IBIS flytter ind ved Rådhuspladsen

Forfatter billede

Tænk at blive sagt op på Nørrebro og så kunne rykke ind i lige så store lokaler klos op ad Rådhuspladsen til samme pris. Det er angiveligt, hvad solidaritets- og bistandsorganisationen IBIS har oplevet.

De dårlige konjunkturer for udlejning af erhvervslokaler i Københavns city har næppe været til ugunst for det bemærkelsesværdige lokalebytte, som for første gang betyder, at en u-landsorganisation kan flytte ind så nær Rådhuspladsen i København.

Bladet “IBIS Fokus” skriver i sin seneste udgave, at IBIS flytter til adressen Vesterbrogade 2 B med åbning (midt i installationsrodet) mandag d. 26 marts. Man benytter weekenden før til at transportere alt habengut væk fra Nørrebrogade 68 B, hvor IBIS har haft til huse i samfulde 26 år.

Der var ingen vej udenom. IBIS blev sagt op med et halvt års varsel fra 1. oktober 2011 og skal altså være ude den 1. april.

De nye ejere, Oskar Jensen & Co A/S, overtog hele ejendommen, hvor IBIS bor, i efteråret 2010 fra “Norden”.

Ejernes hensigt er at renovere bygningerne og benytte dem til en ny uddannelses-institution, “Nørre Campus”, et slags erhvervsakademi.

IBIS har rådet over tre etager på sin hidtidige adresse og ca. 1.100 kvadratmeter. I det nye domicil vil man disponere over godt 1.300 kvadratmeter, fordelt på første og anden sal, til de nu ca. 40 fastansatte samt praktikanter og frivillige.

“IBIS Fokus” skriver, at IBIS “får nye og spændende muligheder for at invitere frivillige og interesserede indenfor”.

De nye lokaler befinder sig i ejendommen lige efter det karakteristiske historiske Richs-hus fra 1936 (med de forgyldte “Vejrpiger” øverst i tårnet), som ligger på hjørnet af Rådhuspladsen og Vesterbrogades højre side, set ud fra Rådhuspladsen.

Der er en frokoststue til rådighed, ikke en egentlig kantine med madlav-ning, men sultne sjæle, der er til fast food, vil nemt kunne frekventere kæder som MacDonald og Burger King. For de ligger i stueetagen (man må håbe, der ikke er lugtgener).

Lejemålet omfatter to relativt store mødelokaler, som hver især er lidt mindre end det ene – og store -, man rådede over på 3. sal i den lille gadetarm ud fra Nørrebrogade.

Fredag d. 11. maj kl. 14.30 er der åbent hus i de nye lokaler, som vil blive officielt indviet samtidig med, at generalsekretær Vagn Berthelsen fejres i anledning af sin 60 års fødselsdag.

CARE holder ud lidt endnu

Også CARE Danmark ventes at skulle fraflytte sine lokaler på stueetagen i Nørrebrogade 68 B og første sal i 66 C, hvor man råder over i alt knapt 1.000 kvadratmeter til de ca. 25 fastansatte.

De nye ejere, der vil skabe et nyt campus, har også erhvervet disse loka-ler. Forskellen er, at CARE Danmark har en uopsigelig lejeaftale indtil september 2013 og derefter seks måneders opsigelse, hvilket indebærer at organisationen i princippet først kan tvinges ud fra foråret 2014.

CARE Danmark blev i fjor præsenteret for en fraflytningsaftale, som skulle kompensere organisationen for at opgive sit domicil før da, men sagde dengang pænt nej tak til de fremlagte betingelser og beløb.

Det med uopsigelighed har IBIS lært af. Det oplyses i organisationen, at det nye lejemål er uopsigeligt i syv-et-halvt år fra 1. april 2012.

Det vil sige indtil efteråret 2019.