en af verdens skrøbelige stater, og dem har Friis Bach åbnet ladeporten for. Så snart et land fungerer rigtig dårligt, skal det have bistandspenge – rigtig mange bistandspenge.

Det er svært at forlige sig med denne tilgang til bistand – og ikke mindst den ganske firkantede måde den er udført på i praksis – når man betænker, hvor store behovene reelt er i en stribe toneangivende udviklingslande. Lande, der virkeligt tæller.

Man får nærmest det indtryk af vor tiltænkte fremtidige indsats i disse lande – navne som Tanzania, Kenya og Bangladesh falder på tungen – at deres problemer i dag ikke er større end at de i Friis Bachs perspektiv mindst lige så meget er objekter for handel og investeringer.

For de kan jo nok snart klare sig selv. Jamen du godeste.

Hvad er værst: Et ustabilt Tanzania elller et skrøbeligt Somalia?

I dagens Tanzania lever det store flertal på lidt over eksistensminimum, uligheden er i øjnespringende og fremtidens udfordringer omfatter alt fra 700.000 unge, der hvert år kommer ud på arbejdsmarkedet, til nedslidning af miljøet og dets livsnødvendige ressourcer samt en galopperende befolkningsvækst med uoverskuelige konsekvenser på sigt.

Hvad er værst – hvis vi lige et øjeblik vender blikket væk fra de store bussemænd (islamiske terrorister) og ser på helheden: Et fremtidigt ustabilt ankerland som Tanzania eller uendelige klanfejder i en fringe-stat som Somalia?

Har vi tålmodighed og mod til at indse, HVOR langt et træk det er at bringe bare et land som Tanzania op på niveau som mellemindkomstland? Eller skal vi flakke rundt med bistanden efter de seneste modeluner?

Det er Somalia, der får bistandspenge i disse år og Tanzania, der mister – hvilket Friis Bach oplyste offentligheden om i foråret. Fint nok med åbenhed; der var blot den hage ved det, at han gjorde det, netop da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) besøgte Tanzania.

Hvilket hun næppe takkede ham for (for nu at sige det pænt).

Uanset hvad: Mon ikke vi får betydeligt mere ud af bistanden i rimeligt stabile lande. Især hvis vi dermed bidrager til, at de FORBLIVER stabile.

Bistand som sikkerhedspolitik

Overordnet set har Friis Bach drejet en betydelig del af bistandens rationale over mod sikkerhedspolitik og forfægtet den private sektors rolle som motor for økonomisk vækst og jobskabelse.

Men er der reelt volumen i handel med og private investeringer i lande som Tanzania, hvis samhandel med os er uendelig lille og hvor en omfordelingspolitisk fattigdomsbekæmpelse er alfa og omega, såfremt det drejer sig om at bevare og helst udbygge samfundets sammenhængskraft.

Skulle vi ikke få has på så meget som muligt af armoden med direkte fattigdomsorienterede indsatser, før vi satser på private investeringer og samhandel, som ikke har opvist fordelingspolitiske virkninger i specielt mange lande.

Eller er (var) Friis Bach blevet “erhvevs- og vækstminister i stedet for udvklingsminister”, som en debattør skrev her på U-landsnyt.dk.

Hvad er der reelt blevet af den direkte bistand til u-landenes landbrug og de mange hundrede millioner af småbrugere – dem der i mange lande udgør det store flertal og skaffer mad på bordet også i byerne? Og dem som Friis Bach har talt så varmt for at ophjælpe.

Skal de nøjes med “værdikæder”?

Da landekriterierne sådan bare forsvandt

To år er lang tid – også i bistandspolitik.

Der var sagen om øget beskatning af de udsendte, hvor Friis Bach omgående gik ud og sagde, at sådan skulle det være, hvorefter skatteministeren fra SF trak de nye strammere regler tilbage igen.

Der var det ejendommelige optrin, da Friis Bach uden videre skrottede de syv kriterier for at vælge store modtagerlande, som har været gældende siden 1989. Det skete i et interview med Danidas blad “Udviling”. Kriterierne er vedtaget af et overvældende politisk flertal – også hans eget parti.

Kan man dét uden at gå til Folketingets udenrigsudvalg først? Og hvilke kriterier gælder så? Var det kun Friis Bachs egne?

Eller “høvdingedebatten”, hvor Friis Bach gik ud med en bandbulle mod strukturen og jordfordelingen i de afrikanske lokalsamfund og fik en hærskare af kontinentets NGOer op i det røde felt – og såmænd også herhjemme.

Bl.a. fordi det efter deres opfattelse lugtede af bedrevidende og irettesættende kulturimperialisme.

Eller de nedsættende bemærkninger om små og mindre danske NGOers formåenhed i bistandsvirket – eller snarere mangel på samme.

Det med altid at have ret

Til sidst en ting, der har været talt om i krogene i “miljøet”, nemlig Friis Bachs insisteren på altid at have ret.

F.eks når fremstående personer i u-landsbranchen herhjemme har fremsat begavede synspunkter i strid med ministerens opfattelse og så er blevet budt til passiar på Asiatisk Plads.

Bagefter har folk, som troede ministeren var interesseret i deres argumenter, berettet om en lang ministeriel enetale, hvoraf det fremgik, hvem der havde ret.

Måske er det derfor vittige hoveder i en mindre NGO i fjor fandt på tilnavnet “Kong Christian”.

Og måske er det derfor så opsigtsvækkende, at netop Friis Bach gik på en selverkendt fejl.

Til hans støtter i “mijøet”: Der er også meget godt at sige om den nu afgående, bestemt, men det er altså ikke hele historien.

Se også det fyldige portræt af Friis Bach ved hans tiltræden som minister i 2011, der skildrer hans livsbane, på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-10-11/christian-friis-bach-helt-til-tops-gennembrud-i-tr