I starten af året bragte Venturesafrica.com – en blog med nyheder fra og om hele Afrika – en artikel om 15 afrikanske skuespillere, forfattere og kreative personligheder, man bør holde øje med i 2016. Men af de 15 kreative Venturesafrica.com fremhæver, er det kun den 22-årige Siyanda Mohutsiwa fra Botswana, der er bosiddende på det afrikanske kontinentet. De resterende 14 bor i Nordamerika eller Europa.
Det har imidlertid skabt en reaktion hos Mohutsiwa, der studerer matematik på University of Botswana og som er nævnt i artiklen på Venturesafrica.com efter hun har gjort sig bemærket på de sociale medier.
Med udgangspunkt i Venturesafrica.coms artikel udskælder Mohutsiwa, i artiklen ’I’m Done with African Immigrant Literature’ bragt på den kulturelle blog Okayafrica.com, at den afrikanske litteraturscene primært er litteratur skrevet af afrikanere udenfor kontinentet.
Kigger jeg på min egen bogreol, der er godt opdateret på litteratur skrevet af forfattere med afrikansk baggrund udgivet på dansk de seneste år, er resultatet det samme. Med få undtagelser er det mere litteratur skrevet af afrikanske immigranter om en tilværelse i eksil, end det er litteratur skrevet af afrikanere i Afrika om livet på kontinentet.
For at nævne tre af de romaner med afrikansk ophav der har fået meget international opmærksomhed de seneste år er ’Americanah’ af nigerianske Chimamanda Ngozi Adichie, ’Gå væk, Ghana’ af Taiye Selasi, der er født af ghanesiske forældre i London og opvokset i USA samt nigerianske-amerikanske Teju Coles ’Åben by’. Fælles for alle romanerne er, at de handler om deres hovedpersoners splittelse mellem deres afrikanske baggrund og tilværelse i USA.
Læs vores anmeldelse af Americanah, Gå væk Ghana og Åben by
Afrika fortalt til amerikanske husmødre
Det er ikke så meget Mohutsiwas matematikstudier, som det er hendes færden på de sociale medier – der seneste har ført hende til at holde en TEDtalk i Amsterdam om, hvorvidt Afrikas fremtid er Online – der har fået Venturesafrica.com til at fremhæve den unge kreative debattør.
I sin artikel bragt på Okayafrica.com i starten af februar fremhæver Mohutsiwa Pacesetters-serien. En udgivelsesserie skrevet af forfattere fra alle hjørner af Afrika fra 1977-1990’erne, der, som Mohutsiwa skriver er ”skrevet til mig [Mohutsiwa der er født, opvokset og bosiddende på det afrikanske kontinent, red.]”. Og hun fortsætter:
”Bøgerne i Pacesetters’serien vandt nok ikke the Man Booker Prize [de fleste af bøgerne på mine hylder har vundet eller været nomineret til store, anerkendte priser; red.] og de var ikke skrevet for at få hvide amerikanske husmødre til at forstå Afrika eller til afrikanske udvekslingsstuderende med hjemve. De var skrevet for at underholde ordinære afrikanere ved at fortælle underholdende historier,” skriver hun i artiklen.
Det der mangler, er litteratur, der fortæller den moderne afrikanske borgers historie, ikke så meget prisvindende litteratur skrevet af afrikanere udenfor Afrika, lyder Mohutsiwas kritik.
Kan vesten kun læse litteratur om vesten?
Når mine boghylder tæller mere en et par håndfulde udgivelser skrevet af såkaldte afrikanske forfattere, udgivet på dansk de seneste år, er det et vidnesbyrd på, at vi faktisk interesserer os for verden omkring os. Imidlertid kan jeg forstå Mohutsiwas frustration og undren over, at der i blandt udgivelserne ikke er litteratur der virkeligt handler om og beskæftiger sig med nutidens Afrika. Det nærmeste vi kommer fortællinger fra kontinentet er Ngugi wa Thiong’os erindringsroman ’Drømme i krigens tid’ samt Chinua Achebes romaner om kolonialismen og modernitetens opgør med det traditionelle Nigeria i ’Alt falder fra hinanden’ samt ’Trives ej længere her’.
Læs vores anmeldelse af Chinua Achebe her og af Drømme i krigens tid her
Litteratur er skrevet af mennesker. Og handler – altid vil jeg mene – om mennesker. Og netop fordi litteraturen formår at fortælle historier om verdener og mennesker langt fra sine læsere, har jeg elsket den fra endnu før jeg selv lærte alfabetet. I den forstand, finder jeg det mindst lige så relevant og vigtigt at litteraturen skrevet udenfor vestens metropoler, bliver gjort tilgængelig for os læsere i nord.
Ikke mindst i en global verden, hvor ”Afrika” ikke er længere væk end en internetforbindelse, men hvor kontinentet til stadighed italesættes – primært fra vestlige talerør – som et kontinent af hungersnød, ebola og fattigdom.
Jeg mener ikke, at hverken Chimamanda Ngozi Adichie eller Taiye Selasi er irrelevante. Deres historier om tilværelsen i eksil og diskrimination baseret på etnicitet og hudfarve er også vigtig for os der er født i den privilegerede del af verden.
Læs vores reportage fra Chimamanda Ngozi Adichies besøg i Den Sorte Diamant og om Ngugi waThiongs besøg på Louisiana Literature
Ikke desto mindre ville det være interessante, hvis litteraturens potentiale blev udnyttet til sit fulde, og også jeg i Norden og husmødrene på den anden side af Atlanten, fik serveret et stykke (moderne) Afrika i litterærform. Om ikke andet, ville det klæde repræsentationen af Afrika dels at den kom fra afrikanere selv, og dels at den havde fokus på andet end lidelse og migration.
Eller som Mohutsiwa skriver på Okayafrica.com ”Vi læser fordi vi ’connecter’ med historierne. Vores historier er alt hvad vi har i denne verden. Lad os læse dem!”
Siyanda Mohutsiwas TEDtalk ’Is Africa’s Future Online’ kan findes på Youtube, og hun er aktiv på twitter under navnet @siyandawriters
Læs desuden Monas anmeldelser af Gå væk Ghana, Åben By, Drømme i krigens tid, En storm kom fra paradiset af svensk-ugandiske Johannes Anyuru, Til minde om kærligheden af Aminatta Forna født i Skotland med rødder i Sierra Leone samt af De tusinds spejles ø om borgerkrigen på Sri Lanka af Nayomi Munaweera på Litteraturnu.dk
